Tværsektorielle samarbejder mellem idrætsforeninger og turismesektoren: Initiering, organisering, værdiskabelse og sektorielle forskelle i samarbejder relateret til naturbaserede outdooraktiviteter

Denne afhandling fokuserer på de potentialer og udfordringer, der findes i udvikling og understøttelse af naturbaserede aktiviteter gennem tværsektorielle samarbejder mellem frivillige foreninger og andre stakeholdere involveret i turismen. Afsættet for dette fokus var Regeringens nationale turismestrategi fra 2016, hvori det fremgår, at den danske turismesektor udfordres af et begrænset udvalg af kultur¬- og fritidsaktiviteter, der er tilgængelige for turister. Strategien peger derfor på, at en række danske kyst-¬ og naturturismedestinationer har potentiale til at udvikle internationalt konkurrencedygtige tilbud af naturbaserede outdooraktiviteter. Det blev underbygget af nationale turismefremmeorganisationer. Frivillige organisationer spiller en stor rolle i forhold til potentialet for udvikling af oplevelses- og aktivitetsmuligheder i naturen, da strategien anbefaler, at den kommercielle outdoorturisme udvikles, samtidig med, at forankringen i det frivillige foreningsliv fastholdes. De seneste årtier har der været et stigende fokus på foreningernes potentiale i relation til løsningen af offentlige velfærdopgaver, men med turismestrategien blev foreningslivet tillagt en ny samfundsmæssig rolle, da der her er tale om udvikling af en kommerciel erhvervssektor.

Turismestrategien fremhæver, at det offentlige, i form af turismefremmeindsatsen, har en mere indirekte rolle i udviklingen af outdoorturismen. Turismestrategien rammesatte dermed udviklingen af naturbaserede turismeaktiviteter som et fælles projekt eller samarbejde, hvor rollerne er fordelt sådan, at foreningerne udvikler, mens turismeaktørerne kommercialiserer og offentlige instanser markedsfører. Udviklingen af de naturbaserede outdooraktiviteter bliver derfor et tværsektorielt projekt med aktører fra flere af samfundets tre sektorer: den frivillige, den private og indirekte den offentlige sektor.

Tværsektorielle samarbejder giver på den ene side organisationer mulighed for at byde ind med deres specifikke resurser, så der opbygges en fælles ressourcepulje, der giver mulighed for løsning af problemstillinger, der ikke var mulig for organisationerne på egen hånd. Det giver derfor mening at samarbejde på tværs af sektorer i relation til turisme, da turisters oplevelse af en feriedestination formes af en lang række forskellige aktører eller stakeholdere. Men de tværsektorielle samarbejder udfordres af de forskellige værdier og normer, der kendetegner de enkelte sektorer. Tværsektorielle samarbejder er derfor ofte mere konfliktfyldte og ineffektive, og ender ofte i fiasko trods gode hensigter og potentialer.

Da naturbaserede outdooraktiviteter oftest har et fysisk element, kobler de sig naturligt til idrætsforeningerne, der er den mest udbredte foreningstype i Danmark. Næsten halvdelen af alle danskere er medlem af en idrætsforening og idrætsforeningerne er derfor samlet set den største udbyder af fritidsaktiviteter. Foreningerne besidder viden, kompetencer relateret til deres aktivitet og har kendskab til lokalområdets muligheder, som kunne være relevante i forhold til udvikling af naturbaserede outdooraktiviteter for gæster og turister. Men foreningernes aktiviteter baserer sig på et forpligtende fællesskab. De fleste idrætsforeninger har derfor kun aktiviteter for deres medlemmer og således ikke aktiviteter, der er åbne for alle. Det kan derfor diskuteres hvilken interesse idrætsforeningerne har i at udvikle outdooraktiviteter for gæster, der blot er i området i en kort periode, og dermed ikke vil kunne indgå i det foreningsbaserede fællesskab over længere tid.

Der er stort set ingen forskning på området og derfor kun begrænset viden om tværsektorielle samarbejder, hvor frivillige foreninger, der som idrætsforeningerne har et mål uden for turismen, involverer sig i turismen. Afhandling har derfor haft til formål at undersøge, hvilke potentialer og udfordringer, der findes i udvikling og understøttelse af naturbaserede outdooraktiviteter gennem tværsektorielle samarbejder mellem frivillige foreninger og andre stakeholdere involveret i turismen.

Forskningsspørgsmål
Samarbejder er ikke statiske. Tværtimod skal de anskues som en proces, der udvikler sig over tid. For at forstå samarbejderne har afhandlingen fokuseret på den proces, der udvikler og strukturerer samarbejderne, og som er med til at definere, hvor formaliserede samarbejderne er. Dette er gjort ud fra følgende forskningsspørgsmål:

1.Hvordan opstår og organiseres tværsektorielt samarbejde om turismerettede outdooraktiviteter mellem frivillige foreninger og turismesektorens stakeholdere, og hvordan involveres stakeholderne i denne proces?

Da organisationer kun indgår i samarbejder i længere tid, hvis de skaber værdi, har afhandlingen også undersøgt, hvordan samarbejde skaber værdi for de involverede stakeholders. Dette blev gjort med afsæt i følgende spørgsmål:

2.Hvilke typer af værdi og på hvilke organisatoriske niveauer foregår værdiskabelsen i tværsektorielt samarbejde mellem frivillige foreninger og turismesektorens aktører?

Da de sektorielle forskelle kan spille ind på samarbejderne succes har afhandlingen undersøgt, hvordan de sektorielle forskelle henholdsvis fremmer eller udfordrer samarbejdsprocessen. Dette forhold er belyst ud fra spørgsmålet:

3.Hvordan spiller organisationernes sektorielle forskelligheder en rolle i relation til samarbejde?

Gennem besvarelse af ovenstående tre spørgsmål bidrager afhandlingen med ny viden om de potentialer og udfordringer, der ligger i inddragelse af frivillige foreninger i tværsektorielle samarbejder med private turismeaktører.

Teori og metode
Afhandlingen har anlagt et stakeholderteoretisk perspektiv på tværsektorielt samarbejde. Samarbejde forudsætter, at organisationer anser sig som en af flere gensidigt afhængige stakeholdere. Ved at betragte samarbejde som et domæne flyttes fokus fra den enkelte organisation til samarbejdet og de involverede stakeholderes gensidige afhængighed. Med det afsæt anskues samarbejde som en proces, der udvikler sig gennem fem faser: forudgående fase, problemfastsættelsesfasen, retningsbestemmende fase, struktureringsfasen og effektfasen. Det har gjort det muligt at undersøge, hvilke forudgående forhold, der har ledt op til de initierende netværksinitiativer, og hvordan samarbejdets formål, indsats og struktur udvikles. Herunder også hvordan de enkelte stakeholdere har været involveret i processen. I forbindelse med struktureringen kan samarbejde organiseres forskelligt fra uformelle og mindre strukturerede netværksinitiativer over koordinationer, der søger en gensidighed i fraværet af egentlige regler, til fuldt formaliserede korporationer. I forbindelse med denne formalisering ændres, vil også ledelsen af samarbejdet udvikles. Ledelsesfunktionen kan varetages af en til formålet etableret organisation eller en af de involverede organisationer, som udpeges som tovholder. Tovholderen er ansvarlig for, at der anvendes den nødvendige ledelse eller styring, så samarbejdsforhold og –aktiviteter reguleres og etablerede spilleregler og grundlæggende værdier fastholdes, så det er muligt for de involverede organisationer at udføre meningsfulde handlinger i domænet. Tovholderen må have en fornemmelse for det bredere sociale felt omkring domænet, men må modsat ikke overtage funktioner fra de involverede organisationer. Domæneteorien giver således en ramme for analyse af, hvordan samarbejderne opstår og organiseres.

Grundet de sektorielle forskelle må værdibegrebet forstås bredere end blot økonomisk værdi, hvorfor man kan tale om forskellige typer af værdi:

-Associeringsværdi, der opstår ved øget opmærksomhed og opbygger en form for overført troværdighed.
-Overført resurseværdi, der dannes ved at resurser ledes fra en organisation til en anden.
-Interaktionsværdi udgøres af de immaterielle værdier, herunder omdømme, tillid, relationer mv.
-Synergetisk værdi indfinder sig, når stakeholderne kombinerer resurser og skaber bedre samarbejdsmæssige produkter, der ikke var muligt for dem individuelt

De fire typer af værdi kan indfinde sig på henholdsvis individ, organisations-, samarbejds- og samfundsmæssigt niveau. Værdiskabelsen kan således gavne både de individer og organisationer, der er involveret i samarbejderne, i henhold til samarbejdets mål men også for det bredere samfund. Ved at anskue værdiskabelsen ud fra de fire typer og niveauer har det været muligt at analysere, hvordan samarbejderne skaber værdi.

Da værdiskabelsen på samfundsmæssigt niveau kan ligge uden for samarbejdernes formål, kræver det et fokus på både samarbejdet og dets kontekst. Denne bredere og dybere forståelse for samarbejderne er også nødvendig for, at kunne analysere, hvordan stakeholdernes sektorielle forskelligheder bringes i spil i samarbejderne. Derfor har afhandlingen benyttet casestudier som metode. Den gør det muligt at undersøge den konkrete praksis og samtidig favne omkringliggende forhold, som fx samarbejdets type, historiske baggrund og fysiske setting, der påvirker samarbejdet. Tilgangen gjorde det muligt, at analysere processer, kontekster, handlinger og meninger over tid.

For at få et indblik i hvilke samarbejder mellem idrætsforeninger og turismevirksomheder omkring naturbaserede outdooraktiviteter, der findes og kan anvendes som empiri i afhandlingen, blev der taget kontakt til 26 turismefremmende organisationer på danske kyst- og naturdestinationer. Afdækningen resulterede i 47 aktiviteter, hvor foreninger indgik i aktiviteter, der er tilgængelige for gæster og turister. Ud af de 47 aktiviteter blev der udvalgt tre cases, som har fungeret som afhandlingens empiri. Casene blev udvalgt med henblik på at skabe størst mulig forskel på følgende områder:

- hvilken sektor den initiativtagende organisation tilhører,
- om der er få eller mange involverede stakeholdere, og
- formaliseringsgraden af de enkelte samarbejder.

For at sikre at samarbejderne er sammenlignelige var det et inklusionskriterie, at samarbejdet involverede mindst én forening og én turistvirksomhed, samt at samarbejdet har kørt i mindst et år.

Cases
De tre cases, der blev udvalgt som afhandlingens empiri er:

Saltum-Casen
I Jammerbugten tæt på strand og naturområder ligger Saltum Strand Camping. Campingpladsen har opbygget en idrætsprofil ved blandt andet at samarbejde med idrætsforeninger. Gennem samarbejderne tilbydes campingpladsens gæster mulighed for at deltage i fx MTB- og løbeaktiviteter. Campingpladsen samarbejder også med lokale foreninger om afvikling af events.

Riverfisher
Gennem årtier har frivillige lystfiskerforeninger kæmpet for at sikre Skjern Å laksens overlevelse. Det har resulteret i, at kvaliteten af laksefiskeriet i Skjern Å nu er helt i top. Derfor har Herning og Ringkøbing-Skjern Kommuner initieret Riverfisher, som har til formål at fremme lystfiskerturismen i de midtjyske åer. For at skabe et samlingssted for områdets lystfiskere og et informationspunkt for gæstende lystfiskere er Laksens Hus etableret ved Skjern Å. Projektet er afhængigt af samarbejde med lodsejere, der ejer jorden langs åen, og områdets lystfiskerforeninger, der lejer fiskeretten af lodsejerne.

MTB-partnerskabet
I Varde Kommune har Mountainbikeforeninger etableret en række MTB-spor i henholdsvis kommunale og statslige skove. Da sporene er anlagt på offentlig jord, er de frit tilgængelige for områdets mange gæster og turister. I takt med at interessen for MTB er steget, øges sliddet på sporene. Vedligeholdelsesbyrden, der påhviler foreningerne, er derved også steget. Derfor tog en MTB-forening initiativ til at få etableret et partnerskab, hvor turismevirksomheder, DGI, Naturstyrelsen og kommunen overfører økonomiske midler eller materialer til sporvedligehold. Områdets turismefremmeorganisation, ProVarde, er udpeget som tovholder på projektet.

Konklusioner
Casenes samarbejder viser, at de tværsektorielle samarbejder mellem idrætsforeningerne og turismesektoren initieres grundet en given situation eller hændelse, som ønskes håndteret. Derfra udvikler de sig gennem de fem faser, hvori de involverede organisationer forhandler om samarbejdets fokus og struktur. Tværsektorielle samarbejder om turismerettede outdooraktiviteter initieres både af frivillige foreninger, turismevirksomheder og offentlige institutioner. Foreningerne initierer og involverer sig oftest i samarbejder med henblik på at løse en udfordring, mens virksomhederne (og offentlige organisationer) i højere grad er potentialedrevet. Selvom samarbejdets retning og handlingsrum forhandles mellem de involverede organisationer, så former samarbejderne sig i forlængelse af de organisationer, der tager det indledende initiativ. Derfor håndterer samarbejder, der er initieret af foreningerne, en udfordring for foreningerne, mens de virksomhedsinitierede forløser et potentiale for virksomheden. Til trods herfor, så er det vigtigt at involvere potentielle samarbejdspartnere tidligt i processen, da det giver de enkelte organisationer mulighed for at byde ind med deres resurser.

Samarbejderne kan organiseres og styres mere eller mindre formelt. Afhandlingens analyser peger på, at der i samarbejder med mange involverede stakeholdere er et større behov for formel organisering og udpeget tovholder. I forlængelse heraf tyder det på, at involvering af offentlige organisationer medfører øget formalisering. Men selv i uformelle samarbejder med få involverede organisationer er der behov for en tovholder, der kan sikre fremgang i projektet.

Ud fra de tre cases kan det ses, at samarbejdernes primære værdiskabelse sker på organisations og samarbejdsmæssigt niveau, hvormed de skaber værdi for de involverede organisationer og ved at håndtere den problemstilling, der samarbejdes om. Det konkretiseres blandt andet ved at skabe løsninger, der ikke er mulige for de enkelte organisationer på egen hånd. Derudover udbygger samarbejderne de involveredes netværk ved at skabe og udbygge relationerne mellem stakeholderne. Samarbejder forbedrer dermed mulighederne for fremtidige samarbejder.

På tværs af casene bidrager samarbejderne til øget opmærksomhed og legitimering af de involverede organisationers aktiviteter. Særligt foreningerne opnår denne positive opmærksomhed og legitimering af deres indsats som noget, der gavner bredere end blot egne medlemmer. Denne gevinst er dog ikke nødvendigvis synlig for foreningerne (eller de andre organisationer), men kan bidrage til at opnå politisk indflydelse eller finansiering, hvis den anvendes strategisk.

Casene viser, at lokalsamfundsudvikling er et fælles interesseområde på tværs af sektorielle skel. Den lokalsamfundsmæssige gevinst kan derfor være en driver for samarbejder for både virksomheder og foreninger. Det konkluderes derfor, at de gevinster, som samarbejdet kan bibringe for lokalsamfundet, bør overvejes og italesættes, når organisationer undersøger mulighederne for at samarbejde på tværs af sektorer, da de kan supplere organisationernes gevinst og fungere som et fælles værdimæssigt omdrejningspunkt. Dette lokalsamfundsfokus var dog ikke aktuelt i det samarbejde, der involverede en organisation (forening), som ikke var fra lokalområdet. Modsat var dette det eneste samarbejde, hvor der var en tydelig og direkte værdiskabelse på individ niveau. Samlet tegner der sig således et billede af, at involvering uden for eget lokalområde kræver en personlig gevinst, mens involvering i lokalområdet i højere grad kan ske med en forventning om gevinst for organisationen eller lokalsamfundet. Særligt foreningerne er fokuserede på organisationens gevinst, så et fokus på den samfundsmæssige gevinst bør ikke stå alene, men kombineres med et fokus på den værdiskabelse, de enkelte organisationer opnår gennem samarbejderne.

I forhold til spørgsmålet om, hvorvidt sektorielle forskelligheder spiller en rolle i samarbejder, kan det konkluderes, at samarbejder mellem idrætsforeninger og turismevirksomheder besidder potentialet til at realisere de fordele, der kan ligge i tværsektorielle samarbejder. Samarbejderne lader de involverede organisationer byde ind med resurser, der kendetegner de respektive sektorer. Foreningerne får yderligt mulighed for at aktivere deres organisationsspecifikke resurser i form af viden og kompetencer, der relaterer sig til deres idrætslige aktiviteter. Turismevirksomhederne bidrager derimod ikke på samme måde med organisationsspecifikke resurser i samarbejderne. De aktiverer i højere grad deres organisationsspecifikke resurser til at sikre, at samarbejderne skaber værdi for egen organisation.

Til forskel fra turismevirksomhederne og de offentlige organisationer, så ser foreningerne i høj grad de aktive gæster og turister som medudøvere. Foreningerne har derfor en form for aktivitetsbaseret interessefællesskab med gæsterne. Det medfører også, at foreningerne er fokuserede på at skabe gode idrætsoplevelser, mens virksomhederne (og offentlige organisationer) er mere fokuseret på understøttende services, som toiletforhold og opholdsområder. Foreningerne bidrager dermed gennem samarbejderne til at gøre området til et sted, som andre udøvere finder interessant at besøge. De er med til at skabe en idrætslig destination. Derudover så bidrager foreningernes egen brug af området naturbaserede faciliteter med en løbende analyse af, den oplevelse, som også gæster vil have af området fx i relation til vedligeholdelsestilstand og oplevelse af trængsel. Foreningerne kan derfor være en kilde til en form for løbende oplevelsesanalyse af destinationen.

Foreningerne har ikke samme interesse i økonomisk fortjeneste eller vækst, som kendetegner turismevirksomhederne. Det kan være en fordel i samarbejder, da der således ikke skal konkurreres om samme gevinst. Til trods herfor, så kendetegnes flere samarbejder ved en noget-for-noget logik, der traditionelt hører til i den private sektor. Foreninger og turismevirksomhederne går således ind i samarbejderne med en forventning om at skulle yde noget for at opnå en gevinst. Det kan derfor konkluderes, at der er sektorielle forskelle i forhold til, hvilke gevinster, der samarbejdes for. Men fælles for organisationerne er, at samarbejderne og turismen anvendes som et middel til at opnå gevinst for egen organisation.

Afhandlingens konklusioner kan sammenfattes til følgende punkter, der er centrale, hvis man vil initiere tværsektorielle samarbejder, der involverer idrætsforeninger og turismevirksomheder:

-Hvis man vil samarbejde, så skal man ville samarbejdet. Det er derfor vigtigt at inddrage primære stakeholdere tidligt i processen, således organisationerne kan få afklaret forventninger og skabt en fælles ramme for samarbejdet. Inddragelse af stakeholdere ændrer ikke samarbejdets grundlæggende formål, men åbner for dialogen om ønsker til gevinst og mulighed for bidrag.

-Man bør i højere grad fokusere på destinationsudvikling som lokalsamfundsudvikling frem for turismeudvikling. Det skyldes, at samtlige organisationer på tværs af sektorielle skel har en interesse i lokalsamfundet, mens turismen i sig selv ikke anskues som et ubetinget gode.

-Udvikling af lokalsamfund kan være et fælles udgangspunkt for samarbejder i landområder, men der må samtidig være en fokuseret dialog om, hvilken værdi samarbejdet kan skabe for de enkelte organisationer. I denne sammenhæng er det relevant at se værdibegrebet bredt, da også relationer, opmærksomhed og legitimering kan være positive afkast fra samarbejder.

-Det er centralt, at der er en tovholder, der sikrer vedvarede fremdrift og kommunikation i samarbejdet. Denne kan være mere eller mindre formelt udpeget afhængig af samarbejdets karakter.

Relateret til den involvering af idrætsforeningerne som den nationale turismestrategi lægger op til, er afhandlingens centrale konklusioner i punktform:

- Idrætsforeningerne i de undersøgte cases er generelt positivt indstillede for turismen og dens potentialer for udvikling af lokalsamfund. Men turismefremmende tiltag vil ikke per definition fremme foreningernes aktiviteter. Derfor vigtigt med et fokus på hvilken værdi turismefremmende tiltag skaber lokalt, hvis man ønsker foreningernes involvering.

- Foreningerne skal anskues som ligeværdige parter i samarbejder. De indgår i samarbejder med en forventning om at få indflydelse, yde et bidrag og opnå et mål eller en gevinst. En gevinst der angiveligt relaterer sig til deres medlemsaktiviteter.

- Foreningerne besidder en række resurser, der er relevante for turismesektoren, så som mulighed for at mobilisere frivillige kræfter og en organisationsspecifik viden om deres idrætsgren og afvikling af aktiviteter og events.

- Foreningerne anskuer gæster og turister som medudøvere. Der er således et interessefællesskab mellem gæst og vært, der medfører, at foreningerne kan påtage sig en særlig ambassadørrolle.

- Foreningerne har et fokus på at fremme kvaliteten i aktiviteten. Det kan på den ene side hjælpe til at samarbejderne fokuserer på det, der gør aktiviteten eller stedet interessant at besøge. Men foreningernes løbende involvering i aktiviteterne giver også et brugerperspektiv, der kan give turismesektoren et indblik i, hvordan aktiviteterne opleves af gæster.

Afhandlingens grundlæggende bidrag består i undersøgelsen et forholdsvis udbredt fænomen på danske kyst- og naturdestinationer, som har fået minimal forskningsmæssig opmærksomhed. Derved bidrager afhandlingen med et indblik i en eksisterende praksis. Derudover bidrager afhandlingen med en række konklusioner der nuancerer eksisterende teorier og studier, der kan opsummeres til følgende punkter:

- Den initiativtagende stakeholder definerer i høj grad fokus og retning for samarbejdet. Denne initiativ-effekt, hvor initiativer i den forudgående fase påvirker samarbejdets retning og handlingsrum udfordrer eller nuancerer den eksisterende teori om den faseopdelte samarbejdsproces.

- Med afsæt i teorierne om samarbejdernes faser og opdeling af stakeholdere i henholdsvis primære og sekundære er der opsat en model, der visualiserer samspillet mellem stakeholdere og samarbejdets faser, herunder stakeholdernes påvirkning af samarbejdet.

- Da turismen ikke med garanti gavner alle parter er det mere relevant at fokusere på lokalsamfundsudvikling end turisme- eller destinationsudvikling, når man ønsker at udvikle naturbaserede outdooraktiviteter i landdistrikterne.

- Foreningernes fokus på brugeroplevelsen og kvalitet i aktiviteten kan ses som et fokus på det der gør stedet værd at besøge. Ved at inddrage dette perspektiv i udvikling af aktiviteter vil turismesektoren i højere grad blive medskaber af det produkt, som de baserer deres virksomhed på.