At queere den barnfri nonne: Hos Lauren Groff og Anne Lise Marstrand-Jørgensen

Nonnen er en tilbagevendende kulturel figur i vores vestlige kultur. Til tider er hun blevet udstødt og hadet som heksen og til andre tider er hun blevet dyrket som fromt ideal. Denne artikel undersøger hvordan nonnen i sin contemporary form kan læses som en queerfigur eller en temporal drag (Freeman) som både revser os og kommer med håb om en potentiel anden måde at gøre vores køn på og en potentiel anden måde at gøre kinship på. Med afsæt i Lauren Groff og Anne Lise Marstrand-Jørgensens litterære fantasier om henholdsvis Marie de France og Hildegard von Bingen undersøger jeg hvordan den middelalderlige barnfri nonne i en samtidig kulturel kontekst (gen)skaber muligheden for at forene det feminine og det maskuline, i en art female masculinity (Halberstam 2018). Jeg fokuserer samtidig på hvordan den barnfri nonne muliggør andre temporalitetsformer og andre måder at danne slægtskaber på, herunder i tråd med Donna Haraway´s motto: ”make kin not children” (Haraway 2016, 5) alternative måder at forholde sig til vores presserende klimakrise.