Vores allesammens H.C. Andersen: Diskursteoretiske analyser af kulturfænomenet H.C. Andersen og dets aktuelle betydninger lokalt, nationalt og globalt

Denne afhandlings forskningsresultater bidrager til en afklaring af, hvilke kulturelle udfordringer og muligheder der kan blive aktuelle i forbindelse med et fremtidigt glokalt brand af H.C. Andersen: et brand, der er lokalt forankret i Andersens fødeby, Odense, og som samtidig appellerer til hans internationale publikum.

Afhandlingen er antologisk og består af tre videnskabelige artikler, samt redegørelse for afhandlingens teoretiske og metodiske til- og fravalg. Den er fagligt funderet i cultural studies (kulturstudier), hvorfor den tematiske interesse koncentrerer sig om, hvordan H.C. Andersen funktion som et element i hverdagslig sprogbrug er kommet til udtryk i udvalgte danske mediedebatter i skrevne medier.

Afhandlingen præsenterer både et tematisk og et analysemetodisk sigte. Den tematiske hensigt er at introducere det, der betegnes som et tredje tema i H.C. Andersenforskningen, hvor Andersen forstås, undersøges og analyseres som et kulturfænomen. H.C. Andersen har været et forskningsemne stort set lige så længe hans kunstneriske produktion har eksisteret, men indtil nu har forskningen hovedsageligt været koncentreret om enten hans liv eller værk. Udgangspunktet for afhandlingen er en tese om, at interessen i H.C. Andersens liv og værk eksisterer i kraft af hans kulturelle signifikans, men at netop denne signifikans hidtil er blevet taget som en selvfølge i den humanistiske forskning. I et forsøg på at råde bod på det, sættes der i afhandlingens analyser fokus på, hvad der er på spil, når Andersen tildeles betydning som kulturfænomen i lokalt, nationalt og globalt orienterede sammenhænge. På denne baggrund stilles afhandlingens primære forskningsspørgsmål:

Hvordan kommer det til udtryk, når H.C. Andersen tildeles betydning som dansk kulturfænomen, og hvilke funktioner har disse betydninger i lokale, nationale og globale sammenhænge?

Det faglige fundament i kulturstudier gør det muligt at konstruere en bro mellem det tematiske og det analysemetodiske sigte: Afhandlingen indskriver sig i de såkaldte nygramscianske kulturstudier (Storey, theory; Hall), hvis analyser særligt fokuserer på, hvordan det klassiske gramscianske hegemonibegreb (re)produceres i nye kulturelle kontekster. Med koncentrationen om, hvordan hegemoni opnås, forhandles og søges sedimenteret, følger en forståelse af kultur som ”sites of struggle” (Hall, ”Deconstructing” 233), en forståelse, der placerer menneskers kampe om at tildele betydning til de fænomener, de opfatter som kulturkonstituerende, i centrum.

For at undersøge betydningskampene omkring kulturfænomenet H.C. Andersen nærmere, anvendes en operationaliseret form af de politiske teoretikere Ernesto Laclau og Chantal Mouffes diskursteori. I den metodiske tilgang indgår således flere begreber fra Laclau og Mouffes teori som ”retningsgivende begreber”, der strukturerer analyserne (Carpentier; Carpentier og Spinoy; Carpentier og DeCleen). De diskursteoretiske begreber suppleres desuden med begreberne fortolkningsrepertoire og affektiv praksis med det formål at komplementere for diskursteoriens manglende fokus på individuel agens og dermed praksis, ligesom det socialkonstruktivistiske skalabegreb fungerer som en praksisorienteret uddybning af den diskursteoretiske opfattelse af, hvordan mennesker repræsenterer sig selv og hinanden.

I tråd med den diskursteoretiske optik analyseres H.C. Andersen som en flydende betegner: et magtfuldt tegn, der appellerer til vidt forskellige kulturelle værdisæt, og som kan udstyres med lige så forskellige diskursive meninger, når det i praksis knyttes til disse værdisæt (Laclau, Reflections 28; ”Power” 287). Afhandlingens analyser koncentrerer sig følgelig om, hvad der sker, når mennesker via sproget spejler sig i H.C. Andersen og tildeler ham betydninger, der harmonerer med de hegemoniske normer og værdier i de kulturer, de enkelte mennesker føler sig som en del af.

I afhandlingen udvikles en tredelt analysemodel, der fungerer som ramme for analyserne. Modellen muliggør undersøgelser af, hvordan H.C. Andersen konstrueres 235 diskursivt i forskellige sammenhænge, hvordan det kommer til udtryk i ideologisk ladet praksis, samt hvordan H.C. Andersen fungerer som et kulturskabende og -konsoliderende element, når han indgår i artikulationer, der rummer appeller til såkaldte følelsesfællesskaber: forestillede fællesskaber, der italesættes som både affektivt og geografisk afgrænsede (Ahmed, Cultural 101).

Afhandlingens primære forskningsspørgsmål søges afgrænset gennem et særligt analytisk fokus på de diskursive, stedlige og affektive markører, der manifesterer sig, når H.C. Andersen tildeles betydning som kulturfænomen. Denne tematiske afgrænsning ekspliciteres i tre sekundære forskningsspørgsmål:

1. Hvordan kommer det til udtryk, når H.C. Andersen tildeles betydning som kulturfænomen i en bestemt diskurs? (Forsøges besvaret i ”H.C. Andersen: et kulturfænomen i teori og praksis”)

2. Hvordan kommer skalaer til udtryk i artikulationer af H.C. Andersen som kulturfænomen? (Forsøges besvaret i ”H.C. Andersens rette sted? Fra verdensomspændende fejring til Kejserens nye Klæder”)

3. Hvordan kommer affektive praksisser til udtryk i artikulationer af H.C. Andersen som kulturfænomen? (Forsøges besvaret i ”When heritage tourism goes glocal: The Little Mermaid in Shanghai”)

Hver af afhandlingens videnskabelige artikler forholder sig til afhandlingens primære forskningsspørgsmål, samtidig med, at de – som det fremgår af punktopstillingen – særskilt koncentrerer sig om henholdsvist første, andet og tredje sekundære forskningsspørgsmål:

”H.C. Andersen: et kulturfænomen i teori og praksis”
Artiklens analyse koncentrerer sig om, hvordan Andersen er blevet lokaliseret og anvendt i samfundskritiske diskurser i både Danmark, Rusland og Kina. Det danske analyseeksempel er den hyppige brug af prinsessens ”Dur ikke! Væk!” fra eventyret om Klods-Hans i danske mediedebatter om velfærdssamfundets svageste. De samfundskritiske anvendelser af H.C. Andersen læses som eksempler på, at Andersen af ideologiske og historiske årsager tildeles forskellige betydninger som kulturfænomen på de tre forskellige ”sites of struggle”, og at der dermed kan identificeres tre forskellige samfundskritisk orienterede diskursive konstruktioner af Andersen. Artiklen indgår i et kapitel, der overordnet koncentrerer sig om, hvordan de processer, hvor kulturfænomener transformeres til kulturarv, kommer til udtryk i praksis. 

”H.C. Andersens rette sted? Fra verdensomspændende fejring til Kejserens nye Klæder”
Artiklens hovedelement er en analyse af dele af den nationale og lokale (odenseanske) mediedebat, der udspillede sig i forbindelse med fejringen af H.C. Andersens 200-års fødselsdag i 2005. Det analytiske fokus er på, hvordan debattørerne anvendte referencer til eventyret ”Kejserens nye Klæder”, når de udtrykte deres utilfredshed med det, de oplevede som en globalt og kommercielt orienteret fejring. Mediedebatten er et eksempel på, hvor centralt den enkelte debattørs ”point of view” (Jenkins) – og dermed verdensforståelse – er for H.C. Andersens funktion som dansk kulturfænomen. Artiklens analyse viser, hvordan sammen- og modsætning af skalaer foregår i kontingente og kontekstafhængige processer, hvorved det lokale, det nationale og det globale kontinuerligt søges fikseret og fravristet bestemte betydninger. I det kapitel, hvori artiklen indgår, fremhæves desuden den samlede afhandlings position i den igangværende akademiske debat om globalisering. 

”When heritage tourism goes glocal – The Little Mermaid in Shanghai”
I denne artikels analyse undersøges det, hvordan affektive markører blev sat i spil i den mediedebat, der opstod i 2009 og 2010 i forbindelse med, at statuen af Den lille Havfrue blev flyttet til Shanghai et halvt år for at være hovedattraktion i den danske pavillon på Verdensudstillingen. I artiklen fremhæves to diskursive konstruktioner af Den lille Havfrue, der blev særligt tydelige i debatten: statuen som ”den”, et flytbart objekt med økonomisk værdi og statuen som ”hun”, et uflytbart subjekt med symbolsk værdi. Den affektive praksis blev i begge disse narrativer reflekteret i forskellige former for ejerskabsfølelser, hvor linket til H.C. Andersen situeres i de nationale af slagsen. Analysen af narrativerne bidrager til en yderligere forståelse af, dels, hvordan affektiv praksis både manifesterer sig, når det er debattørernes hensigt og når det ikke er, dels, hvordan nationaliseringen af kulturarv i en kulturøkonomisk kontekst kan blive en hæmmende faktor for et brand, der også skal appellere til mennesker uden for Danmarks grænser. Artiklen indgår i et kapitel, der også præsenterer en mere overordnet diskussion om, hvordan affektbegrebet anvendes og forstås i kulturstudier.

Måden, hvorpå de tre artiklers analyser på hver deres måde bidrager til afhandlingens samlede resultater, er sammenfattet i en todelt konklusion. I første del fremhæves de temaer, der syntes særligt prægnante i analyserne af, hvordan kulturfænomenet H.C. Andersen tildeles betydning og funktion i lokale, nationale og globale sammenhænge. Temaerne, der omfatter kulturarv, ejerskab, lokalisering, værdi og følelser, indgår i et forslag til en tematisk analysemodel. Anden del af konklusionen koncentrerer sig om, hvordan afhandlingens faglige fundament i nygramscianske kulturstudier, samt den deraf følgende diskursteoretiske analysemetode, har vist sig anvendelig i analyserne, samt hvordan dette fundament også vil kunne bruges i fremtidige kulturanalyser af andre kulturfænomener.

Afhandlingen afsluttes med et perspektiverende kapitel, der fører de samlede forskningsresultater videre ind i et forslag til, hvordan H.C. Andersen kan situeres som genstand for litterær turisme. Der argumenteres for, at netop sådan et brand af Andersen på én gang ville kunne forankres lokalt i Odense og have global appel. I kapitlet fremlægges slutteligt et forslag til fire typologier, der kan fungere som udgangspunkt for fremtidige kulturanalyser af, hvordan litterære steder konstrueres af turismeudviklere og perciperes af turisterne.

Afhandlingen bidrager samlet med ny generel viden om, hvordan kulturfænomener kan defineres og analyseres, og mere specifikt med ny viden om, hvilke betydninger H.C. Andersen udstyres med i sin funktion som dansk kulturfænomen. I metodisk henseende kan afhandlingen desuden læses som et nyt empirisk funderet forslag til, hvordan diskursteorien kan operationaliseres, så den er en anvendelig metode i nygramscianske kulturstudier.