War as Politics, Not Legal Facts: How the Modern Battlefield Drives the Disputed Creative Use of International Law

Klassificering af væbnede konflikter i den humanitære folkeret er af afgørende betydning: Om den pågældende væbnede konflikt er klassificeret som international (mellem to eller flere stater) eller ikke-international (mellem en stat og en ikke-statslige aktør, eller mellem flere ikke-statslige aktører) afgør den gældende retsorden i den pågældende konflikt. Kategorier som kombattant eller krigsfangers rettigheder eksisterer f.eks. kun i internationale væbnede konflikter. Nutidens krige udfordrer denne sondring mellem internationale og ikke-internationale væbnede konflikter. Globaliseringen og teknologiske fremskridt har forandret krig og krigsførelse, både i forhold til krigens aktører og kamphandlinger. Nutidens væbnede konflikter kæmpes for det meste mod ikke-statslige aktører i form af tværnationale terrornetværker eller oprørsgrupper og på tværs af statsgrænser. Men også andre ikke-statslige aktører, såsom private virksomheder, NGO’er, internationale organisationer og medier er med til at forme nutidens krige. Teknologiske fremskridt i kommunikations- og våbenteknologi giver stater og ikke-statslige aktører mulighed for at ramme deres fjender i hele verden ved hjælp af f.eks. væbnede droner, sociale medier og internettet. Staternes rolle i krig bliver mindsket og de traditionelle sondringer mellem soldater og civilister, krig og fred, det interne og det internationale bliver svækket.


Disse udviklinger skaber udfordringer for krigens love, herunder reglerne om konfliktklassifikation. Klassificeringen af konflikter som ikke er direkte mellem to stater, men alligevel bliver udkæmpet på en anden stats territorium eller endda på flere staters territorier, har skabt en stor debat som forbliver uløst. Denne ph.d.-afhandling undersøger hvordan krigens skiftende karakter driver den politiske anvendelse af lovene om konfliktklassifikation. Casestudierne i denne afhandling viser at konfliktklassifikationerne er politiserede, idet tvetydigheden omkring anvendeligheden af de forskellige regelsæt til internationale og ikke-internationale konflikter tillader nogle stater og andre aktører at agere som normentreprenører (norm entrepreneurs), hvorved de fortolker og anvender loven i deres egne interesser, hvilket på sigt kan ændre selve lovene om konfliktklassificering.


Den tværfaglige tilgang i denne afhandling kombinerer konstruktivistiske indsigter om normændringer og normentreprenører med kritiske juridiske studier, der forstår folkeretten som et ”sprog” i nutidens krige (kapitel II). Analysen fokuserer på de roller forskellige aktører spiller i konfliktklassifikationen og deres måder at overvinde de klassifikationsudfordringer stillet af nutidens krige.


To analytiske rammer bliver bygget på baggrund af litteraturen om krigens skiftende karakter (kapitel III) og debatten om de udfordringer nutidens krige skaber for den traditionelle sondring mellem internationale og ikke-internationale væbnede konflikter i den humanitære folkeret (kapitel IV). I kapitel III identificeres fire forskellige synspunkter om folkerettens rolle indenfor litteraturen om krigens skiftende karakter, baseret på divergerende synspunkter om krigens natur og om spørgsmålet om hvorvidt krigens udvikling er præget af kontinuitet eller forandring. Disse fire synspunkter spænder fra 1) en opfattelse af at loven er politisk fordi den bliver dannet efter de mest magtfulde aktørers interesser, over 2) en opfattelse af at den eksisterende lov skal fortolkes på en ny måde for at imødekomme krigens ændrede karakter, og 3) en opfattelse af at loven i nogle tilfælde skal ændres trinvist for inkludere nye teknologiske muligheder, hen til 4) en opfattelse af at krig har ændret sig så fundamentalt at der er behov for et fuldstændigt nyt regelsæt til at håndtere nutidens krige. I kapitel IV foreslår jeg tre potentielle veje til at overkomme klassifikationsudfordringerne i nutidens krige: En forening af de forskellige regelsæt for international og ikke-internationale væbnede konflikter, oprettelsen af et nyt regelsæt for disse situationer af tvetydighed eller en genfortolkning af den eksisterende klassifikationslov.


De tre casestudier, som analyseres i kapitlerne V til VII, er Irakkrigen fra 2003 til 2011, som er den af nutidens krige der ligger tættest på en traditionel international konflikt og dermed en case hvor en politiserede anvendelse af konfliktklassifikationerne vil være mindst sandsynlig; konflikten i Syrien siden 2011, som startede ret traditionelt men blev internationaliseret, og dermed fungerer som en mellem-case; og drone-angreb uden for aktive slagmarker siden 2002, som det mest sandsynlige tilfælde for en politisering af konfliktklassifikationen. Alle tre casestudier viser, at konfliktklassifikationer faktisk er mere politik end juridiske fakta, da de underliggende fakta fortolkes meget divergerende. Krigen i Irak fremhæver FN’s Sikkerhedsråds rolle i politiseringen af konfliktklassifikationen, mens konflikten i Syrien viser betydningen af manglende politisk vilje til klassificering, samt at den voksende internationalisering af konflikten øger uenigheden om konflikters klassifikation. Desuden fremhæver droneangrebene hvordan USA forsøgte at ændre klassifikationsnormerne efter terrorangrebene d. 11. september 2001, men også at den amerikanske fortolkning mødte vedvarende kritik og modstand, hvilket politiserede konfliktklassifikationen.


Analysen i denne afhandling viser at forskellige aktører har forskellige opfattelser af nutidens krige og deres juridiske udfordringer, hvilket skaber uenighed om fortolkningen af eksisterende regler og løsninger til udfordringer ved konfliktklassificering. Dette fører til en politisering af konfliktklassifikationerne. Klassifikationerne af nutidens konflikter er virkelig mere politik end juridiske fakta.