Det korte 20. århundredes venstrefløjsaktivisme – ressourcemobilisering, efterretningsaktiviteter og livshistorier

Projektet ser nærmere på det 20. århundredes venstrefløjsaktivisme gennem tre overordnede problemstillinger: Hvilke samfundsstrukturer har gjort venstrefløjsaktivismen mulig? Hvilke centrale dynamikker har betydning for protestorganisationernes virke? Og hvad kan de enkelte aktivisters historie bidrage med til forståelsen af fænomenet?

Undersøgelsen vil få form af en sammenfattende redegørelse for resultaterne af seks historiefaglige casestudier, der er publiceret som videnskabelige artikler. Sammen med artiklerne vil redegørelsen komme til at udgøre en antologisk afhandling (sammenlægningsafhandling) og danne grundlag for erhvervelse af en ph.d.-grad.

Projekt afgrænser sig til det såkaldte korte 20. århundrede (1914-1991), hvor Oktoberrevolutionen i Rusland i 1917 og dens følger tillægges en afgørende betydning for forståelsen af periodens politiske virkelighed. Perioden var præget af kriser, krige og revolutioner, der skabte både særegne makrohistoriske mulighedsstrukturer og stærke, ideologisk betingede gruppeidentiteter. I grove træk var der tre bølger af protester: i forbindelse med afslutningen af Første Verdenskrig og Anden Verdenskrig samt i perioden 1968-1985.

Emnet tilgås historiefagligt som arbejderhistorie samt med inspiration fra social movement-teori, der har peget på mobilisering af ressourcer og organisering som nøglen til at forstå fremkomsten, effekten og levedygtigheden af den politiske protest. Kerneargumentet er, at aktivisme og protest ikke blot opstår, hvor utilfredsheden er størst, men hvor eksisterende ressourcer og organisatorisk kapacitet kan mobiliseres til at give stemme til utilfredsheden. I visse tilfælde gives aktivister adgang til statslige ressourcer på baggrund af interesse- og medlemsoverlap, såkaldt institutionel aktivisme, der bl.a. kan komme til udtryk som efterretningsaktiviteter.

I undersøgelserne er der lagt særligt vægt på de personlige faktorers betydning. Aktivisme indeholder et kognitivt arbejde med at afveje og retfærdiggøre deltagelse og har dermed en subjektiv dimension. Tilgangen relaterer sig til begrebet Life History, der rummer et mål om at få indsigt i bredere menneskelige forhold ved at opnå viden om og forstå menneskelige erfaringer. Det er projektets antagelse, at individniveauet kan bidrage til forståelsen af det komplekse sammenspil mellem de forskellige analyseniveauer (mikro-, meso- og makro-niveau).

Til at supplere det empiriske grundlag af trykte og utrykte, skriftlige kilder er der af to omgange (2019 og 2022) foretaget 24 interviews med danske venstrefløjsaktivister. Interviewdelen har støttet sig til traditionen for Oral History og indsamling af arbejdererindringer.

De omhandlende venstrefløjsaktivister har i overvejende grad tilhørt den yderste venstrefløj (til venstre for Socialdemokratiet) i Danmark, men norske socialdemokrater efter Første og Anden Verdenskrig er også inddraget i undersøgelsen. De sidste eksemplificerer, at selvom den politiske aktivismes innovation og dynamik ofte udgår fra samfundets magtpolitiske periferi, er det aktivistiske handlingsrepertoire ikke forbeholdt yderfløjene eller eksklusivt forbundet med udemokratiske og konfrontationssøgende ideologier.

Projektet er finansieret af Slots- og Kulturstyrelsens 'Pulje til styrkelse af forskerkompetencer - anden opkvalificering' og Arbejdermuseet.