TO:MOVE-ICU: To Optimise MObilisation in mechanically VEntilated and conscious patients in the Intensive Care Unit: A Participatory Design study

I Danmark bliver cirka 30.000 patienter behandlet på en intensivafdeling hvert år. Teknologiskefremskridt og forbedret intensivbehandling har øget antallet af patienter, der overlever kritisksygdom. Ikke desto mindre oplever tidligere patienter en række kognitive, psykologiske og fysiskesundhedsudfordringer, som kan fortsætte op til 5 år efter en intensiv indlæggelse. Data viser, attidlig mobilisering inden for de første dage af intensiv indlæggelsen, kan reducere muskelatrofi ogforbedre patienternes fysiske funktion ved udskrivelse fra sygehuset. Internationale retningslinjeranbefaler mobilisering, så snart det er klinisk muligt og det vurderes som sikkert og gavnligt, ogsåunder respiratorbehandling. Samtidigt anbefales reduceret sedation og god smertebehandling, såpatienterne sikres komfort med mindst mulig brug af medicin. Dette betyder også, at patienternekan deltage i mobiliseringen. Undersøgelser viser dog, at mobilisering af respirator behandledepatienter mangler implementering i kliniske praksis. Generelt eksisterer der en kløft mellemeksisterende evidens og nuværende praksis, hvilket indikerer, at mobiliseringspraksis på intensivkan optimeres. Samtidig bør det anerkendes at mobilisering i intensiv praksis er kompleks oginvolverer mange aspekter. Den centrale antagelse bag denne undersøgelse var derfor, at der erbehov for dybdegående viden for at understøtte mere aktiv mobilisering og igangsætte patientensgenoptræning så tidligt som muligt.

Det overordnede formål med studiet var, at optimere mobilisering af vågne og respirator behandlede patienter under indlæggelse på intensiv. Dette blev konkretiseret gennem mål om at udforske identificere mulige behov og udvikle en intervention til at støtte mobilisering på intensiv, ud fra patienters, sygeplejerskers og fysioterapeuters perspektiv.

Et Participatory Design-studie i tre iterative faser blev planlagt. To faser er blevet gennemført for at udforske den nuværende mobiliseringspraksis på intensiv og udvikle en intervention der kan støtte patienter, sygeplejersker og fysioterapeuter i mobilisering. Den videnskabelige tilgang var fænomenologisk-hermeneutisk og blev inspireret af Paul Ricoeurs fortolkningsfilosofi.

I den første fase blev behovene hos patienter, sygeplejersker og fysioterapeuter identificeret ud fra de oplevede udfordringer i den nuværende praksis. Der blev gennemført deltagerobservationer på tre intensiv afdelinger blandt 12 vågne og respirator behandlede patienter, sygeplejersker og fysioterapeuter under mobiliseringssessioner. Derudover blev der foretaget accelerometer målinger for at opnå yderligere indsigt i bevægelsesmønsteret og den daglige variation af patientens fysiske aktivitet under respiratorbehandling og intensiv indlæggelsen. Efterfølgende blev der gennemført interviews med syv af de inkludere patient, samt to fokusgruppeinterview med sygeplejersker og fysioterapeuter.

Fundene afslørede, at respirator behandlede patienter primært er inaktive. Fysisk aktivitet blev udført inden for to korte tidsperioder i løbet af dagen, og syntes at være relateret til aktiviteter igangsat af sygeplejersker og/eller fysioterapeuter. Patienterne oplevede, at mobilisering konfronterende dem en svigtende krop. De reagere med både overraskelse og forskrækkelse over tabet af kropslig kontrol. Kropslig guidning, menneskelig relation og en ´balanceret standing-by´ der gradvist støttede og udfordrede patienterne under mobilisering, blev fundet vigtigt for at styrke dem til at genvinde kontrol over deres krop. Resultaterne afspejlede et behov for en individualiseret og fleksibel mobiliseringsplan. Desuden fandt vi et behov for tydelig tværprofessionel kommunikation, for at afstemme forventninger til mobilisering mellem patient, sygeplejerske og fysioterapeut.
I anden fase blev der udviklet én intervention baseret på fundene fra fase 1, ud fra patienternes, sygeplejerskernes og fysioterapeuternes perspektiver. For at facilitere samarbejde og gensidig læring blev der afholdt seks workshops. Konceptet om at ’lukke kommunikationskløften’ førte til udviklingen af en prototype, der blev testet i klinisk praksis. Dette førte til udviklingen af en intervention kaldet TO:MOVE-ICU. Den todelte intervention bestod af en patientcentreret applikation kaldet ”Træning på intensiv” med døgnrytme-plan og træningsøvelser til at inddrage patienterne i planlægning af mobilisering, samt en ”Mobiliseringsmilepæl-tavle”, med tilhørende klinisk guide til at støtte tværfaglig kommunikation og arbejdsgange. En tredje fase var planlagt; dog skulle den patientcentrerede applikation ”træning på intensiv”
yderligere tilpasses. TO:MOVE-ICU intervention vil blive pilottestet og evaluereret i 2024.

Dette studie har bidraget med en unik indsigt i patientoplevelsen af mobilisering blandt vågne respirator behandlede patienter på intensiv. En intervention blev udviklet på baggrund af både patienters, sygeplejerskers og fysioterapeuters perspektiver der kan understøtte fremtidig mobiliseringspraksis. De første skridt blev taget til at implementere en intervention der kan understøtte tværfaglig kommunikation og med udgangspunkt i den enkelte patients tilstand, støtte planlægning af mobilisering i praksis. Under studiet blev der observeret kulturelle ændringer i klinisk praksis i forhold til mobilisering. Disse forandringer er nødvendige for yderligere at kunne understøtte en involverende tilgang, således at de patienter der kan og ønsker deltagelse i planlægning af mobilisering på intensiv bliver involveret. TO:MOVE-ICU interventionen kan dog ikke stå alene, da menneskelig interaktion og en ’ balanceret standing-by’ er afgørende for optimering af mobilisering på intensiv.