Arbejdsmarkedets institutioner og dynamik

På mange måder er det danske arbejdsmarked blevet mere fleksibelt de
seneste ti til 20 år. Årsagerne hertil er flere, men nedbrydelsen af toldbarrierer
som følge af åbningen af EU’s indre marked og arbejdskraftens fri
bevægelighed har spillet en rolle, ligesom kommunismens sammenbrud
i øst og åbningen af disse lande, samt eksempelvis Kina, for handel på
markedsvilkår har betydet store udfordringer for de udviklede økonomier,
herunder Danmark.
Dette afspejler sig bl.a. i, hvordan løn og ansættelsesvilkår aftales og
udvikles. Det vigtigste træk ved ændringerne i reguleringen af lønforholdene
er den betydelige decentralisering af løndannelsen i både den private og den offentlige sektor. I den private sektor qua overgangen til
mindstelønssystemer og til overenskomster uden lønsats og i den offentlige
sektor qua indførelsen af lokal løndannelse. Det opnås herved, at den
enkeltes aflønning både kan afspejle virksomhedens/organisationens generelle
økonomiske vilkår og den enkeltes egen indsats. Decentraliseringen
er dog naturligt nok meget mere udpræget i den private sektor, mens
løndannelsen i den offentlige sektor stadig må betegnes som relativt centraliseret.
Det danske arbejdsmarked har hidtil på en heldig måde kombineret
fleksibilitet (lav ansættelsesbeskyttelse) med sikkerhed (høje dagpenge)
og en aktiv arbejdsmarkedspolitik, idet de to sidste elementer dog er
svækket noget i de senere år, hvorved vores arbejdsmarked får flere lighedspunkter med de angelsaksiske, meget lidt regulerede arbejdsmarkeder.
Dog er både aftalestrukturen og partsrelationerne stadig intakte, men
hvorvidt dette varer ved, afhænger både af, hvorvidt politikerne ønsker at
bevare dette eller tenderer til at udhule det, og af om parterne selv viser sig
i stand til at finde fremsynede løsninger på de dilemmaer og problemer,
de står over for.