Trivsel, læring og udvikling må bygges på forståelser af det specifikt menneskelige: En kritisk analyse af emotionsregulerende indsatser i pædagogisk praksis

Denne artikel skal læses som et udkast til og argumentation for den kritiske psykologis grundlagsforståelser, som teoretisk grundlag for at forstå, hvorfor det står sløjt til med menneskehedens mentale trivsel.
Menneskets subjektivitet må forstås historisk dialektisk materialistisk både ’indvortes’ og ’udvortes’. Forstået som uløseligt forbundet hele vejen fra den enkeltes biologi til den fysiske sociale omverden, samt internt i den kritisk psykologiske teoriudvikling og i det mere pædagogiske og politiske projekt.
Den kritiske psykologi er i sit udgangspunkt optaget af og funderet i menneskets biologi og krop, men i ambitionen om at insistere på en psykologi, der inddrager det sociale og intersubjektive som mindste analyseenhed, er teoriudvikling, der inddrager og begrebssætter den menneskelige krop, mere eller mindre blevet efterladt på de første sider i Grundlegunds kapitel 5 (Holzkamp, 1983) ved det faktum, at menneskekroppen rejste sig og blev samfundsmæssig.
Gennem artiklen diskuteres hvordan det internt i det kritisk psykologiske teoriudviklingsprojekt, i den vigtige insisteren på ’samfundsmæssigheden’, kan ses tendenser til at glemme, underkende eller overse begreber, der kan sikre, at selve det, den kritiske psykologi betegner som ”det specifikt menneskelige”, inkluderes i den praksis, teorien byder sig til for. Gennem analyser af aktuelle tendenser i skole(starts)pædagogisk praksis, vil jeg argumentere for vigtigheden af, at vi vender tilbage til ’rødderne’ og minder os selv, psykologien og den øvrige verden om, at mennesket er et biologisk væsen, med både krop og kognition, sanselighed og emotioner, som indgår uløseligt i samspil med omverdenen.