Ultrasound in the diagnostic work-up of pulmonary embolism

Bidragets oversatte titel: Ultralyd ved mistænkt lungeemboli

Publikation: AfhandlingPh.d.-afhandling

80 Downloads (Pure)

Abstract

Blodprop i lungen, også kaldet lungeemboli, er en hyppig lidelse der kan forårsage en bred palette af uspecifikke symptomer, såsom åndenød, brystsmerter eller hurtig hjerterytme, hvilket gør diagnosen kompliceret. For at undgå overforbrug af røntgendiagnostik, såsom CT af lungernes blodkar og ventilations-perfusionsscintigrafi, anbefaler internationale faglige selskaber at benytte kliniske scoringssystemer og blodprøven D-dimer til at udvælge hvilke patienter med mistænkt lungeemboli der skal henvises til røntgendiagnostik.

Den kliniske anvendelighed af D-dimer kompliceres dog a specificiteten der falder fra ≈ 67% hos 40- årige patienter til ≈ 10% hos 80-årige eller ved samtidig cancer, infektion eller inflammatorisk lidelse. Dette medfører en betragtelig mængde falsk positive prøvesvar og henvisninger til røntgendiagnostik, hvor andelen af scanninger der påviser lungeemboli er faldet til 20% på europæisk plan. Denne ph.d.-afhandling undersøger ultralyds anvendelighed til at forbedre selektionen af patienter med mistænkt lungeemboli til røntgendiagnostik.

Vi udførte først et systematisk review og en meta-analyse af den diagnostiske præcision af ultralyd ved mistænkt lungeemboli. De 70 inkluderede studier undersøgte enten lunger, hjerte, benenes dybe vener eller en kombination af disse og rapporterede på lungehindeinfarkter, belastning af højre ventrikel eller blodprop i benet. Meta-analyse viste at enkelte ultralydstegn er karakteriseret af høj sensitivitet eller specificitet.

Herefter udfærdigede vi en skræddersyet ultralydsprotokol med formålet at allokere patienter med mistænkt lungeemboli til enten: 1) lungeemboli afkræftet, 2) lungeemboli bekræftet, eller 3) behov for røntgendiagnostik. Resultaterne af det deskriptive studie antyder at en kombination af lav prætest sandsynlighed samt ultralyd uden tegn på lungeemboli har en høj negativ prædiktiv værdi, mens tilstedeværelsen af de mest specifikke ultralydstegn, som blodprop i benet eller McConnell’s tegn, har en høj prædiktiv værdi uanset præ-test sandsynligheden.

For at undersøge om ultralydstilgangen reducerer henvisninger til røntgendiagnostik i den kliniske hverdag udførte vi et multicenterstudie, hvor 150 patienter blev randomiseret til enten udredning som vanligt eller undersøgelse med vores skræddersyede ultralydsundersøgelse. Vi fandt en 45,2% (95% CI: 34,3 – 56,6) reduktion i henvisninger til røntgendiagnostik hos de 73 patienter der blev randomiseret til ultralydsgruppen. Ud af de 30 patienter i ultralydsgruppen der ikke modtog antikoagulation blev to (6,7%, 95% CI: 1,9 – 21,3) diagnosticeret med lungeemboli i løbet af opfølgningsperioden på tre måneder.
Bidragets oversatte titelUltralyd ved mistænkt lungeemboli
OriginalsprogEngelsk
Bevilgende institution
  • Syddansk Universitet
Vejledere/rådgivere
  • Laursen, Christian Borbjerg, Hovedvejleder
  • Møller, Jacob Eifer, Bivejleder
  • Brabrand, Mikkel, Bivejleder
  • Posth, Stefan, Bivejleder
  • Poulsen, Mikael Kjær, Bivejleder
Dato for forsvar13. okt. 2023
Udgiver
DOI
StatusUdgivet - 21. sep. 2023

Note vedr. afhandling

Den fulde afhandling kan læses på SDUs bibliotek.

Emneord

  • Lungeemboli
  • Ultralyd
  • Ekkokardiografi
  • Blodprop
  • Lungemedicin
  • Kardiologi
  • Akutmedicin

Fingeraftryk

Dyk ned i forskningsemnerne om 'Ultralyd ved mistænkt lungeemboli'. Sammen danner de et unikt fingeraftryk.
  • Bedste mundtlige oplæg

    Falster, C. (Modtager), 16. mar. 2022

    Pris: Priser, stipendier, udnævnelser

Citationsformater