Faget har til formål at formidle centrale teoretiske tilgange, begreber og metoder indenfor implementering og procesevaluering indenfor Folkesundhedsvidenskaben for dermed at kvalificere de studerende til at planlægge og indgå i de forskellige arbejdsprocesser med at implementere og procesevaluere interventioner indenfor sundhedssektoren samt andre relevante samfundsmæssige kontekster. Dette indebærer at de studerende vil arbejde praktisk med planlægning og udførelse af en implementeringsstrategi, samt at understøtte forandringsprocesser i forbindelse med implementering. Desuden vil de studerende opnå erfaring med at designe en systematisk procesevaluering med brug af relevante kvantitative og kvalitative metoder. Endelig er det formålet med faget, at de studerende bliver i stand til kritisk at diskutere styrker og svagheder ved forskellige tilgange til implementering og procesevaluering, herunder overvejelser omkring ulighed i sundhed og andre samfundsmæssige faktorer med betydning for implementering af Folkesundhedsvidenskabelige interventioner.