Få vindere, Mange tabere

Som så mange andre dårligdomme i den akademiske verden blev globale universitetsranglister født i begyndelsen af 00erne. Ideen opstod i Kina, hvor regimet med en ambitiøs forskningspolitik ønskede at vise verden, at landet var i færd med et akademisk tigerspring. Derfor havde man brug for at rangliste verdens universiteter. Listen skulle naturligvis være dynamisk, så alle kunne se, hvordan Kina rykkede op, mens resten af verden rykkede ned. Til det formål udviklede Shanghai Jiao Tong University i 2003 den første liste kendt som ARWU. Den blev hurtigt populær. Tænkningen passede som hånd i handske med de New Public Management-vinde, der hærgede den akademiske verden i begyndelsen af 00erne: Hvad kunne være mere effektivt end at måle universiteternes kvalitet, offentliggøre resultaterne og på den baggrund lade universiteterne konkurrere om studerende, forskere og investeringer?

Listerne blev også indfanget af en anden samtidig hvirvelvind: globaliseringen og den deraf følgende internationalisering af de videregående uddannelser. I 1999 begyndte Bolognaprocessen, som skulle sikre samarbejde og integration mellem de europæiske institutioner og blandt andet førte til skabelsen af ECTS-systemet, der muliggjorde næsten frit flow af studerende i Europa. Med en sådan fri vandring blev behovet for at kunne skelne akademisk skidt fra kanel accentueret. Ret hurtigt efter var der flere, der så fidusen, og i løbet af relativt få år opstod en myriade af sådanne lister.