Ultrasound and PET-CT in diagnosis and management of unilateral plural effusions

Pleuraeffusion, akkumulering af væske i pleurahulen, er en hyppig tilstand med flere underliggende årsager. Ensidig (unilateral) pleuraeffusion opstår oftest på baggrund af kræft eller inflammation. Incidensen af patienter med pleuraeffusion er stigende, hvorfor der er behov for at finde mulige forbedringer af de nuværende retningslinjer for diagnostik og behandling. Hos patienter med pleuraeffusion er hovedsymptomet åndenød. Nedsat bevægelighed af diafragma menes at være den mest betydende patofysiologiske mekanisme. Pallierende pleuracentese er én form for lindring. Ved at identificere faktorer associeret med en klinisk signifikant bedring af åndenød efter drænering og med tid til tilbagevenden af en symptomatisk pleuraeffusion, er det muligt at understøtte patientens og lægens fælles beslutningstagning omkring behandlingen. Denne afhandling havde til formål at undersøge værdien af tillæg af ultralyd af brystkassen og positron emission tomografi-computer tomografi (PET-CT) i diagnostikken af patienter med unilateral pleuraeffusion. Endvidere ønskede jeg at afsøge flere aspekter omkring behandling af patienter med recidiverende pleuraeffusioner med pallierende pleuracentese.

 Afhandlingen er baseret på data fra to prospektive, kliniske studier og en systematisk litteraturgennemgang og metanalyse. Jeg fandt, at tillæg af tidlig ultralyd af brystkassen har begrænset værdi i diagnostikken af patienter med unilateral pleuraeffusion, hvis der ofte forelægger computer tomografi (CT) af brystkassen. Integreret PET-CT med visuel/kvalitativ billedanalyse kan have diagnostisk værdi, men den underliggende evidens er begrænset. Vedrørende patienter med recidiverende pleuraeffusion, er patienter og læger i samme grad ude af stand til at forudsige tiden til næste pallierende pleuracentese. Dette understreger vigtigheden af fleksibel adgang til pleuracentese. Jeg fandt, at den daglige væskeproduktion og en stor pleuraeffusion er korreleret med øget hazard for hurtig gendannelse af pleuravæske, mens septae er associeret med nedsat hazard. Disse fund kan muligvis hjælpe med at justere patientens forventninger og bedre planlægning af behandlingen. Endvidere fandt jeg, at patienter med et initialt højt niveau af åndenød og med fuldt udtømte effusioner har højere sandsynlighed for en klinisk relevant lindring af åndenød efter udtømning af pleuravæske. Denne viden kan muligvis guide behandlingen af patienter med pleuraeffusion.