Tidligere anbragte unges daglige livsførelse og deltagelse i fællesskaber

Kommuner i Danmark kan tilbyde unge, der er anbragt på en institution når de fylder 18 år, efterværn, frem til de fylder 23 år. Efterværn er støtte i overgangen til voksenlivet, der struktureres omkring hjælp til at finde bolig og job eller uddannelse. Tilbuddet bygger bl.a. på det politiske handlingsprogram “Lige muligheder”, der blev igangsat i 2009, og dets forståelse af, at adgang til job- og uddannelsesfællesskaber giver tidligere anbragte unge et udgangspunkt i voksenlivet, som kan sammenlignes med det som unge, der bor hos deres forældre, har. Men unge, der har været anbragt på en institution, på grund af fx omsorgssvigt, har ofte ringere sociale og faglige forudsætninger for at stå på egne ben, når de fylder 18 år, end unge, der bor hos deres forældre. Samtidig har unge, der bor hos deres forældre, mulighed for at vente med at flytte i egen bolig, til de mener, at de er klar. Gennemsnitsalderen for, hvornår unge i Danmark flytter hjemmefra, er 21 år. Baggrunden for undersøgelsen, som denne artikel er baseret på, er, at forskning viser, at tidligere anbragte unge, på trods af efterværnstøtten, er en samfundsgruppe med store sociale vanskeligheder som fx uddannelsesfrafald, arbejdsløshed, overforbrug af rusmidler, kriminalitet og hjemløshed. Med teoretisk afsæt i kritisk psykologi, og med livsforminterviews som metode, undersøger artiklen tidligere anbragte unges førstepersonsperspektiver på, hvad der konkret sker, når de flytter i egen bolig og starter på en ny skole eller uddannelse, og hvilken betydning efterværn har for deres daglige livsførelse. Formålet er at udvikle viden om, hvordan vi kan forstå tidligere anbragte unges livssituation, deltagermuligheder og handlinger efter anbringelse. Gennem artiklen skal vi se, at de unges sociale vanskeligheder kan forstås som begrundet i et samspil mellem kravet om selvstændighed når den unge fylder 18 år, begrænsninger i planlægningen af efterværn og problemer med at få adgang til positive, relevante fællesskaber. Analysen peger frem mod, at både anbragte og tidligere anbragte unge må inddrages i fremtidens forskning og kvalificering af efterværn, så der kan udvikles nye efterværnsformer- og praksisser, der tager højde for de unges konkrete behov.