TY - GEN
T1 - Fælles kultur - forskellige nationaliteter
T2 - De borgerlige eliters skabelse af en national identitet i Danmark og Norge 1807-30
AU - Glenthøj, Rasmus
PY - 2010/5/7
Y1 - 2010/5/7
N2 - Den nationale idéverden og dens begreber er ligesom de fleste andre moderne politiske og sociale begreber et produkt af de samfundsmæssige ændringer, der fandt sted imellem midten af 1700-tallet og midten af 1800-tallet. Her blev nye ord skabt og gamle givet ny betydning. På denne baggrund kan det forekomme paradoksalt, at de første tre årtier af 1800-tallet stort set ikke er blevet behandlet i den danske nationalismeforskning. Dette paradoks bliver kun større i lyset af to forhold. For det første bliver Revolutions- og Napoleonskrigene (1792-1815) samt den efterfølgende Restaureringsperiode (1815-1830) i den internationale forskning normalt anskuet som en afgørende formativ periode inationalismens historie, og for det andet led den danske stat det største territorielle og befolkningsmæssige tab i dens historie med "tabet af Norge" i 1814.
Adskillelsen af Danmark og Norge udgør i sig selv et sort hul i historiografien. I mere end fire århundreder var de to lande forenet, hvilket har haft en afgørende rolle for dansk og norsk historie i almindelighed og udviklingen af den nationale identitet i særdeleshed. Norge udgjorde et "nordisk" element i den danske stat, der af samtidens nationalsindede danskere blev anskuet som en vigtig modvægt i forhold til den tyske indflydelse i staten. Der eksisterede en samfølelse, der gjorde, at det danske borgerskab i slutningen af 1700-tallet dyrkede en fælles nordisk fortid sammen med den specifikt danske. Omvendt blev navnlig den norske elite præget af dansk kultur, sprog og dannelse i et omfang, der historisk er kommet til udtryk i norskhedsdebatten. Dette udgør baggrunden for afhandlingens problemstilling. Hypotesen, der er blevet undersøgt, har været, at perioden 1807-1830 udgjorde en formativ fase i udviklingen af både dansk og norsk national identitet, hvor mange af byggestenene til de to nationsbygninger blev formet i et aktivt samspil og modspil mellem de tæt forbundneborgerlige eliter og offentligheden i Danmark og Norge. Denne hypotese er blevet testet op mod en omfattende dansk-norsk empiri ved hjælp af en række teoretiske redskaber og definitioner hentet fra nationalismeforskningen saml ved hjælp af synkrone og diakrone begrebshistoriske analyser.Dette er konkret skel ved at undersøge fem centrale områder i forhold til national identitet og nationalisme. Disse har været: I) Samfundet; 2) Fædrelandet, Danmark og Norge; 3) Forestillinger om nationen, danskerne og nordmændene; 4) Kultur, historie og nationale symboler; og 5) Fællesskaberog modidentiteler. På baggrund af disse analyser har det følgende billede tegnet sig.
Den nationale udvikling i perioden 1807-30 bør ses i et dobbelt perspektiv. Krigen (1807-14) og adskillelsen (1814) tvang med deres politiske og økonomiske omvæltninger borgerskabet i Danmark og Norge til at forholde sig til staten og samfundet på en ny måde. Dette var ikke en dansk-norsk problemstilling, men en almen europæisk, da hele kontinentet var kastet ud i et politisk kaos efter Den Franske Revolution (1789). De nye nationale ideer, der blev skabt i Frankrig og Tyskland, blev konsumeret af del danske og norske borgerskab, og udviklingen af en national identitet i Danmark og Norge bør derfor ses som et led i almen europæisk reaktion på de omvæltninger, der netop for alvor kom til Norden med krigsudbruddet i 1807. Dette fremmede udviklingen af en national identitet hos borgerskabet i Danmark og Norge, der byggede på forestillingen om en national karakter, hjemland., historie, oprindelse, sprog og kultur, som man identificerede sig med og reproducerede. I Danmarks tilfælde finder man mange eksempler pli "politiske arkæologi" og kulturnationalisme, der tjente som inspiration for nordmændene. Afhandlingen viser et mønster på, hvordan det norske borgerskab ofte hentede de nationale ideer fra resten af Europa i almindelighed og fra Danmark i særdeleshed. Den nationale ideologi var imidlertid på ingen måde en dansk opfindelse, men derimod en ideologi, som man havde hentet og tilpasset dels ud fra den kulturnationalisme, der fandtes i Tyskland, og dels fra den politiske nationalisme, der var kommet til udtryk i Frankrig eller 1789.
I samtidens definitioner på nationer og national identitet henviste man primært til "objektive" nationale markører, som sprog, historie og kultur, der blev kombineret med et subjektivt krav om identifikation med nationen og den rette nationale indstilling, der i det norske tilfælde delvist blev bygget op i forhold til et dansk og et svensk modbegreb. Det subjektive element i den nationale identitet gjorde, at det ikke var nok i sig selv blot at være født i landet og tale dets sprog, men at det krævede, man handlede på en bestemt måde. De særlige politiske omstændigheder i Norge, der blev affødt af krigen og de politiske modsætninger, der opstod i forbindelse med omvæltningerne i 1814 ogi den eflerfølgende grundlovskamp, gjorde, at det norske borgerskab blev delt i to modsatretlede lejre. Patrioterne/de "dansksindede" (de to kategorier faldt ofte, men langtfra altid sammen) og de "svensksindede" forsøgte i den forbindelse bevidst at denationalisere deres politiske modstandere ved at udråbe dem som indre fjender og landsforrædere.
Det subjektive element i den nationale identjtet ses ligeledes ved den nydende overgang mellem,dansk og norsk, hvor en far kunne være norsk og hans søn dansk - eller omvendt. Nogle danskere nedspillede før 1814 skellet mellem dansk og norsk og brugte fællesskabet i konstruktionen af en dansk-nordisk identitet, der stod i modsætning til et tysk modbegreb, mens norske nationalpatrioter frygtede, et tæt fællesskab ville nedbryde en separat norskhed, hvilket fik dem til dyrke forskellene og fremhæve betydningen af den norske natur på nationalkarakteren. Det forhold bør tolkes ud fra de to rigers forskellige stilling i staten før 1814, hvor Danmark (dvs. København) udgjorde centrum, mens Norge udgjorde en del af periferien. Det nødvendiggjorde et dobbelt fædrelandsbegreb hos det norske borgerskab, hvor der blev skelnet mellem et statsborgerligt fædreland og et "naturligt" fædreland. Behovet for delle skel var derimod ikke påtrængende for den danske borgerlige elite i en stat, der i samtiden bar samme navn som deres fødeland: Danmark. Her bør det imidlertid bemærkes, at fædrelandsbegrebet i det danske borgerskab allerede før adskillelsen ofte blev forbundet med fødelandet, og at denne begrebsforståelse blev styrket eller 1814.
Man ser en klar nationalpatriotisme i begge lande før 1814. På aktørniveau kan man tale om national identitet før adskillelsen i Norge, men Freden i Kiel var et afgørende vendepunkt i udviklingen i begge lande. I Norge betød det, at det dobbelt fædrelandsbegreb døde, og at nation og stat smeltede sammen i et. Adskillelsen, den norske nationale identitet og den norske udfordring af fælleskulturen og fællessproget betød en klar styrkelse af den danske nationale identitet på bekostning af statspatriotismen, der ikke længere kunne forbindes med nordiskhed i samme omfang. Nogle intellektuelle vendte sig bort fra en dyrkelse af nordiskhed, der blev forbundet med en tælles dansk-norsk guldalder i oldtiden og vikingetiden, og mod en separat dansk guldalder i middelalderen, hvor Valdemarstiden blev anvendt som en model for national genrejsning efler en katastrofal nedgangsperiode. Den samme tendens kan genfindes i Norge, hvor man allerede i 1814 begyndte at plante det "genfødte" Norge i en selvstændig norsk guldalder i middelalderen. Kulturnationalisme blev ligeledes udtrykt ved indsamlingen af folkeminder, der i Danmark begyndte før adskillelsen men først for alvor brød igennem eller 1814. Lignende tendenser ses i Norge, men her udgjorde odelsbonden allerede før adskjllelsen et nationalt symbol.
I den unge norske nationalstat var der et tydeligt behov for at opnå anerkendelse på linje med andre nationer og stater, hvilket bl.a. gav sig udslag i en omfattende konstruktion af nationale symboler, men ligesom i andre nyligt uafhængige lande blev den borgerlige elite splittet i to. De "dansksindede" forsøgte at skabe den nye nation i billedet af det gamle fællesskab, mens de "svensksindede" forsøgte at skabe en national kultur, der stod i modsætning til det gamle statsfællesskab, og som i stedet byggede på "ægte" og uafhængig norsk guldalder. Nicolai Wergelands kamp mod "danomanien" er et af de mest slående eksempler herpå, men den samme tendens ses andre seeder, hvor man forsøgte at løsrive Norges historie og sprog fra fælleskulturen, hvilket aktivt blev bekæmpet fra dansk side. Striden mellem danske og norske kulturnationalister om sprogets navn, de to nationers indbyrdes status og den norske selvstændighed blev ikke alene udkæmpet i samtiden, men også i studierne af den fælles nordiske guldalder, som begge parter gjorde krav på, og som de begge ønskede at bruge til at bekræfte deres egen nations autenticitet. Hermed udviklede dansk og norsk national identitet sig i et aktivt samspil og ikke mindst modspil.
Især i danske akademikeres jagt på national autenticitet ser man en tydelig forbindelse til den romantiske kulturnationalisme i Tyskland, der på en gang udgjorde en inspirationskilde og et fjendebillede, da tyske forskere forsøgte at gøre danskerne til en germansk subkategori. Danske og norske nationalisters kamp for at vise nationens autenticitet, kontinuitet og enhed blev bl.a. udtrykt i brugen af sproget som et "objektivt" bevis på nationens autonomi, da man både nord og syd for Skagerrak gjorde det til en "grænsevagt". Udviklingen i det dansk-norske forhold bør også ses i et politisk og økonomisk perspektiv med tabt samhandel, gældsopgør, en formindsket kontaktflade og forskellige styreformer. Frederik 6. gjorde alt, hvad han kunne for at Norge blev "glemt", da tabet af riget udgjorde et personligt traume og de konstitutionelle tanker i Norge en politisk trussel. Omvendt brugte oppositionen i Norge bevidst enevælden i Danmark - og dermed den nære fortid - som et skræmmebillede i skabelsen af det nye liberale Norge, i kampen mod Karl Johan og mod indbildte såvel som reelle svenske planer om en tættere union. Svenskerne udgjorde for den norske opposition et eksplicit norsk modbegreb, som man opbyggede sin identitet i modsætning til (navnlig politisk), mens andre nordmænd udkæmpede en kulturel løsrivelseskamp fra Danmark.
På samme måde ser man betydningen af det ambivalente danske forhold til tyskerne i og uden for staten. Man finder i perioden 1807-30 både et aggressivt statsbygningsprojekt, et federalt statsbygningsprojekt og et nationsbygningsprojekt i den dansk-tyske stat. Det første blev relativt hurtigt opgivet i årene efter 1814, mens man både finder holstenere og danskere, derefter 1814 arbejdede på en tilnærmelse, der byggede på gensidig respekt og en federal statsopfattelse med et dobbelt fædrelandsbegreb. Projektet nød en vis fremgang, og der fandtes både i kongeriget og hertugdømmerne mange gode statspatrioter, der betragtede hinanden som landsmænd. Omvendt fandtes der stadig et stærkt tysk fjendebillede, derefter 1814 blev styrket af en vågnende tysk nationalisme og fortoningen af den britiske og svenske modidentitet. Situationen blev efterhånden forværret af tyske forsøg på kulturel omklamring, der styrkede den danske kulturnationalisme.
I København svækkede de anti-tyske holdninger den fremtrædende tyske koloni, der havde været i byen. Følelsen af at være truet fra syd faldt sammen med, at flere danske akademikere efter "tabet af Norge" vendte blikket mod Sønderjylland, hvor man ønskede at forsvare nationens autonomi. Det var med til at fremme forestillingen om Holsten som et fremmedelement i staten, og man ser allerede enkelte artikulere ønsket om at indlemme Slesvig i Kongeriget i 1830 med henvisning til nationens sprog, historie og kultur. Den slesvigske blandingskultur, der ikke havde været et problem i 1807, blev gjort til et af den kulturnationalisme og de forskellige regions- og nationsbygningsprojekter. Overordnet set så fik adskillelsen borgerskabet i begge lande til at vende sig indad og skabe en moderne national identitet, der var mere uafhængig af det tidligere fællesskab. I Norge brugte nogle nordmænd eksplicit danskerne som en modidenlitet i denne konstruktion, mens danskerne blev sig selv nok og de intellektuelle i København vendte øjnene fra Norge mod Jylland i deres identitetskonstruktion.
Det leder til spørgsmålet, om der fandtes nationalisme i Danmark og Norge i perioden - og i givet fald fra hvornår? Her afhænger svaret af, hvilket paradigme inden for nationalismeforskningen, som man henter definitionen på nationalisme fra: den "hårde" modernistiske definition, der bygger på kravet om en nationalstat, eller etno-symbolistemes "svagere" definition, som henviser til en ideologisk bevægelse, der stræber efter enhed, identitet og autonomi, i en potentiel nations navn. Hvis man ser på Norge, så finder man et klart og utvetydigt krav om en nationalstat i 1814, og denned kan man her indiskutabelt tale om norsk nationalisme. Derimod finder man ikke før adskillelsen en nationalisme i en modernistisk forstand, da der ikke fandtes en stærk ideologisk bevægelse, der havde et entydigt mål om fuld national og politisk uafhængighed gennem løsrivelse fra Danmark. Ud fra den modernistiske definition kan man imidlertid allerede før 1814 finde eksempler på nationalister, der ønskede en norsk nationalstat. Hvis man derimod anvender en etno-symbolistisk definition af nationalisme, så fandtes der allerede nationalisme før 1814, da Selskabet for Norges Vel (1809- 10) må anskues som en ideologisk bevægelse, der kæmpede for enhed, autonomi og identitet i nationens navn.
Hvis vi vender os mod Danmark, så kan man ikke tale om en bevægelse, der kæmpede ud fra det nationalistiske princip om, at nationen skulle have sin egen stat før 1830, men tankerne eksisterede. Ideer, som det politisk var umuligt at argumentere åbenlyst for i enevældens Danmark, fandtes som idealer - ligesom man finder forestillingen om folkesuverænitet, et kulturelt nationsbegreb og en mere vaklende kongetroskab end hidtil antaget. Perioden 1807-30 banede således ideologisk vejen for den senere politisk-nationale bevægelse og nationalisme i en modernistisk forstand af begrebet. I den etno-symbolistiske forstand af nationalisme så kan man allerede tale om danske nationalister før 1830, da Molbech, Grundtvig, Ingemann m.fl. i det intellektuelle miljø både som personer og i selskaber prædikede enhed, autonomi og identitet som en ideologi, de forbandt med nationens navn, som man forsøgte at sprede til " folket" (Hrochs fase B). Hermed kan man i princippet tale om nationalisme i Danmark før 1830.
Men hvilke typer af nationalisme var det, som eksisterede i Danmark og Norge 1807-30? De tendenser, der kan spores i retning af politisk nationalisme i Danmark, blev hårdt undertrykt, og man finder derfor primært en kulturnationalisme, hvor især forskere og kunstnere søgte at vække folket. Den norske kulturnationalisme var svagere end den danske, hvilket bør ses i lyset af de tætte bånd til Danmark, men den eksisterede allerede før 1830, og den opstod dermed/ør "det nationale gennembrud" (placeret ml. 1830-1850). Til gengæld linder man en stærk politisk nationalisme, der ikke alene kom til udtryk ved hævdelsen af nationens politiske autonomi i unionen med Sverige, men også i nationens forsvar af sine politiske retligheder, der blev angrebet af kongemagten. Den politiske nationalisme kom til udtryk i dyrkelse af Grundloven, 17. maj og Stortinget samt i konstruktionen af andre nationale symboler som flaget og nationalsangen, der udgjorde en form for politisk surrogatreligion, hvor nationen blev set som et helligt fællesskab af borgere.
På baggrund af den overstående sammenfatning kan det konkluderes, at afhandlingens hypotese står til troende, og at perioden 1807-30 udgjorde en vigtig formativ fase i udviklingen af dansk og norsk national identitet, hvor samspillet og modspillet mellem borgerskabet nord og syd for Skagerrak spillede en væsentlig rolle. Denne konklusion s.kal imidlertid ikke forveksles med, al der fandtes en fuldt udvokset national identitet og massenationalisme i den danske og norske befolkning (Hrochs fase C). Hermed passer den dansk-norske udvikling ind i en bredere europæisk udvikling, hvilket imidlertid aldrig i den hidtidige danske historiografi er blevet underkastet en selvstændig analyse, hvor man ofte har fokuseret på udviklingen efter 1830.
AB - Den nationale idéverden og dens begreber er ligesom de fleste andre moderne politiske og sociale begreber et produkt af de samfundsmæssige ændringer, der fandt sted imellem midten af 1700-tallet og midten af 1800-tallet. Her blev nye ord skabt og gamle givet ny betydning. På denne baggrund kan det forekomme paradoksalt, at de første tre årtier af 1800-tallet stort set ikke er blevet behandlet i den danske nationalismeforskning. Dette paradoks bliver kun større i lyset af to forhold. For det første bliver Revolutions- og Napoleonskrigene (1792-1815) samt den efterfølgende Restaureringsperiode (1815-1830) i den internationale forskning normalt anskuet som en afgørende formativ periode inationalismens historie, og for det andet led den danske stat det største territorielle og befolkningsmæssige tab i dens historie med "tabet af Norge" i 1814.
Adskillelsen af Danmark og Norge udgør i sig selv et sort hul i historiografien. I mere end fire århundreder var de to lande forenet, hvilket har haft en afgørende rolle for dansk og norsk historie i almindelighed og udviklingen af den nationale identitet i særdeleshed. Norge udgjorde et "nordisk" element i den danske stat, der af samtidens nationalsindede danskere blev anskuet som en vigtig modvægt i forhold til den tyske indflydelse i staten. Der eksisterede en samfølelse, der gjorde, at det danske borgerskab i slutningen af 1700-tallet dyrkede en fælles nordisk fortid sammen med den specifikt danske. Omvendt blev navnlig den norske elite præget af dansk kultur, sprog og dannelse i et omfang, der historisk er kommet til udtryk i norskhedsdebatten. Dette udgør baggrunden for afhandlingens problemstilling. Hypotesen, der er blevet undersøgt, har været, at perioden 1807-1830 udgjorde en formativ fase i udviklingen af både dansk og norsk national identitet, hvor mange af byggestenene til de to nationsbygninger blev formet i et aktivt samspil og modspil mellem de tæt forbundneborgerlige eliter og offentligheden i Danmark og Norge. Denne hypotese er blevet testet op mod en omfattende dansk-norsk empiri ved hjælp af en række teoretiske redskaber og definitioner hentet fra nationalismeforskningen saml ved hjælp af synkrone og diakrone begrebshistoriske analyser.Dette er konkret skel ved at undersøge fem centrale områder i forhold til national identitet og nationalisme. Disse har været: I) Samfundet; 2) Fædrelandet, Danmark og Norge; 3) Forestillinger om nationen, danskerne og nordmændene; 4) Kultur, historie og nationale symboler; og 5) Fællesskaberog modidentiteler. På baggrund af disse analyser har det følgende billede tegnet sig.
Den nationale udvikling i perioden 1807-30 bør ses i et dobbelt perspektiv. Krigen (1807-14) og adskillelsen (1814) tvang med deres politiske og økonomiske omvæltninger borgerskabet i Danmark og Norge til at forholde sig til staten og samfundet på en ny måde. Dette var ikke en dansk-norsk problemstilling, men en almen europæisk, da hele kontinentet var kastet ud i et politisk kaos efter Den Franske Revolution (1789). De nye nationale ideer, der blev skabt i Frankrig og Tyskland, blev konsumeret af del danske og norske borgerskab, og udviklingen af en national identitet i Danmark og Norge bør derfor ses som et led i almen europæisk reaktion på de omvæltninger, der netop for alvor kom til Norden med krigsudbruddet i 1807. Dette fremmede udviklingen af en national identitet hos borgerskabet i Danmark og Norge, der byggede på forestillingen om en national karakter, hjemland., historie, oprindelse, sprog og kultur, som man identificerede sig med og reproducerede. I Danmarks tilfælde finder man mange eksempler pli "politiske arkæologi" og kulturnationalisme, der tjente som inspiration for nordmændene. Afhandlingen viser et mønster på, hvordan det norske borgerskab ofte hentede de nationale ideer fra resten af Europa i almindelighed og fra Danmark i særdeleshed. Den nationale ideologi var imidlertid på ingen måde en dansk opfindelse, men derimod en ideologi, som man havde hentet og tilpasset dels ud fra den kulturnationalisme, der fandtes i Tyskland, og dels fra den politiske nationalisme, der var kommet til udtryk i Frankrig eller 1789.
I samtidens definitioner på nationer og national identitet henviste man primært til "objektive" nationale markører, som sprog, historie og kultur, der blev kombineret med et subjektivt krav om identifikation med nationen og den rette nationale indstilling, der i det norske tilfælde delvist blev bygget op i forhold til et dansk og et svensk modbegreb. Det subjektive element i den nationale identitet gjorde, at det ikke var nok i sig selv blot at være født i landet og tale dets sprog, men at det krævede, man handlede på en bestemt måde. De særlige politiske omstændigheder i Norge, der blev affødt af krigen og de politiske modsætninger, der opstod i forbindelse med omvæltningerne i 1814 ogi den eflerfølgende grundlovskamp, gjorde, at det norske borgerskab blev delt i to modsatretlede lejre. Patrioterne/de "dansksindede" (de to kategorier faldt ofte, men langtfra altid sammen) og de "svensksindede" forsøgte i den forbindelse bevidst at denationalisere deres politiske modstandere ved at udråbe dem som indre fjender og landsforrædere.
Det subjektive element i den nationale identjtet ses ligeledes ved den nydende overgang mellem,dansk og norsk, hvor en far kunne være norsk og hans søn dansk - eller omvendt. Nogle danskere nedspillede før 1814 skellet mellem dansk og norsk og brugte fællesskabet i konstruktionen af en dansk-nordisk identitet, der stod i modsætning til et tysk modbegreb, mens norske nationalpatrioter frygtede, et tæt fællesskab ville nedbryde en separat norskhed, hvilket fik dem til dyrke forskellene og fremhæve betydningen af den norske natur på nationalkarakteren. Det forhold bør tolkes ud fra de to rigers forskellige stilling i staten før 1814, hvor Danmark (dvs. København) udgjorde centrum, mens Norge udgjorde en del af periferien. Det nødvendiggjorde et dobbelt fædrelandsbegreb hos det norske borgerskab, hvor der blev skelnet mellem et statsborgerligt fædreland og et "naturligt" fædreland. Behovet for delle skel var derimod ikke påtrængende for den danske borgerlige elite i en stat, der i samtiden bar samme navn som deres fødeland: Danmark. Her bør det imidlertid bemærkes, at fædrelandsbegrebet i det danske borgerskab allerede før adskillelsen ofte blev forbundet med fødelandet, og at denne begrebsforståelse blev styrket eller 1814.
Man ser en klar nationalpatriotisme i begge lande før 1814. På aktørniveau kan man tale om national identitet før adskillelsen i Norge, men Freden i Kiel var et afgørende vendepunkt i udviklingen i begge lande. I Norge betød det, at det dobbelt fædrelandsbegreb døde, og at nation og stat smeltede sammen i et. Adskillelsen, den norske nationale identitet og den norske udfordring af fælleskulturen og fællessproget betød en klar styrkelse af den danske nationale identitet på bekostning af statspatriotismen, der ikke længere kunne forbindes med nordiskhed i samme omfang. Nogle intellektuelle vendte sig bort fra en dyrkelse af nordiskhed, der blev forbundet med en tælles dansk-norsk guldalder i oldtiden og vikingetiden, og mod en separat dansk guldalder i middelalderen, hvor Valdemarstiden blev anvendt som en model for national genrejsning efler en katastrofal nedgangsperiode. Den samme tendens kan genfindes i Norge, hvor man allerede i 1814 begyndte at plante det "genfødte" Norge i en selvstændig norsk guldalder i middelalderen. Kulturnationalisme blev ligeledes udtrykt ved indsamlingen af folkeminder, der i Danmark begyndte før adskillelsen men først for alvor brød igennem eller 1814. Lignende tendenser ses i Norge, men her udgjorde odelsbonden allerede før adskjllelsen et nationalt symbol.
I den unge norske nationalstat var der et tydeligt behov for at opnå anerkendelse på linje med andre nationer og stater, hvilket bl.a. gav sig udslag i en omfattende konstruktion af nationale symboler, men ligesom i andre nyligt uafhængige lande blev den borgerlige elite splittet i to. De "dansksindede" forsøgte at skabe den nye nation i billedet af det gamle fællesskab, mens de "svensksindede" forsøgte at skabe en national kultur, der stod i modsætning til det gamle statsfællesskab, og som i stedet byggede på "ægte" og uafhængig norsk guldalder. Nicolai Wergelands kamp mod "danomanien" er et af de mest slående eksempler herpå, men den samme tendens ses andre seeder, hvor man forsøgte at løsrive Norges historie og sprog fra fælleskulturen, hvilket aktivt blev bekæmpet fra dansk side. Striden mellem danske og norske kulturnationalister om sprogets navn, de to nationers indbyrdes status og den norske selvstændighed blev ikke alene udkæmpet i samtiden, men også i studierne af den fælles nordiske guldalder, som begge parter gjorde krav på, og som de begge ønskede at bruge til at bekræfte deres egen nations autenticitet. Hermed udviklede dansk og norsk national identitet sig i et aktivt samspil og ikke mindst modspil.
Især i danske akademikeres jagt på national autenticitet ser man en tydelig forbindelse til den romantiske kulturnationalisme i Tyskland, der på en gang udgjorde en inspirationskilde og et fjendebillede, da tyske forskere forsøgte at gøre danskerne til en germansk subkategori. Danske og norske nationalisters kamp for at vise nationens autenticitet, kontinuitet og enhed blev bl.a. udtrykt i brugen af sproget som et "objektivt" bevis på nationens autonomi, da man både nord og syd for Skagerrak gjorde det til en "grænsevagt". Udviklingen i det dansk-norske forhold bør også ses i et politisk og økonomisk perspektiv med tabt samhandel, gældsopgør, en formindsket kontaktflade og forskellige styreformer. Frederik 6. gjorde alt, hvad han kunne for at Norge blev "glemt", da tabet af riget udgjorde et personligt traume og de konstitutionelle tanker i Norge en politisk trussel. Omvendt brugte oppositionen i Norge bevidst enevælden i Danmark - og dermed den nære fortid - som et skræmmebillede i skabelsen af det nye liberale Norge, i kampen mod Karl Johan og mod indbildte såvel som reelle svenske planer om en tættere union. Svenskerne udgjorde for den norske opposition et eksplicit norsk modbegreb, som man opbyggede sin identitet i modsætning til (navnlig politisk), mens andre nordmænd udkæmpede en kulturel løsrivelseskamp fra Danmark.
På samme måde ser man betydningen af det ambivalente danske forhold til tyskerne i og uden for staten. Man finder i perioden 1807-30 både et aggressivt statsbygningsprojekt, et federalt statsbygningsprojekt og et nationsbygningsprojekt i den dansk-tyske stat. Det første blev relativt hurtigt opgivet i årene efter 1814, mens man både finder holstenere og danskere, derefter 1814 arbejdede på en tilnærmelse, der byggede på gensidig respekt og en federal statsopfattelse med et dobbelt fædrelandsbegreb. Projektet nød en vis fremgang, og der fandtes både i kongeriget og hertugdømmerne mange gode statspatrioter, der betragtede hinanden som landsmænd. Omvendt fandtes der stadig et stærkt tysk fjendebillede, derefter 1814 blev styrket af en vågnende tysk nationalisme og fortoningen af den britiske og svenske modidentitet. Situationen blev efterhånden forværret af tyske forsøg på kulturel omklamring, der styrkede den danske kulturnationalisme.
I København svækkede de anti-tyske holdninger den fremtrædende tyske koloni, der havde været i byen. Følelsen af at være truet fra syd faldt sammen med, at flere danske akademikere efter "tabet af Norge" vendte blikket mod Sønderjylland, hvor man ønskede at forsvare nationens autonomi. Det var med til at fremme forestillingen om Holsten som et fremmedelement i staten, og man ser allerede enkelte artikulere ønsket om at indlemme Slesvig i Kongeriget i 1830 med henvisning til nationens sprog, historie og kultur. Den slesvigske blandingskultur, der ikke havde været et problem i 1807, blev gjort til et af den kulturnationalisme og de forskellige regions- og nationsbygningsprojekter. Overordnet set så fik adskillelsen borgerskabet i begge lande til at vende sig indad og skabe en moderne national identitet, der var mere uafhængig af det tidligere fællesskab. I Norge brugte nogle nordmænd eksplicit danskerne som en modidenlitet i denne konstruktion, mens danskerne blev sig selv nok og de intellektuelle i København vendte øjnene fra Norge mod Jylland i deres identitetskonstruktion.
Det leder til spørgsmålet, om der fandtes nationalisme i Danmark og Norge i perioden - og i givet fald fra hvornår? Her afhænger svaret af, hvilket paradigme inden for nationalismeforskningen, som man henter definitionen på nationalisme fra: den "hårde" modernistiske definition, der bygger på kravet om en nationalstat, eller etno-symbolistemes "svagere" definition, som henviser til en ideologisk bevægelse, der stræber efter enhed, identitet og autonomi, i en potentiel nations navn. Hvis man ser på Norge, så finder man et klart og utvetydigt krav om en nationalstat i 1814, og denned kan man her indiskutabelt tale om norsk nationalisme. Derimod finder man ikke før adskillelsen en nationalisme i en modernistisk forstand, da der ikke fandtes en stærk ideologisk bevægelse, der havde et entydigt mål om fuld national og politisk uafhængighed gennem løsrivelse fra Danmark. Ud fra den modernistiske definition kan man imidlertid allerede før 1814 finde eksempler på nationalister, der ønskede en norsk nationalstat. Hvis man derimod anvender en etno-symbolistisk definition af nationalisme, så fandtes der allerede nationalisme før 1814, da Selskabet for Norges Vel (1809- 10) må anskues som en ideologisk bevægelse, der kæmpede for enhed, autonomi og identitet i nationens navn.
Hvis vi vender os mod Danmark, så kan man ikke tale om en bevægelse, der kæmpede ud fra det nationalistiske princip om, at nationen skulle have sin egen stat før 1830, men tankerne eksisterede. Ideer, som det politisk var umuligt at argumentere åbenlyst for i enevældens Danmark, fandtes som idealer - ligesom man finder forestillingen om folkesuverænitet, et kulturelt nationsbegreb og en mere vaklende kongetroskab end hidtil antaget. Perioden 1807-30 banede således ideologisk vejen for den senere politisk-nationale bevægelse og nationalisme i en modernistisk forstand af begrebet. I den etno-symbolistiske forstand af nationalisme så kan man allerede tale om danske nationalister før 1830, da Molbech, Grundtvig, Ingemann m.fl. i det intellektuelle miljø både som personer og i selskaber prædikede enhed, autonomi og identitet som en ideologi, de forbandt med nationens navn, som man forsøgte at sprede til " folket" (Hrochs fase B). Hermed kan man i princippet tale om nationalisme i Danmark før 1830.
Men hvilke typer af nationalisme var det, som eksisterede i Danmark og Norge 1807-30? De tendenser, der kan spores i retning af politisk nationalisme i Danmark, blev hårdt undertrykt, og man finder derfor primært en kulturnationalisme, hvor især forskere og kunstnere søgte at vække folket. Den norske kulturnationalisme var svagere end den danske, hvilket bør ses i lyset af de tætte bånd til Danmark, men den eksisterede allerede før 1830, og den opstod dermed/ør "det nationale gennembrud" (placeret ml. 1830-1850). Til gengæld linder man en stærk politisk nationalisme, der ikke alene kom til udtryk ved hævdelsen af nationens politiske autonomi i unionen med Sverige, men også i nationens forsvar af sine politiske retligheder, der blev angrebet af kongemagten. Den politiske nationalisme kom til udtryk i dyrkelse af Grundloven, 17. maj og Stortinget samt i konstruktionen af andre nationale symboler som flaget og nationalsangen, der udgjorde en form for politisk surrogatreligion, hvor nationen blev set som et helligt fællesskab af borgere.
På baggrund af den overstående sammenfatning kan det konkluderes, at afhandlingens hypotese står til troende, og at perioden 1807-30 udgjorde en vigtig formativ fase i udviklingen af dansk og norsk national identitet, hvor samspillet og modspillet mellem borgerskabet nord og syd for Skagerrak spillede en væsentlig rolle. Denne konklusion s.kal imidlertid ikke forveksles med, al der fandtes en fuldt udvokset national identitet og massenationalisme i den danske og norske befolkning (Hrochs fase C). Hermed passer den dansk-norske udvikling ind i en bredere europæisk udvikling, hvilket imidlertid aldrig i den hidtidige danske historiografi er blevet underkastet en selvstændig analyse, hvor man ofte har fokuseret på udviklingen efter 1830.
KW - Ph.d.-afhandling
M3 - Ph.d.-afhandling
PB - Syddansk Universitet. Det Humanistiske Fakultet
CY - Odense
ER -