Brystkræftscreening blandt kvinder med funktionsnedsættelse

Research output: Book/reportReportResearch

1 Downloads (Pure)

Abstract

Brystkræft er den hyppigste kræftform blandt kvinder og den anden hyppigste kræftform, som danske kvinder dør af. I Danmark har vi et mangeårigt landsdækkende screeningsprogram for brystkræft, der har til formål at opdage brystkræft tidligt, så chancen for helbredelse øges. Kvinder i alderen 50-69 år i Danmark tilbydes således hvert andet år en røntgenundersøgelse af brysterne, en såkaldt mammografi. Kvinder skal aktivt vælge at tage mod tilbuddet og møde op fysisk.

Screeningsprogrammet for brystkræft i Danmark har generelt en høj tilslutning, men der findes ingen større danske undersøgelser af tilslutning til screeningsundersøgelse for brystkræft blandt kvinder med funktionsnedsættelse. For at kunne sikre lighed i sundhed og lige adgang til sundhedsydelser, er det afgørende at vide, i hvor høj grad kvinder med funktionsnedsættelse deltager i mammografiscreening i Danmark. Og hvis de deltager sjældnere end andre kvinder, er det ligeledes relevant at få viden om, hvorvidt det er bestemte grupper af kvinder med funktionsnedsættelse (for eksempel med hensyn til type af funktionsnedsætteles, alder, sygelighed og herkomst), der ikke deltager.

Målgruppen for rapporten er regionernes sekretariater for brystkræftscreening, screeningssteder samt interesseorganisationer for personer med funktionsnedsættelse. Vi håber, at rapporten kan være med til at sætte fokus på deltagelse i screening blandt personer med funktionsnedsættelse.

Tak til følgegruppen bestående af Torben Kajberg fra Danske Handicaporganisationer, Sissel Kondrup Bach fra Det Centrale Handicapråd, Hans Andersen og Thomas Holberg fra Lev, Janne Villemoes Bigaard fra Kræftens Bekæmpelse, Ilse Vejborg fra Dansk Kvalitetsdatabase for Mammografiscreening, Christina Høi-Hansen, Afdeling for Børn og Unge, Rigshospitalet og Mogens Wiederholt fra CP Danmark. Også tak til Christina Høi-Hansen for hjælp med udvælgelse af diagnoser, der medfører udviklingshandicap og mobilitetsnedsættelse. Tak til Allan Lund, Center for Sjældne Stofskiftesygdomme, Rigshospitalet for hjælp med udvælgelse af diagnoser, der medfører udviklingshandicap og til Nis Palm Suppli for sparring om gruppering af psykiatriske diagnoser.

Arbejdet er finansieret af Helsefonden og udarbejdet af en projektgruppe på Statens Institut for Folkesundhed bestående af Susan Ishøy Michelsen, Trine Allerslev Horsbøl, Tina Harmer Lassen, Knud Juel og Lau Caspar Thygesen. Tak til Michael Davidsen for internt review af rapporten.
Original languageDanish
PublisherSyddansk Universitet. Statens Institut for Folkesundhed
Number of pages74
ISBN (Electronic)978-87-7899-569-8
Publication statusPublished - 2022

Cite this