There and Back Again: The intertwining of educationally related (im)mobility choices of young adults from peripheral regions with contemporary identity and place narratives

Unges uddannelsesrelatede flyttevalg har tiltrukket stigende opmærksomhed indenfor de seneste år. At unge flytter væk fra mindre byer og landdistrikter og mod større byer, hvor de ofte bliver boende, er et tiltagende problem for sammenhængskraften og den demografiske balance mellem land og by i mange europæiske lande. Med en stigende del af ungdomsårgange som vælger at tage en videregående uddannelse bliver disse flyttevalg særligt relevante, ikke blot for den enkelte unge som skal til at foretage et af sine første vigtige livsvalg, men også for de regioner, kommuner og uddannelsesinstitutioner, som forsøger at tiltrække akademisk orienterede unge og dermed højtuddannet arbejdskraft. Særligt spørgsmålet om, hvordan unge fra landdistrikter og mindre byer kan fastholdes i de lokale områder, trænger sig på for både lokale, regionale og nationale politikere og embedsfolk. Dette Ph.d.-projekt tager afsæt i opfordringer indenfor nyere forskning til inddrage identitetsperspektiver i forståelsen af uddannelsesrelatede flyttevalg for unge, som er vokset op i landdistrikter og mindre byer (i dette projekt betegnet som ”periferiområder”). Derfor er målet med dette projekt at bidrage til forskningen ved at undersøge, hvordan unges uddannelsesrelatede flyttevalg er sammenflettet med identitets- og stedsnarrativer, og derigennem besvare, hvordan denne sammenhæng relaterer sig til periferiområders muligheder for at fastholde og tiltrække akademisk orienterede unge. Dette projekt placerer sig i skæringspunktet mellem ungdoms-, uddannelses-, (im)mobilitets- og stedsforskning. Indenfor disse forskningsfelter er baggrunden for søgningen mod større byer for at starte på en videregående uddannelse velafdækket, men unges søgning mod videregående uddannelser i mindre byer, eller endda ”mod strømmen” har indtil videre været underbelyst. Ligeledes har forskningen været præget af en binær forståelse mellem de unge ’blivere’ i landdistrikterne og ’flyttere’ mod større urbane metropoler, hvilket risikerer af reducere forståelsen af unges uddannelsesrelaterede flyttevalg til en enkeltstående beslutning, fremfor som en del af en proces. Ligeledes har unges fastholdelse af stedstilknytning til den region de er vokset op i, selv efter de har været flyttet væk, modtaget begrænset opmærksomhed. Tiden er derfor inde til at udvikle nye koncepter og forståelse for uddannelsesrelatede flyttevalg for unge som er vokset op i periferiområder. Projektet bygger på et bredt empirisk grundlag af både kvantitative og kvalitative analyser af data indsamlet gennem to forskellige spørgeskemaer, samt dybdegående narrative interviews og fokusgruppe-interviews unge mellem 18 og 35 år under videregående uddannelse i periferi-regioner i Danmark og Holland. Ved at sammenholde analyserne af den indsamlede empiri med eksisterende litteratur indenfor ungdoms-, uddannelses- og migrationsforskning bidrager dette projekt med nye koncepter og afdækker nye dimensioner af unges uddannelses- og flyttevalg. Først og fremmest identificeres unge ’bliveres’ fordele ved at blive boende i den by, hvori de er vokset op, i forbindelse med at starte på en videregående uddannelse (kapitel 4). Disse stedspecifikke fordele er tidligere primært tilskrevet ældre individer, som har boet et sted over et langt liv, men dette kapitel viser at de også findes hos unge. Endda i udstrakt grad. Samtidigt finder dette projekt (kapitel 5) dog også, at unge som flytter ”mod strømmen” og vælger en uddannelsesinstitution udenfor de større byer, risikerer at blive stigmatiseret af deres venner og familier, på trods af at de unge som som tilvælger uddannelse i en mindre by, gør det som et aktivt tilvalg om gerne at ville bo i mindre by, tættere på natur og sociale relationer eller pga. lokationen af en specifik uddannelse (kapitel 5). Sammenholdt rejser disse resultater spørgsmålet om, hvorfor unge vælger ikke at blive i mindre byer og landdistrikter, selv når en videregående uddannelse er tilgængelig i området. Dette besvares igennem præsentationen af konceptet ’symbolsk mobilitetskapital’ (kapitel 6), som beskriver hvordan unge bruger mobilitetsfortællinger, underordnet distance og længde på opholdet, i deres eget livsnarrativ for at kunne bibeholde relationen til deres hjemegn og samtidigt med at undgå stigmatisering som ’bliver’. Disse resultater drages herefter med ind i en kommunal planlægningssammenhæng (kapitel 7), hvor periferiregioners muligheder for at påvirke unge til at flytte tilbage igen analyseres. Dette kapitel finder at kommuners muligheder for at påvirke unges valg først og fremmest er indirekte, men at det dog kan lade sig gøre gennem præcis kommunikation til enkeltindivider om de muligheder som deres hjemkommunen tilbyder. Indflydelsen gør sig dog primært gældende hos unge som allerede føler en høj grad af tilknytning til deres hjemegn. Til slut (kapitel 8) sammenholdes resultaterne fra de forskellige kapitler med hinanden og overordnede konklusioner på baggrund af projektet præsenteres: De uddannelsesrelaterede flyttevalg for unge fra periferiområder skal ses som en del af en mangefacetteret, kompleks proces, hvor individets muligheder for at udvikle de 'rigtige' identitetsfortællinger i konteksten af nuværende stedsnarrativer, videregående uddannelseskultur og de opfattede krav til overgangen til voksenlivet, har en overskyggende stor betydning. Dog viser det sig, at muligheden for at skabe sit eget identitetsnarrativ kan virke til fordel for nogen periferiområder. For selvom unges uddannelsesflyttevalg på mange måder ér determineret af et mobilitetsimperativ, så viser dette projekt dog at unge orienterer sig aktivt ift. både sociale og strukturelle muligheder på forskellige geografiske skalaer, for eksempel igennem præferencer for mindre studiebyer og muligheden for at bibeholde stedspecifikke fordele nuancerer billedet af strømmen af unge mennesker mod de store uddannelsesbyer. Dette betyder at landdistriktskommuner og periferiområder generelt med fordel kunne begynde at definere de unge som flytter væk til større byer som ’potentielle tilbageflyttere’ fremfor blot ’flyttere’. I stedet for at forsøge at forhindre at unge flytter væk, peger dette projekt på at periferiområder i stedet skal fokusere på at kultivere de unges tilbageflytning. Efter endt uddannelse ser det ud til at unge, fra deres eget perspektiv, har opnået nok ’symbolsk mobilitetskapital’ og, blandt andet derved, er overgået til voksenlivet i deres egen identitetsnarrativ. Når dette er opnået, ser det ud til at hjemegnens kvaliteter kan genbesøges og at ønsket om at komme tæt på sociale, ofte familiære relationer, får fornyet betydning – og at nogen unge derfor også vil ende med at flytte tilbage igen.