Take me to neverland: voksenfobi og ungdomsdyrkelse i skandinavisk samtidslitteratur

Den svenske feminist og pædagog Ellen Key beskrev ved foregående århundredeskifte, hvordan det 20. århundrede kunne blive Barnets århundrade (1900). Den belgiske psykoanalytiker og kulturteoretiker Paul Verhaeghe identificerer godt hundrede år senere og noget mindre optimistisk det 21. århundrede som ”the century of the dangerous or at least disturbed, child” (Verhaeghe 2014, 148). Hvad sammenhængen end er mellem de to børneårhundreder, så passer sidstnævnte samfundsdiagnose på en tendens i den yngre og yngste skandinaviske samtidslitteratur. Et stigende antal romaner og digtsamlinger beskriver nemlig forstyrrede og utilpassede børn og evige teenagere, der langt op i tyverne og trediverne (og fyrrerne) vrængende nægter at blive voksne, eller som udtrykker en længsel mod voksendom men samtidig en distinkt magtesløshed overfor at træde ind i det, der identificeres som det voksne senmoderne præstationssamfund. Den samme tendens kan i øjeblikket genfindes i modebilleder og i flere samtidige vestlige film og tv-serier, som bearbejder samme Peter Pan-lignende kompleks.