'Quick fixes' er ikke nok verdensmålene har potentiale til at skabe samtænkning og tværfaglighed. [...] Mathilda Brückner hører til den sidste gruppe, som vil sætte gang i skolens arbejde med bæredygtighed, og som mener, at verdensmålene er et godt redskab hertil. Hvis de bruges rigtigt, vel at mærke. ”Netop fordi målene er holistiske og inkluderer både sociale, økologiske og økonomiske perspektiver, har de potentiale til at skabe koblinger og illustrere sammenhænge mellem komplekse problemstillinger.”
Mathilda Brückner har talt med en række skoleelever, som ikke synes, tiltagene batter nok. Og det er hun enig i:
”Jeg har hørt flere eksempler på den adfærdsfokuserede tilgang, som er ret kortsigtet. Jeg tror, det hænger sammen med, at bæredygtighedsproblematikker er så uoverskuelige, at vi kan komme til at lave nogle fejlslutninger og tænke, at hvis bare vi gør lidt, så må det være tilstrækkeligt,” siger hun og tilføjer, at hun ikke som sådan er imod tiltagene – de kan bare ikke stå alene.
”Jeg kan godt forstå, at det kan være fristende at handle hurtigt og resolut og indføre nogle adfærdsmæssige tiltag – måske kombineret med nogle driftsmæssige ændringer på skolen. Men bæredygtig udvikling har både en økologisk, en social og en økonomisk dimension, og det er et område fyldt med dilemmaer, etik og modsatrettede interesser, som ikke kan indfanges og håndteres med sådan nogle simple ’quick fixes’,” siger hun.
Målene skal kobles sammen
Skolerne griber arbejdet med verdensmålene forskelligt an. På nogle af de skoler, der arbejder med verdensmålene i selve undervisningen, har eleverne projektuge om dem, mens andre tager udgangspunkt i målene, når de underviser i fagene.
”På en skole, der er certificeret verdensmålsskole, arbejder klasserne med ét mål på hvert klassetrin, og så bygger man ovenpå igennem hele skoleforløbet. Der er selvfølgelig gode, stilladserende intentioner bag, men vigtigheden af at se sammenhænge og lave koblinger imellem alle målene går lidt tabt i den model,” siger hun.
Og netop koblingen mellem de enkelte mål er noget af det, lærerne finder svært, når de forsøger at undervise i FN´s verdensmål for bæredygtig udvikling, ligesom det er en svær didaktisk opgave at tydeliggøre målenes indbyrdes afhængighed over for eleverne.
”Sammenhængen imellem de forskellige problemer er en af hovedpointerne i FN´s verdensmål, men sådan en tværfaglig viden kan være svær at opbygge i en travl skolehverdag. Dermed risikerer forbundetheden at gå tabt, hvis det fx kun er lærerne i naturfagene, der underviser i klimaforandringer, og de ikke kommer omkring social ulighed, økonomisk vækst osv.,” siger Mathilda Brückner.
På en af de skoler, der arbejder med verdensmålene som ramme, har man gjort såkaldt relationel bæredygtighed til et centralt mål.
”Deres pointe er, at eleverne først og fremmest skal forstå sig selv som en del af en gruppe – af et hele – og de udvider dermed begrebet bæredygtig udvikling til at ’handle om mere end plastik i havene og forurening’, som lederen formulerer det. Ræsonnementet er, at evnen til at sætte sig i andres sted og håndtere konflikter og problemer kan skabe et fundament for bæredygtig handlen senere,” forklarer Mathilda Brückner. [...] Læs mere i artiklen her
Verdensmål, bæredygtighed, folkeskole, uddannelse, elev perspektivet.