Typisk udtale eller udtalevanskelighed? – En undersøgelse af eliciteringsmetoders betydning for opsporingen af børn med udtalevanskeligheder

Børns udtalefærdigheder har betydning for deres kommunikation og trivsel samt senere uddannelses- og jobmuligheder, og det er derfor vigtigt at identificere børn med udtalevanskeligheder, så de kan tilbydes den rette indsats så tidligt som muligt. Der findes forskellige metoder samt screenings- og testmaterialer til vurdering af børns udtalefærdigheder. Et screeningsmateriale er Udtale af sproglyde, som var del af Sprogvurdering af børn i treårsalderen, inden skolestart og i børnehaveklassen. Udtalescreeningen er udgået i den nyere Sprogvurdering 3-6, men den bliver stadig brugt flere steder i Danmark. I denne artikel undersøges det, om forskellige eliciteringsmetoder fører til forskellige resultater i screeningen Udtale af sproglyde, og om de forskellige eliciteringsmetoder påvirker, hvor nøjagtigt screeningen identificerer børn med risiko for udtalevanskeligheder (dvs. den diagnostiske nøjagtighed). I undersøgelsen deltog 29 børn i alderen 2;10-3;4 år. Udtalescreeningen blev udført med to eliciteringsmetoder: imitation og spontan billedbenævnelse. Den diagnostiske nøjagtighed (sensitivitet, specificitet og prædiktive værdier) blev beregnet ud fra screeningens inddeling i indsatsgrupper og diagnosen fra den validerede logopædiske fonologitest LogoFoVa. Resultaterne viste, at imitation kan føre til højere udtalescorer i screeningen Udtale af sproglyde end ved spontan billedbenævnelse, og at den diagnostiske nøjagtighed af screeningen var meget lav ved brug af imitation. Den diagnostiske nøjagtighed blev forbedret gennem en ændring til spontan billedbenævnelse og af tærskelværdien. Undersøgelsen indikerer, at der ved screening med Udtale af sproglyde er en væsentlig risiko for at fejlvurdere børns udtalefærdigheder. Ændringer er nødvendige for ikke at overse børn med udtalevanskeligheder.