The Theatrum Mundi of Celebration: Pedro Calderón de la Barca and the World Theatre as Aesthetic Theodicy

“Lad os betragte ethvert af os levende væsener som en af Gudernes dukke, hvad enten det nu er som et legetøj, guderne benytter, eller som noget, der er dannet i alvorlig hensigt. Det kan vi nemlig ikke være sikre på.” Denne påstand fremsætter den athenæiske fremmede i Platons senværk Lovene; en af de tidligste påkaldelser af theatrum mundi-billedet i europæisk litteraturhistorie. Platon hævder, at erfaringen af verden som en scene kan lede til en følelse af fortvivlelse. Vi er gudernes legetøj og skabt for deres underholdnings skyld. Men at leve i verdensteatret kan tydeligvis også betyde, at vi og verden er skabt med et formål. Verdensteatret kan, med andre ord, både indebære en metafysisk pessimisme og en form for retfærdiggørelse af verden.

Theatrum mundi-figuren har ikke manglet opmærksomhed i litteraturhistorie-skrivningen, men der mangler stadig en undersøgelse af sidstnævnte mulighed, hvor verdensteatret repræsenterer en form for apologetik. Denne afhandling udgør begyndelsen til sådan en undersøgelse ved at genkontekstualisere og nærlæse Pedro Calderón de la Barcas skuespil Det store verdensteater (cirka 1633), så Calderóns sans for verdensteatrets affinitet til den anden del af Platons disjunktion kan træde frem. Ved at studere auto sacramental-genren som en selvstændig kunstform, centreret om frembringelsen af en fejringspoetik, genfortolkes stukket på ny og grundtrækkene til et det lovprisende verdensteater tegnes.

Denne fortolkning medfører nye forslag til, hvordan tekstens struktur og dens hovedtemaer kan anskues. I stedet for det traditionelle fokus på etiske elementer i stykkets spil-i-spillet samt epistemologiske problemer ved illusion og vanitas lader afhandlingen et verdensteater kommer til syne, der fungerer som en forvandling af traditionelle barokfænomener som krise, død og skepticisme snarere en som en funktion af deres blotte udtryk. Ved at nærlæst skuespillet i lyset af et apologetisk og fejrende theatrum mundi leverer afhandlingen et nyt bud på, hvad tekstens hovedkarakteristika er: Den analogiske betydning af ordfeltet día, særligt tilgængeligt gennem den middelalderlige Quadriga; sansen for en ’fordybelse’ af historisk tid, hvor multitemporalitet fremhæves over nutidens herredømme; de to kunsthistoriske fænomener dødedans og chiaroscuro; stilfiguren metalepsis som en form for apologi; samt autoets liturgiske oprindelse som transformativt ritual i både religiøs og æstetisk betydning.

Ved hjælp af et ordforråd hentet hos Søren Kierkegaard, Hans Blumenberg, Hans Urs von Balthasar og H.-G. Gadamer leder disse analyser frem mod et begreb om Calderóns verdensteater som en æstetisk teodicé, der fungerer som en forvandling af den empiriske eksistens’ rædsler til en retfærdiggørelse af livet og verden.

Afhandlingens sidste fokus er filosofisk-historiografisk og udforsker skellet mellem middelalder og modernitet og dets rolle i litteraturhistorieskrivning. Afhandlingen diskuterer derigennem den populære trang til at betragte Calderón som en ’første moderne’ skikkelse ved siden af Descartes og Shakespeare og demonstrer, hvordan antagelser om tidligt moderne anskuelser ofte forbindes med pessimistiske og skepticistske fremstillinger af theatrum mundi-figuren. Der argumenteres for, at et mere komplekst verdensteater kommer til syne, når den angivelige sammenhæng mellem tidlig modernitet og filosofisk pessimisme anfægtes, og når modernitetens begyndelse ikke defineres som et radikalt brud med middelalderen.

Derigennem påvises det, at verdensteatrets Janushoved ikke kan overføres til en lineær fortælling om Vestens litteraturhistorie, hvor den apologetiske og fejrende tendens er katolsk og middelalderlig, mens den pessimistiske er moderne og sekulær. Det bliver dermed ikke til et spørgsmål om kristendom over for modernitet, men en strid, der har fundet sted – og finder sted – inden for teologien, filosofien og kunsten.

Slutteligt foreslås det, at det fejrende verdensteater, som skildret i Calderóns Det store verdensteater, tilbyder en bedre måde, hvorpå en række anvendelser af theatrum mundi-figuren i den senere germanske modernitet vil kunne forstås bedre. Det drejer sig om Goethe, Schiller, Schlegel-brødrene, Eichendorff, Wagner, von Hofmannsthal, Robert Musil og Ernst Jünger. Dermed bliver Calderóns verdensteater begyndelsen til en alternativ strømning i det moderne.