TY - GEN
T1 - Antikvaren som samler i det tidlig moderne museumslandskab
T2 - En videnskabshistorisk undersøgelse af antikvarernes museale praksisser i Danmark 1650-1750
AU - Grambye, Valdemar Hedelykke
PY - 2020
Y1 - 2020
N2 - Denne afhandling er en begyndelse. En begyndelse på genfortolkningen af antikvarismen og samlingskulturen i Danmark i tidlig moderne tid, som rækker ud over Worm og kunstkammeret.Jeg har i denne afhandling undersøgt de museale aspekter af antikvarerne som samlere. Ud fra et videnskabshistorisk afsæt og gennem et kalejdoskopisk blik på antikvarernes samlingsfællesskaber, kundskabsproduktion og formidlingsgreb har jeg genfortolket betydningen af antikvarernes museale praksisser. For det første i modsætning til tidligere studiers ’antikverede’ og summariske forståelser; For det andet som en interessant og væsentlig del af det tidlig moderne museumslandskab.Ud fra det anvendte kildemateriale og med inspiration fra international forskning har jeg vist, at den antikvariske kundskabstradition var levende mellem 1650-1750, og at det er uhensigtsmæssigt at forstå antikvarerne som kuriositetsfikserede enspændere og sværmeriske amatører uden videnskabelig interesse for de materielle antikviteter. De var tværtimod målrettede lærde udøvere af en udbredt, om end eklektisk antikvarisk kundskabstradition, der fungerede i og skabte sociokulturelle samlingsfællesskaber, hvor kundskabsproduktion om og formidling af fortiden og dens antikviteter stod centralt.Med denne genfortolkning har jeg således kvalificeret forståelsen af antikvarerne i dansk historiografi ved at forstå dem ud fra deres samtids præmisser frem for på baggrund af et teleologisk afsæt, hvor 1800-tallets ’rigtige’ videnskabelighed og ’moderne’ museer er endestationen. Med mit fokus på praksisser har jeg således åbnet op for et underbelyst område af dansk lærdomshistorie, der fremover bør studeres mere dybdegående. Den antikvariske kundskabstradition udfoldede og udviklede sig på mangfoldig vis, og der er fortsat meget, som her må stå hen i det uvisse og vente på fremtidige studier. Ikke desto mindre er afhandlingens resultater et empirisk bidrag til den verserende internationale forskningsdiskussion om forståelsen af antikvarismen i Europa i den tidlig moderne periode, der samtidig signalerer de tidlig moderne videnskabers begyndende museale specialiseringer.På baggrund af afhandlingens resultater er det min hypotese, at den antikvariske kundskabstradition udviklede sig og er central for forståelsen af Oldsagskommissionens oprettelse. Antikvarerne mellem 1650-1750 er altså en essentiel brik i at forklare kontinuiteterne og diskontinuiteterne fra Ole Worm til Oldsagskommissionens skabelse. Afhandlingen uddyber dermed empirisk Gjerløffs og Randsborgs hypotese om, at antikvarernes virksomhed før 1800 må have haft en betydning. Det har altså stor værdi at forstå det moderne museumsvæsens oprettelse i lyset af tidligere tiders kundskabsmæssige praksisser.Med antikvaren som prisme peger afhandlingen på begrænsningerne i det institutionelle perspektiv, og omvendt på værdien af at nærstudere de prakssiser, som knyttede sig til samlingerne. Igennem dette perspektiv er afhandlingen en brik i opgøret med den brudmæssige tankegang, som Hooper-Greenhills epistemiske museumshistoriske tese er udtryk for, og som fortsat er dominerende som bagtæppe for mange museumshistoriske skildringer.I forlængelse af nyere samlings- og videnskabshistorisk forskning peger jeg på, at man i stedet bør fokusere på både diskontinuiteter og kontinuiteter i forståelsen af oprettelsen af det ’moderne’ museumsvæsen. Jeg taler dermed også i forlængelse af Mordhorsts overordnede perspektiv, men nuancerer to af hendes gestandsfortællinger. For antikvarerne havde de materielle antikviteter videnskabelig betydning langt tidligere end Mordhorst lægger op til.Afhandlingen bygger dermed også bro mellem antikvarismeforskningen og museumshistoriske studier. Ved at fokusere på antikvarernes samlingsmæssige aspekter giver jeg et tiltrængt indblik i en delmængde af det tidlig moderne museumslandskab i Danmark, hvor fokus hverken er på Worm eller kunstkammeret. Antikvarernes praksisser viser, hvordan et udsnit af den pluralistiske samlingskultur fungerede, og hvordan de tidlig moderne museer var centrum for sociokulturelle fællesskaber, kundskabsproduktion og formidling.På den måde bidrager afhandlingen til en ny og dybere forståelse af de tidlig moderne museers dynamik og udviklinger i Danmark. Den går for det første imod den traditionelle og karikerede opfattelse af de tidlig moderne samlere i Danmark som lystbetonede amatører og af samlingerne som uvidenskabelige, kuriositetsfikserede prestigeprojekter. Og for det andet åbner den for nye teoretiske forståelser af de museumshistoriske fortællinger i Danmark og Europa.Samlet set fordrer afhandlingen altså, at man bør genbesøge og studere de mange andre samlinger i det tidlig moderne museumslandskab, hvis man vil skabe en bedre forståelse for de tidlig moderne museers dynamik og udviklinger. I denne henseende tilbyder afhandlingens kalejdoskopiske analysemodel måder at anskue og undersøge disse på, som kan åbne nye veje i den videre udforskning. Ligesom afhandlingen tilbyder et historisk perspektiv på forståelsen af museumsformidlingen mellem oplevelse og oplysning.
AB - Denne afhandling er en begyndelse. En begyndelse på genfortolkningen af antikvarismen og samlingskulturen i Danmark i tidlig moderne tid, som rækker ud over Worm og kunstkammeret.Jeg har i denne afhandling undersøgt de museale aspekter af antikvarerne som samlere. Ud fra et videnskabshistorisk afsæt og gennem et kalejdoskopisk blik på antikvarernes samlingsfællesskaber, kundskabsproduktion og formidlingsgreb har jeg genfortolket betydningen af antikvarernes museale praksisser. For det første i modsætning til tidligere studiers ’antikverede’ og summariske forståelser; For det andet som en interessant og væsentlig del af det tidlig moderne museumslandskab.Ud fra det anvendte kildemateriale og med inspiration fra international forskning har jeg vist, at den antikvariske kundskabstradition var levende mellem 1650-1750, og at det er uhensigtsmæssigt at forstå antikvarerne som kuriositetsfikserede enspændere og sværmeriske amatører uden videnskabelig interesse for de materielle antikviteter. De var tværtimod målrettede lærde udøvere af en udbredt, om end eklektisk antikvarisk kundskabstradition, der fungerede i og skabte sociokulturelle samlingsfællesskaber, hvor kundskabsproduktion om og formidling af fortiden og dens antikviteter stod centralt.Med denne genfortolkning har jeg således kvalificeret forståelsen af antikvarerne i dansk historiografi ved at forstå dem ud fra deres samtids præmisser frem for på baggrund af et teleologisk afsæt, hvor 1800-tallets ’rigtige’ videnskabelighed og ’moderne’ museer er endestationen. Med mit fokus på praksisser har jeg således åbnet op for et underbelyst område af dansk lærdomshistorie, der fremover bør studeres mere dybdegående. Den antikvariske kundskabstradition udfoldede og udviklede sig på mangfoldig vis, og der er fortsat meget, som her må stå hen i det uvisse og vente på fremtidige studier. Ikke desto mindre er afhandlingens resultater et empirisk bidrag til den verserende internationale forskningsdiskussion om forståelsen af antikvarismen i Europa i den tidlig moderne periode, der samtidig signalerer de tidlig moderne videnskabers begyndende museale specialiseringer.På baggrund af afhandlingens resultater er det min hypotese, at den antikvariske kundskabstradition udviklede sig og er central for forståelsen af Oldsagskommissionens oprettelse. Antikvarerne mellem 1650-1750 er altså en essentiel brik i at forklare kontinuiteterne og diskontinuiteterne fra Ole Worm til Oldsagskommissionens skabelse. Afhandlingen uddyber dermed empirisk Gjerløffs og Randsborgs hypotese om, at antikvarernes virksomhed før 1800 må have haft en betydning. Det har altså stor værdi at forstå det moderne museumsvæsens oprettelse i lyset af tidligere tiders kundskabsmæssige praksisser.Med antikvaren som prisme peger afhandlingen på begrænsningerne i det institutionelle perspektiv, og omvendt på værdien af at nærstudere de prakssiser, som knyttede sig til samlingerne. Igennem dette perspektiv er afhandlingen en brik i opgøret med den brudmæssige tankegang, som Hooper-Greenhills epistemiske museumshistoriske tese er udtryk for, og som fortsat er dominerende som bagtæppe for mange museumshistoriske skildringer.I forlængelse af nyere samlings- og videnskabshistorisk forskning peger jeg på, at man i stedet bør fokusere på både diskontinuiteter og kontinuiteter i forståelsen af oprettelsen af det ’moderne’ museumsvæsen. Jeg taler dermed også i forlængelse af Mordhorsts overordnede perspektiv, men nuancerer to af hendes gestandsfortællinger. For antikvarerne havde de materielle antikviteter videnskabelig betydning langt tidligere end Mordhorst lægger op til.Afhandlingen bygger dermed også bro mellem antikvarismeforskningen og museumshistoriske studier. Ved at fokusere på antikvarernes samlingsmæssige aspekter giver jeg et tiltrængt indblik i en delmængde af det tidlig moderne museumslandskab i Danmark, hvor fokus hverken er på Worm eller kunstkammeret. Antikvarernes praksisser viser, hvordan et udsnit af den pluralistiske samlingskultur fungerede, og hvordan de tidlig moderne museer var centrum for sociokulturelle fællesskaber, kundskabsproduktion og formidling.På den måde bidrager afhandlingen til en ny og dybere forståelse af de tidlig moderne museers dynamik og udviklinger i Danmark. Den går for det første imod den traditionelle og karikerede opfattelse af de tidlig moderne samlere i Danmark som lystbetonede amatører og af samlingerne som uvidenskabelige, kuriositetsfikserede prestigeprojekter. Og for det andet åbner den for nye teoretiske forståelser af de museumshistoriske fortællinger i Danmark og Europa.Samlet set fordrer afhandlingen altså, at man bør genbesøge og studere de mange andre samlinger i det tidlig moderne museumslandskab, hvis man vil skabe en bedre forståelse for de tidlig moderne museers dynamik og udviklinger. I denne henseende tilbyder afhandlingens kalejdoskopiske analysemodel måder at anskue og undersøge disse på, som kan åbne nye veje i den videre udforskning. Ligesom afhandlingen tilbyder et historisk perspektiv på forståelsen af museumsformidlingen mellem oplevelse og oplysning.
M3 - Ph.d.-afhandling
PB - Syddansk Universitet. Det Humanistiske Fakultet
ER -