Abstract
Forskningen har vist, at “vertebral endplate signal changes” (VESC) er et almindeligt MR-fund blandt patienter med ondt i ryggen. Det er også vist, at VESC har en sammenhæng med lændesmerter. Men der er brug for mere detaljeret viden om VESC.
Formålet med dette studie var, at opnå en dybere forståelse af den kliniske relevans af VESC i den voksne befolkning, ved at undersøge, 1) forekomsten af VESC, 2) det naturlige forløb af VESC, 3) sammenhængen mellem VESC og lændesmerter samt 4) faktorer af betydning for udviklingen af nye VESC.
En systematisk gennemgang af den tilgængelige litteratur blev udført. Derudover anvendte vi data fra et befolknings-baseret longitudinelt kohortestudie på 344 mennesker fra den almene danske befolkning. Deltagerne i kohorten blev MR-skannet, og udfyldte spørgeskemaer, da de var 40 og 44 år. VESC og discus-relaterede MR-fund blev bedømt ved hjælp af standardiserede protokoller. Oplysninger om køn, højde og vægt, rygning, lændesmerter indenfor det sidste år og måned, antal dage med lændesmerter, konsekvenserne af lændesmerter, arbejdsbyrde og niveau af fritidsaktiviterer blev hentet fra spørgeskemaerne.
Resultaterne fra litteraturgennemgangen og kohortestudiet bekræfter, at VESC er et almindeligt MR-fund blandt voksne. Desuden er VESC mere almindeligt udbredt blandt patienter med lændesmerter end blandt personer, som ikke søger behandling for ondt i ryggen. I kohortestudiet var den naturlige udvikling af VESC afhængig af størrelsen. VESC, som kun var lokaliseret til den vertebrale endeplade var oftere foranderlige over fire år, i forhold til VESC, som strakte sig længere ind i corpus vertebra. I litteraturen er VESC associeret med lændesmerter i almene, arbejdende og kliniske befolkningsgrupper. Imidlertid viste resultater fra kohortestudiet at associationen mellem VESC og lændesmerter kan forsvinde over tid. Faktorer for udviklingen af nye VESC var MR-fund relateret til det diskovertebral kompleks og ikke de ydre faktorer, rygning og fysisk belastning.
Vores konklusioner er at VESC er et almindeligt MR-fund i den voksne befolkning, og de kan være klinisk relevante for grupper af patienter med lændesmerter. Imidlertid bør nye studier afklare den kliniske relevans af de forskellige stadier af VESC for personer i forskellige befolkningsgrupper.
Originalsprog | Engelsk |
---|---|
Udgiver | |
Status | Udgivet - 2009 |
Emneord
- MR
- Epidemiologi
- Modic