Understanding the Impact of an Empowerment-Oriented Practice and Engagement in Older Adults with Hip Fractures

Denne ph.d.-afhandling undersøgte rehabiliteringsprocessen for ældre voksne, der har oplevet en hoftefraktur, i konteksten af interventionen ’Træning for Livet’. En hoftefraktur medfører betydelige problemer for ældre, hvilket understreger behovet for bedre rehabiliteringsstrategier, der kan forbedre deres funktionelle resultater og livskvalitet. Sundhedsprofessionelle fra forskellige discipliner og sektorer skal arbejde sammen for at tilbyde omfattende rehabilitering og pleje. Grundet blandt andet mangel på kommunikation, sker dette desværre ikke altid. Det er nødvendigt at implementere omfattende rehabiliterings- og plejemodeller, for at hjælpe med at lukke disse huller. Traditionelle rehabiliteringsprogrammer formår ofte ikke at engagere patienterne effektivt, hvilket fører til mindre optimale resultater. For at kunne yde den bedst mulige rehabilitering og pleje, skal patienterne inddrages og opretholde et aktivt engagement i deres rehabiliteringsforløb. Denne afhandling sigter mod at identificere strategier, der kan forbedre rehabiliteringsprogrammer til gavn for patienterne.

Studie I: Dette var en kvantitativ undersøgelse, der havde til formål at evaluere sammenhængen mellem Patient Activation Measure 13 (PAM-13) niveauer og fysisk funktion, mobilitet og daglige aktiviteter hos ældre, der gennemgik rehabilitering og pleje efter hoftebrud. Funktionelle resultater blev vurderet ved hjælp af Timed Up and Go (TUG), New Mobility Score (NMS) og Barthel-20 Index. Studiet inkluderede 239 ældre med en hoftefraktur, der blev opdelt i fire grupper baseret på PAM-13-niveauer, der repræsenterede deres evne til at håndtere deres helbred. På trods af at der ikke blev fundet betydelige forskelle i basale demografiske data blandt PAM-13-grupperne, viste resultaterne, at patienter med højere aktiveringsniveauer havde kortere hospitalsophold. Patienter på alle PAM-13-niveauer havde betydelige forbedringer i funktionelle resultater over tid, med hurtigere TUG-tider og højere NMS- og Barthel-20-scorer. En sekundær analyse, der sammenlignede deltagere, der gennemgik programmet ’Træning for Livet’ med dem, der modtog 'Almindelig Rehabilitering', fandt ingen forskel i PAM-13-score ved udskrivelsen eller opfølgningsundersøgelserne.

Studie II: Dette studie undersøgte sundhedsprofessionelles perspektiver på rehabilitering og pleje af ældre med hoftebrud inden for programmet ’Træning for Livet’. Seksten erfarne sygeplejersker og fysioterapeuter delte indsigter under fokusgruppeinterviews. Tre hovedtemaer opstod: 1) Vigtigheden af strukturerede rehabiliteringsplaner for effektive interventioner; 2) Sundhedscentrenes transformationelle rolle i at tilbyde støtte og motivation; og 3) Udfordringerne ved at balancere styrke og funktionalitet i patientcentreret rehabilitering. Deltagerne understregede behovet for kendskab til rehabiliteringsprogrammer, sundhedscentrenes støttende miljø og vigtigheden af at tilpasse interventioner til individuelle funktionelle mål.

Studie III: Dette studie havde til formål at undersøge oplevelserne hos ældre, der deltog i interventionen ’Træning for Livet’ for at støtte deres bedring efter en hoftefraktur. Studiet gennemførte dybdegående interviews med 16 deltagere og identificerede fem nøgletemaer i rehabiliteringsprocessen. Disse temaer inkluderede følgende: 1) Vigtigheden af at modtage tilstrækkelig information og pleje under hospitalsopholdet; 2) Behovet for tidlige besøg fra sundhedsprofessionelle efter udskrivelsen; 3) Værdien af social støtte under træning; 4) Påskønnelsen af empatiske og dygtige medarbejdere; og 5) Accepten af en ny identitet efter skaden. På trods af udfordringerne med hoftebrud gav deltagerne udtryk for deres ønske om at genvinde mobilitet og uafhængighed.

Samlet set tilbyder de tre studier værdifulde indsigter i ældres rehabiliteringsprocessen efter en hoftefraktur. Studierne understreger behovet for strukturerede planer, støttende miljøer og personaliserede tilgange for at sikre en vellykket bedring. At adressere de fysiske, psykologiske og sociale aspekter af rehabilitering er afgørende for at imødekomme patienternes forskelligartede behov. Resultaterne fremhæver desuden kompleksiteten af rehabilitering efter hoftebrud og understreger vigtigheden af en tværfaglig tilgang på tværs af sektorerne.