The patient perspective on chronic wounds: Utilizing Patient-Reported Outcome Measures to assess impact

Nina Vestergaard Simonsen*

*Kontaktforfatter

Publikation: AfhandlingPh.d.-afhandling

72 Downloads (Pure)

Abstract

Kroniske sår udgør en betydelig byrde både på individ- og samfundsniveau. Millioner af mennesker er berørte, og der bruges enorme summer på behandling. Alene i USA blev de årlige Medicare udgifter i 2014 estimeret til at ligge mellem 28 og 97 milliarder amerikanske dollars. Omkostninger til behandling af sår forventes at stige yderligere i takt med den globale demografisk udvikling mod en ældre befolkning samt stigende forekomst af overvægt og især diabetes. Kroniske sår kan være en livslang tilstand med sårdannelse, heling og tilbagefald. Behandlingen kan være kompleks, belastende og vare ved fra måneder til år – eller aldrig ophøre, hvis såret aldrig heler. I værste fald kan kroniske sår føre til død eller amputation. Der er iværksat initiativer til at forstå, hvordan denne tilstand og dens konsekvenser, såsom amputation, påvirker patienternes liv ved at indsamle patientrapporterede outcomes (PRO). PRO er outcomes, som rapporteres direkte af patienten uden tolkning fra andre, og de omfatter subjektive outcomes som smerte, symptomer og helbredsrelateret livskvalitet (HRQL). Instrumenter til måling af PRO kaldes patientrapporterede outcome instrumenter (PROMs). PRO bør måles ved hjælp af et veludviklet, validt, pålideligt og sygdoms specifikt PROM. WOUND-Q er et sårspecifikt PROM udviklet til kroniske sår af enhver type med en hvilken som helst anatomisk placering. Kroniske sår kan have en enorm indvirkning på flere aspekter af patientens liv. For at forbedre outcomes, der er vigtige for disse patienter, skal vi kunne måle dem pålideligt og validt. Dette ph.d.-projekt havde til formål at undersøge, om WOUND-Q er et pålideligt og validt PROM for patienter med kroniske sår, samt hvordan patient- og sårfaktorer påvirker HRQL. Først blev der gennemført yderligere validering og et test-retest studie af den engelske version af WOUNDQ. De ni WOUND-Q-skalaer: Assessment, Drainage, Smell, Life Impact, Psychological, Sleep, Dressing og Suction Device blev testet i en international population som var rekrutteret online. Skalaernes kvalitet (dvs. psykometriske egenskaber) blev vurderet ved brug af klassisk test teori (CTT) og Rasch Measurement teori (RMT). Analyserne giver yderligere evidens for pålideligheden, test-retest reproducerbarheden, validiteten og fortolkningsmulighederne for otte af WOUND-Qskalaerne. WOUND-Q indeholdt dog ikke skalaer, der måler funktion og symptomer, hvilket er vigtige outcomes for patienter med sår på underekstremiteterne. Derfor udførte vi en dansk oversættelse og sproglig validering af LIMB-Q i henhold til internationale retningslinjer. Dette omfattede: oversættelse til dansk, oversættelse tilbage til engelsk, et ekspertpanelmøde og patientinterviews. Vi opnåede en konceptuel tilsvarende dansk version af LIMB-Q til des oprindelige målgruppe (dvs. patienter med traumer på underekstremiteterne). I det tredje studie validerede vi LIMB-Q-skalaerne Funktion og Symptomer hos patienter med kroniske sår på underekstremiteterne. Studiet bestod af to faser: en kvalitativ fase og en kvantitativ fase. Den kvalitative fase bestod af patientinterviews, og den kvantitative fase var en feltundersøgelse af de to skalaer i den internationale online population fra det første studie. Den kvalitative og kvantitative fase giver evidens for pålideligheden og validiteten af disse skalaer hos patienter med kroniske sår på underekstremiteterne. Skalaerne Funktion og Symptomer blev som resultat af dette studie tilføjet til WOUND-Q, og udvider dermed hvilke outcomes WOUNDQ kan måle. Efter at have etableret yderligere evidens for pålideligheden og validiteten af de fire WOUND-Qskalaer, som måler HRQL (Life Impact, Psychological, Sleep og Social), samt i nogen grad deres fortolkningsmuligheder, blev disse skalaer anvendt til at opnå dybere indsigt i, hvordan kroniske sår påvirker HRQL. Ved at udføre en multivariabel lineær regressionsanalyse med 1282 personer med kroniske sår blev det undersøgte, hvilke patient- og sårfaktorer der er associeret med HRQL. Hvilke faktorer der var associeret med skalaerne varierede, men alle HRQL-skalaerne blev dog negativt påvirket af sårrelaterede søvnforstyrrelser, eller hvis deltagerne havde mindst én komorbiditet, som ikke var diabetes eller perifer karsygdom. Den faktor, der havde den største negative effekt på HRQL, var sårrelaterede søvnforstyrrelser. Tilsammen giver studierne evidens for pålideligheden og validiteten af WOUND-Q i international forskning. Resultaterne i denne afhandling udvider viden om, hvordan sår- og patientfaktorer er forbundet med HRQL, og muliggør måling af funktion og symptomer hos patienter med sår på underekstremiteterne på dansk og engelsk.
OriginalsprogEngelsk
Bevilgende institution
  • Syddansk Universitet
Vejledere/rådgivere
  • Sørensen, Jens Ahm, Hovedvejleder
  • Klassen, Anne Frances, Bivejleder
  • Poulsen, Lotte, Bivejleder
  • Pusic, Andrea Louise, Bivejleder
Dato for forsvar21. mar. 2025
Udgiver
DOI
StatusUdgivet - 4. mar. 2025

Fingeraftryk

Dyk ned i forskningsemnerne om 'The patient perspective on chronic wounds: Utilizing Patient-Reported Outcome Measures to assess impact'. Sammen danner de et unikt fingeraftryk.

Citationsformater