Abstract
Denne artikel argumenterer for at vi på dansk mangler et ord for det gode ved at være alene og bruger Tove Janssons romaner om Mumidalen som litterær ressource for en kritik af vores samtid med dens hypostasering af det sociale på den ene side og udbredte ensomhed på den anden. Vi peger på at valoriseringen af det at være alene i et kulturhistorisk perspektiv er stærkt kønnet: Det har traditionelt været sådan at mænd med stolthed kunne gå alene mens kvinder der var alene, er blevet set som sølle, patologiske eller farlige. At fremme enehed gennem Janssons forfatterskab indebærer på den måde også en queer læsning af det fordi vi gør op med en patriarkalsk arv i den enehedens kulturhistorie som vi knytter bøgerne om Mumidalen til.
| Original language | Danish |
|---|---|
| Journal | Nordica |
| Volume | 2024 |
| Issue number | 41 |
| Number of pages | 16 |
| ISSN | 0109-3967 |
| Publication status | Published - 7. Apr 2025 |