TY - GEN
T1 - Børnesygdommenes politik
T2 - Mæslinger, fåresyge og røde hunde og indførslen af MFR-vaccination i Danmark 1987
AU - Berg, Anne Hagen
PY - 2020/3
Y1 - 2020/3
N2 - Det danske børnevaccinationsprogram blev i 1987 – med års forsinkelse i forhold til omverdenen – udvidet med den kombinerede vaccine mod mæslinger, fåresyge og røde hunde (MFR-vaccinen). Mens de øvrige industrialiserede lande havde indført vacciner mod sygdommene i løbet af 1960’erne og 1970’erne, holdt de danske sundhedsmyndigheder fast i, at vaccinerne var unødvendige. Denne afhandling har til formål at undersøge den proces, hvorved MFR-vaccinen blev indført i Danmark. Det overordnede forskningsspørgsmål er således hvorfor beslutningen om at indføre MFR-vaccinen var så svær at træffe, og hvorfor den så alligevel blev indført i 1987 – og ikke på et endnu senere tidspunkt eller helt fravalgt.Afhandlingen peger på en række forhold, der fik betydning for den beslutningsproces, som strakte sig over årtier. Det drejer sig om hvordan sygdommene blev problematiseret, om stiafhængighed og teknologien som aktør, og om betydningen af 1980’ernes politik, økonomi og internationale dagsorden.Første fase i processen var konstruktionen af sygdommene som problemer. Før 1980’erne var mæslinger, fåresyge og røde hunde ikke umiddelbart koblet til hinanden, og de var heller ikke lige problematiske. Mæslinger blev set som en børnesygdom, som nok var ubehagelig, men som det, ifølge sundhedsmyndighederne, ikke var nødvendigt at vaccinere mod under danske forhold. Det slog Sundhedsstyrelsen fast i flere analyser gennem 1970’erne. Fåresyge var ligeledes ubehagelig, men harmløs, dog med en potentiel risiko for at gøre mænd sterile. Røde hunde var en mild børnesygdom og var således heller ingen trussel mod danske børn. I 1940’erne havde forskere imidlertid opdaget, at den kunne forårsage alvorlige fosterskader, hvis gravide kvinder blev smittet. Mens andre lande begyndte at vaccinere mod røde hunde, da en vaccine blev tilgængelig i 1969, valgte Danmark en anden strategi, som længe kom til at styre problematiseringen af sygdommen. Samme år begyndte Statens Serum Institut at tilbyde blodprøvediagnostik til gravide kvinder, som mente at være smittet med røde hunde. De, der var smittede, blev derefter tilbudt abort. Tilbuddet blev hurtigt efterspurgt, og der blev etableret en sti, som var svær at ændre.Vaccinationshistoriografien peger på, at lande, der selv producerer vaccine, er mere tilbøjelige til at anse den selvsamme vaccine for nødvendig. Som et bidrag til den diskussion peger afhandlingen på, at Danmark, som ikke selv producerede vaccine mod sygdommene, var bemærkelsesværdigt modstræbende overfor at indføre vaccinationer mod mæslinger, fåresyge og røde hunde. Det bundede blandt andet i skepsis overfor udenlandske vacciner og udenlandsk evidens. Alligevelmedførte selve tilgængeligheden af vaccinerne, at de danske sundhedsmyndigheder forholdt sig til dem og til den potentielle problematisering af fåresyge og mæslinger. Det blev udmøntet i nedsættelsen af Sundhedsstyrelsens vaccinationsudvalg i 1971, som især skulle vurdere behovet for at indføre vacciner mod disse tre sygdomme. Selvom de flere gange gennem 1970’erne afviste et sådant behov, forblev spørgsmålet på dagsordenen.I 1977 indstillede Sundhedsstyrelsen til Indenrigsministeriet, at man skulle indføre røde hunde-vaccination til unge kvinder for at overflødiggøre abort. Som en konsekvens af, at blodprøveteknologien på det tidspunkt var etableret som omdrejningspunkt i røde hundeforebyggelsen, mislykkedes forsøget på at skifte sti til vaccinationer. I 1983 indstillede Sundhedsstyrelsen i stedet til Indenrigsministeriet, at man skulle indføre MFR-vaccination til danske børn af begge køn. Det var ikke begrundet i ny evidens eller nye vacciner, men i en rekonstruktion af mæslinger og fåresyge som alvorlige, baseret på det samme grundlag som tidligere havde begrundet fravalget af vaccinationer. Dagsordenfastsættelsen var således motiveret i andre forhold. For det første satte internationale organisationer som WHO og UNICEF i stigende grad vaccinationer på dagsordenen, og med en række programmer i slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne konstruerede de sygdomme og vaccinationer som globale spørgsmål, som krævede solidarisk deltagelse af medlemslandene. Danmark bidrog ikke til kampen mod mæslinger, hvorfor WHO i 1983 kritiserede Danmark for at være ”nettoeksportør” af sygdommen og altså usolidarisk. For det andet kom forebyggelse i stigende grad på dagsordenen herhjemme i et forsøg på at lette presset på sygehusvæsenet. For det tredje viste en cost-benefit-analyse, at det, ud over at gavne sundheden, også var samfundsøkonomisk fornuftigt at indføre MFR-vaccinationer. Der var således flere gode grunde til at sætte MFR-vaccinen på den politiske beslutningsdagsorden i 1983, og forslaget blev mødt med konsensus blandt sundhedsmyndighederne, herunder Indenrigsministeriet og Amtsrådsforeningen.Trods konsensus stod forhandlingerne på i tre år, før indenrigsminister Britta Schall Holberg (V) i 1986 traf beslutning om at indføre vaccinen. Forklaringen på, at det trak ud, findes i det politiske klima, i særdeleshed internt i regeringen. MFR-programmet ville kræve investeringer i de første år, selv om der over en længere årrække ville komme betydelige besparelser. Under Schlüter fik Finansministeriet øget magt, og netop Finansministeriet blokerede MFR-programmet, fordi det i de første år ville overskride Indenrigsministeriets budgetramme. På den baggrund trådte Amtsrådsforeningen og Radikale Venstre i karakter og lagde så betydeligt pres på indenrigsministeren, at hun til sidst så sig nødsaget til at indføre MFR-vaccinationer. Således viser afhandlingen, at amterne og Amtsrådsforeningen fik stor indflydelse på beslutningen om at indføre MFR-vaccinen, selvom den formelt lå hos Indenrigsministeren. Af den grund blev beslutningen til sidst truffet hurtigt, hvorfor finansiering og planlægning fulgte efter beslutningen.Afhandlingen følger ligeledes de tidlige danske MFR-kontroverser. Forskning i MFR-vaccinens historie har ofte fokus på den skandale, der fulgte efter en påstand i The Lancet i 1998, at MFR-vaccinen kunne forårsage autisme. Påstanden er siden afvist mange gange, men alligevel faldt tilslutningen til MFR-vaccinationer i mange lande i årene efter. I Danmark kom denne bekymring på dagsordenen allerede flere år før The Lancet-artiklen. Særligt Danmarks Radio satte spørgsmålstegn ved MFR-vaccinens sikkerhed i to dokumentarudsendelser fra 1993 og 1996. Tilliden til MFR-vaccinen blandt danske forældre var dog solid, og dokumentarerne og den bredere mediedækning gennem 1990’erne og begyndelsen af 2000’erne fik ingen nævneværdig negativ indflydelse på tilslutningen.
AB - Det danske børnevaccinationsprogram blev i 1987 – med års forsinkelse i forhold til omverdenen – udvidet med den kombinerede vaccine mod mæslinger, fåresyge og røde hunde (MFR-vaccinen). Mens de øvrige industrialiserede lande havde indført vacciner mod sygdommene i løbet af 1960’erne og 1970’erne, holdt de danske sundhedsmyndigheder fast i, at vaccinerne var unødvendige. Denne afhandling har til formål at undersøge den proces, hvorved MFR-vaccinen blev indført i Danmark. Det overordnede forskningsspørgsmål er således hvorfor beslutningen om at indføre MFR-vaccinen var så svær at træffe, og hvorfor den så alligevel blev indført i 1987 – og ikke på et endnu senere tidspunkt eller helt fravalgt.Afhandlingen peger på en række forhold, der fik betydning for den beslutningsproces, som strakte sig over årtier. Det drejer sig om hvordan sygdommene blev problematiseret, om stiafhængighed og teknologien som aktør, og om betydningen af 1980’ernes politik, økonomi og internationale dagsorden.Første fase i processen var konstruktionen af sygdommene som problemer. Før 1980’erne var mæslinger, fåresyge og røde hunde ikke umiddelbart koblet til hinanden, og de var heller ikke lige problematiske. Mæslinger blev set som en børnesygdom, som nok var ubehagelig, men som det, ifølge sundhedsmyndighederne, ikke var nødvendigt at vaccinere mod under danske forhold. Det slog Sundhedsstyrelsen fast i flere analyser gennem 1970’erne. Fåresyge var ligeledes ubehagelig, men harmløs, dog med en potentiel risiko for at gøre mænd sterile. Røde hunde var en mild børnesygdom og var således heller ingen trussel mod danske børn. I 1940’erne havde forskere imidlertid opdaget, at den kunne forårsage alvorlige fosterskader, hvis gravide kvinder blev smittet. Mens andre lande begyndte at vaccinere mod røde hunde, da en vaccine blev tilgængelig i 1969, valgte Danmark en anden strategi, som længe kom til at styre problematiseringen af sygdommen. Samme år begyndte Statens Serum Institut at tilbyde blodprøvediagnostik til gravide kvinder, som mente at være smittet med røde hunde. De, der var smittede, blev derefter tilbudt abort. Tilbuddet blev hurtigt efterspurgt, og der blev etableret en sti, som var svær at ændre.Vaccinationshistoriografien peger på, at lande, der selv producerer vaccine, er mere tilbøjelige til at anse den selvsamme vaccine for nødvendig. Som et bidrag til den diskussion peger afhandlingen på, at Danmark, som ikke selv producerede vaccine mod sygdommene, var bemærkelsesværdigt modstræbende overfor at indføre vaccinationer mod mæslinger, fåresyge og røde hunde. Det bundede blandt andet i skepsis overfor udenlandske vacciner og udenlandsk evidens. Alligevelmedførte selve tilgængeligheden af vaccinerne, at de danske sundhedsmyndigheder forholdt sig til dem og til den potentielle problematisering af fåresyge og mæslinger. Det blev udmøntet i nedsættelsen af Sundhedsstyrelsens vaccinationsudvalg i 1971, som især skulle vurdere behovet for at indføre vacciner mod disse tre sygdomme. Selvom de flere gange gennem 1970’erne afviste et sådant behov, forblev spørgsmålet på dagsordenen.I 1977 indstillede Sundhedsstyrelsen til Indenrigsministeriet, at man skulle indføre røde hunde-vaccination til unge kvinder for at overflødiggøre abort. Som en konsekvens af, at blodprøveteknologien på det tidspunkt var etableret som omdrejningspunkt i røde hundeforebyggelsen, mislykkedes forsøget på at skifte sti til vaccinationer. I 1983 indstillede Sundhedsstyrelsen i stedet til Indenrigsministeriet, at man skulle indføre MFR-vaccination til danske børn af begge køn. Det var ikke begrundet i ny evidens eller nye vacciner, men i en rekonstruktion af mæslinger og fåresyge som alvorlige, baseret på det samme grundlag som tidligere havde begrundet fravalget af vaccinationer. Dagsordenfastsættelsen var således motiveret i andre forhold. For det første satte internationale organisationer som WHO og UNICEF i stigende grad vaccinationer på dagsordenen, og med en række programmer i slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne konstruerede de sygdomme og vaccinationer som globale spørgsmål, som krævede solidarisk deltagelse af medlemslandene. Danmark bidrog ikke til kampen mod mæslinger, hvorfor WHO i 1983 kritiserede Danmark for at være ”nettoeksportør” af sygdommen og altså usolidarisk. For det andet kom forebyggelse i stigende grad på dagsordenen herhjemme i et forsøg på at lette presset på sygehusvæsenet. For det tredje viste en cost-benefit-analyse, at det, ud over at gavne sundheden, også var samfundsøkonomisk fornuftigt at indføre MFR-vaccinationer. Der var således flere gode grunde til at sætte MFR-vaccinen på den politiske beslutningsdagsorden i 1983, og forslaget blev mødt med konsensus blandt sundhedsmyndighederne, herunder Indenrigsministeriet og Amtsrådsforeningen.Trods konsensus stod forhandlingerne på i tre år, før indenrigsminister Britta Schall Holberg (V) i 1986 traf beslutning om at indføre vaccinen. Forklaringen på, at det trak ud, findes i det politiske klima, i særdeleshed internt i regeringen. MFR-programmet ville kræve investeringer i de første år, selv om der over en længere årrække ville komme betydelige besparelser. Under Schlüter fik Finansministeriet øget magt, og netop Finansministeriet blokerede MFR-programmet, fordi det i de første år ville overskride Indenrigsministeriets budgetramme. På den baggrund trådte Amtsrådsforeningen og Radikale Venstre i karakter og lagde så betydeligt pres på indenrigsministeren, at hun til sidst så sig nødsaget til at indføre MFR-vaccinationer. Således viser afhandlingen, at amterne og Amtsrådsforeningen fik stor indflydelse på beslutningen om at indføre MFR-vaccinen, selvom den formelt lå hos Indenrigsministeren. Af den grund blev beslutningen til sidst truffet hurtigt, hvorfor finansiering og planlægning fulgte efter beslutningen.Afhandlingen følger ligeledes de tidlige danske MFR-kontroverser. Forskning i MFR-vaccinens historie har ofte fokus på den skandale, der fulgte efter en påstand i The Lancet i 1998, at MFR-vaccinen kunne forårsage autisme. Påstanden er siden afvist mange gange, men alligevel faldt tilslutningen til MFR-vaccinationer i mange lande i årene efter. I Danmark kom denne bekymring på dagsordenen allerede flere år før The Lancet-artiklen. Særligt Danmarks Radio satte spørgsmålstegn ved MFR-vaccinens sikkerhed i to dokumentarudsendelser fra 1993 og 1996. Tilliden til MFR-vaccinen blandt danske forældre var dog solid, og dokumentarerne og den bredere mediedækning gennem 1990’erne og begyndelsen af 2000’erne fik ingen nævneværdig negativ indflydelse på tilslutningen.
M3 - Ph.d.-afhandling
PB - Syddansk Universitet. Det Humanistiske Fakultet
ER -