De-escalation training at general hospitals – a pilot study

Lise Bachmann Østergaard, Lene Lauge Berring

Research output: Contribution to conference without publisher/journalConference abstract for conferenceResearchpeer-review

Abstract

Pilotstudiet om deeskalering på somatiske akutmodtagelser blev afsluttet i juni 2019. Studiet frembragte ny viden om, hvorvidt psykiatriens koncept for Relationer og Deeskalering kunne overføres til en somatisk akutafdeling. Vejledning i deeskalering blev implementeret for at forbedre sundhedsprofessionelles deeskaleringsfærdigheder på akutte (ikke psykiatriske) modtageafdelinger. Man havde set, at volden mod offentlige ansatte i Danmark steg med 42% fra 2009 – 2015, og mange sundhedsprofessionelle havde oplevet konfliktfyldte situationer eller overværet disse i forbindelse med deres arbejde. Endvidere var der også fokus på, at tvang i form af bæltefiksering oftere skete i en somatisk afdeling. Eksponering for både vold og tvang er en traumatisk oplevelse og kan medføre adskillige problemer i arbejdsstyrken; nogle forlader faget, og nogle oplever sekundær traumatisk stress udtrykt som angst og søvnforstyrrelse. At tackle og forstå agiteret adfærd er udfordrende, og inden for det psykiatriske felt betragtes deeskalering som en vigtig metode til at bryde voldsspiralen.
Formål og metode
Pilotstudiet formål var at implementere og evaluere vejledning i deeskalering gennem aktionsforskningsprincipper, hvor personalet blev involveret i at designe afprøvningen.
Undersøgelsen forløb over seks måneder (august 2018 – januar 2019). I forløbet blev samtlige ansatte introduceret til deeskalering som en kompleks interaktiv proces, hvor patienten guides mod en roligere personlig sindstilstand. Dette foregik gennem nyhedsbreve, posteropslag, personalemøder og e-mails. Endvidere fik alle medarbejdere udleveret vejledning i deeskalering.
Derudover gennemførtes 6 dialogbaserede workshops, hvor der deltog ca. 40 tværfaglige personaler. Undersøgelsen blev evalueret gennem besvarelse af spørgeskema før og efter interventionsperioden med henblik på at få svar på personalets oplevelse af deeskalerings anvendelighed på somatiske afdelinger. Endvidere gennemførtes kvalitative interviews med 6 nøglemedarbejdere, for at få en dybere indsigt i deres udfordringer.

Foreløbige resultater
Resultatet viste, at deeskalering i sin nuværende form kan overføres til somatiske afdelinger gennem et tilpasset uddannelsesprogram, der varer tre timer. Overførbarheden viste sig ved, at begreberne anvendes i dagligdagen, og deeskalering som metode blev et aktivt tilvalg, som alle medarbejdere nu introduceres til på personalemøder og temadage. Pilotstudiet udviklede en praksisnær ’skill-station’, der kan tages i brug, når medarbejderes deeskaleringskompetencer skal øges, øves og testes.
Resultatet er dog begrænset, idet pilotstudiet kun inkluderede få afsnit. Det er nødvendigt at undersøge deeskalering nærmere på somatiske afdelinger og fokusere på, om antallet af arbejdsskader reduceres, og om håndtering af agiterede patienter kan gøres uden brug af bæltefiksering.

Foreløbig konklusion
Vejledning i deeskalering kan overføres til somatiske afdelinger. Det kræver dog, at den samlede organisation har viden om, hvordan konflikter kan opstå, og hvordan man som samlet personalegruppe bør have fælles metoder til at forebygge, at konflikter udvikler sig til vold og måske resulterer i bæltefiksering.
Original languageEnglish
Publication dateSep 2019
Publication statusPublished - Sep 2019
EventForskningens dag, Region Sjælland 2019 - Nykøbing Falster, Denmark
Duration: 18. Sep 201918. Sep 2019

Conference

ConferenceForskningens dag, Region Sjælland 2019
CountryDenmark
CityNykøbing Falster
Period18/09/201918/09/2019

Cite this