Tælleøvelser: Den udskældte Bibliometriske Forskningsindikator har, til manges overraskelse og lettelse, lidt slagtedøden. Men er noget endnu værre på vej?

I sidste uge sprang en bombe i universitetsverdenen. I det nederste hjørne af en pressemeddelelse fra Uddannelses- og Forskningsministeriet fremgik det, at man nedlægger »det nuværende administrative setup til opgørelse af forskningspublicering«. Dermed kan de danske forskere nu sige farvel til Den Bibliometriske Forskningsindikator, eller »BFIen«: et udskældt system, som i mere end ti år er blevet brugt som målestok og fordelingsnøgle for universiteternes forskning. Aldrig har så mange ressourcer været brugt på at uddele så relativt få forskningsmidler som i årene 2009-2021, hvor BFIen tjente til at fordele basisforskningsmidler mellem de danske universiteter. Fremover skal udviklingen i stedet kunne følges på baggrund af andre datakilder. Ikke et ord om hvilke kilder og hvordan. Hvorfor’et besvares kun indirekte med ordet »afbureaukratisering«.

At BFIen blev indført i slutningen af 00erne, var en naturlig konsekvens af de ændringer, der skyllede ind over universiteterne efter vedtagelsen af Helge Sanders »Nye universitetslov i 2003«. Gennemsyret af New Public Management-tankegangen skulle universiteterne under denne lov konkurrere om ressourcerne, og de, der klarede sig bedst, skulle på Matthæus-manér have flest ressourcer. Den grundlæggende tanke bag BFIen var, at hver videnskabelig publikation blev tildelt et antal point afhængigt af dens kvalitet. Når året var gået, blev alle pointene lagt sammen, og det universitet, der havde flest point, fik mest.

Det første og mest åbenlyse problem var at tildele point på retfærdig vis. Det andet var at sikre, at BFIen forblev en nøgle til fordeling af midler og ikke et mål i sig selv. Og endelig var der spørgsmålet om, hvordan man kunne være sikker på, at alle point bliver talt rigtigt.