Treatment and Monitoring of the Bone Disease in Multiple Myeloma Patients

Myelomatose (MM) er en malign plasmacellesygdom. Den er uhelbredelig og viser sig primært ved: Positiv M-komponent, nyreskade, immunparalyse, blodmangel, hyperkalkæmi og særligt væsentlige osteolytiske knogledestruktioner.

Knogleskader er hyppige i patienter med MM, de heler sjældent og medfører betydeligt nedsat livskvalitet. Progressiv knoglesygdom kan udvikle sig hurtigt og lede til patologiske frakturer såvel som sammenfald i rygsøjlen. Derfor er hurtigt forebyggelse og tidlig diagnostik essentielt for at kunne indlede rettidig behandling.

Denne afhandling bidrager til den nuværende viden om forskellige billedmodaliteter og strategier til at forebygge knoglesygdom i MM. Yderligere undersøger den muligheden for at opnå heling af knoglelæsioner i MM. Denne afhandling er baseret på fire publicerede artikler. Desuden vil hidtil upublicerede data blive diskuteret.

Den første artikel, ” A prospective study of Skeletal survey versus Low-dose wholebody CT for Osteolytic lesions in Multiple Myeloma” fokuserer på hvorledes man bedst identificerer osteolytiske læsioner i MM. Klassisk skeletrøntgen har længe været anset for at være som guldstandarden ift. at identificere osteolytiske læsioner i MM, men det har længe været kendt at endda betydeligt knogletab ikke altid vil kunne ses på klassisk skeletrøntgen. Multiple retrospektive studier har vist overlegenhed af lav dosis hel-krops-CT-scanninger, men prospektive data manglede. I artiklen sammenlignes parrede undersøgelser af MM patienter med hhv. helkrops-røntgen undersøgelser og CT-skanninger prospektivt. Artiklen finder at CTscanningen er bedre end helkrops røntgen både ift. at finde progressiv knoglesygdom i MM og ift. at identificere osteolytiske læsioner i specifikke områder af skellettet.

 Den anden artikel “Potential value of pre-planned imaging of bone disease in multiple myeloma.”, undersøger værdien af lavdosis helkrops CT yderligere. Specifikt undersøges værdien af planlagte screeningsundersøgelser.

Aktuelt anbefales screeningsundersøgelser over tid ikke ift. MM, da man i tidlige studier ikke har kunnet finde betydende fund. Tidligere data har været sparsomme og kun baseret på klassisk skeletrøntgen, da lavdosis CT hverken var tilgængelig eller realistisk på dette tidspunkt. Med den lavere sensitivitet af skeletrøntgen sammenlignet med CT er det muligt at en ny undersøgelse med CT ville frembringe andre resultater. Det er således muligvis relevant at revurdere.

Artiklen viser at screeningsundersøgelser på patienter med MM finder et betydeligt antal klinisk relevante læsioner som kan repræsentere tidlig knoglesygdom.

Den tredje artikel: ”In multiple myeloma, monthly treatment with zoledronic acid beyond two years offers sustained protection against progressive bone disease” går videre fra spørgsmålet om monitorering af osteolyser og anden progression af skader i skellettet til at undersøge hvorvidt skeletskader kan forebygges i et randomiseret studie. De fleste aktuelle retningslinjer anbefaler ikke zoledronsyre som standardbehandling efter to år. Disse retningslinjer baserer sig på længden af followup i de oprindelige bisfosfonatstudier og hensyn til risikoen for eventuelle bivirkninger.

Denne artikel finder evidens for betydeligt reduceret risiko for progressiv knoglesygdom i patienter der fortsætter med zoledronsyre op til samlet fire år efter to års initial behandling. Endvidere finder studiet ikke signifikant øget risiko for bivirkninger. Studiet tyder således på, at en ændring i klinisk praksis kan være til fordel for patienterne.

Den fjerde artikel:”Increased Bone Volume by Ixazomib in Multiple Myeloma: 3- Month Results from an Open Label Phase 2 Study.” er et eksplorativt studie som undersøger hvorvidt langtids vedligeholdelsesbehandling med ixazomib kan hjælpe med heling af allerede erhvervede osteolytiske læsioner i patienter med MM. Artiklen præsenterer data fra de første tre måneders behandling og vil senere blive fulgt op med en artikel, der repræsenterer hele studiet. Denne artikel er ikke en del af denne tese, men nogle data fra studiet efter tre måneder vil blive præsenteret.

I studiet blev patienter fulgt med knoglemarkører, hoftekambiopsier, og NaF-PETCT skanninger. Hoftekambiopsier taget efter 3 måneders behandling viser signifikant øget størrelse af de enkelte knogleenheder (fra enkelte knogledannende events) og samlet knoglemængde. Heling af enkelte præeksisterende læsioner på helkrops-CT blev ikke set.

Samlet set tilføjer denne afhandling viden ift. monitorering af knoglesygdom, så vel som forebyggelse og behandling af knoglelæsioner. Forhåbentligt vil den hjælpe på den videre vej mod forbedringer til gavn for MM patienter.