Plurilingual Education – Minority and Majority Students’ Language Awareness across Educational Levels. 

  • Krogager Andersen, Line (Project participant)
  • Daryai-Hansen, Petra (Project manager)
  • Drachmann, Natascha (Project participant)

Project: Research

Project Details

Description

Så er det officielt! Det Frie Forskningsråd har bevilget støtte til projektet Plurilingual Education – Minority and Majority Students’ Language Awareness across Educational Levels. 
 
Projektet undersøger, hvordan elevers sproglige opmærksomhed udvikles på tværs af uddannelsestrin i en flersprogethedsdidaktisk kontekst. Inden for uddannelsesforskningen har der de seneste årtier været en øget interesse for, hvordan man i højere grad kan tage højde for den sproglige mangfoldighed, der præger nutidens samfund, og hvordan man kan drage nytte af elevernes sproglige ressourcer, når de skal lære nye sprog. Denne flersprogethedsdidaktik, den såkaldt pluralistiske tilgang til sprog, etablerer forbindelser mellem sprog med henblik på at styrke elevernes kommunikative kompetence samt udvikle deres sproglige opmærksomhed.  
 
Projektet søger at afdække, hvordan minoritets- og majoritetselever på forskellige uddannelsestrin udvikler sproglig opmærksomhed, når de undervises i en flersprogethedsdidaktik, der bygger bro mellem dansk, underviste fremmedsprog i skolen, elevernes førstesprog samt andre sprog. Undersøgelsen foretages som et etnografisk feltstudie på to folkeskoler og to gymnasier og søger at afdække overgange fra indskoling over mellemtrin til udskoling i folkeskolen og videre til forløbet Almen Sprogforståelse i gymnasiet. Projektet vil gennem denne empiriske undersøgelse bidrage til en konceptualisering af minoritets-og majoritetselevers udvikling af sproglig opmærksomhed gennem en flersprogethedsdidaktisk tilgang. Samtidig vil projektet bidrage med en ny sprogdidaktik, der integrerer elevernes førstesprog, øger samarbejdet mellem sproglærere og skaber større sammenhæng i sprogundervisningen på tværs af uddannelsessystemet. 
 
Projektet gennemføres i et samarbejde mellem Københavns Universitet, Syddansk Universitet, Absalon University College og VIA University College under ledelse af Petra Daryai-Hansen (KU, Institut for Engelsk, Germansk og Romansk), og involverer et selvstændigt ph.d.-projekt af Natascha Drachmann (KU/Absalon) og et post doc-projekt af Line Krogager Andersen (SDU, Center for Grundskoleforskning) såvel som et overordnet projekt, der varetages af en bredere projektgruppe med deltagelse af Anne Holmen (KU), Tom Steffensen (Absalon) og Line Møller Daugaard (VIA).  
 
Desuden indgår et internationalt advisory board i arbejdet; her kan vi se frem til samarbejdet med Nathalie Auger (Université   Paul-Valéry), Åsta Haukås (Bergen Universitet), Britta   Hufeisen (TU Darmstadt), Ulrike Jessner-Schmid (Innsbruck Universitet), Beate Lindemann (Norges Arktiske Universitet), Christine Erna Elisabeth Möller-Omrani (Høgskolen på Vestlandet), Danièle Moore (Simon Fraser University), Anne Pitkänen-Huhta (Jyväskylä Universitet) og Heike  Speitz  (Universitetet i Sørøst Norge). 
StatusNot started
Effective start/end date01/10/202031/08/2023