The Continuation of History: The Crisis of Liberal Democracy in Contemporary Novels

Publikation: AfhandlingPh.d.-afhandling

Abstract

Formålet med nærværende PhD afhandling er at undersøge, hvad samfundsforskere kalder det liberale demokratis krise i det 21. århundrede via studiet af politiske samtidsromaner. De udvalgte værker er Zadie Smiths White Teeth, Boualem Sansal’s 2084: The End of the World og Michel Houellebecq’s Submission. Dokumentet er en artikelbaseret afhandling, der sammenfatter tre artikler – en om hver roman.

Introduktionen fremlægger den politiske kontekst og den historiske baggrund for hele projektet. Som Introduktionen demonstrerer, var de første ca. femogtyve år efter Den Kolde Krigs afslutning præget af en stærk tro på det liberale demokratis overlegenhed og holdbarhed sammenlignet med en hvilken som helst anden styreform og ideologi. Mest berømt hævdede Francis Fukuyama, at historien nåede sin afslutning med det liberale demokratis globale udbredelse, og selv om Fukuyamas påstand blev kritiseret af mange, så var hans grundlæggende ideer – at de fleste lande med tiden ville udvikle liberale demokratier og at konsoliderede demokratier ville forblive fredelige og stabile – faktisk meget udbredte iblandt mainstream samfundsforskere og dominerende vestlige politikere. I de senere år har flere chokerende politiske begivenheder og udviklinger (f.eks. Donald Trumps sejr i det amerikanske præsidentvalg i 2016, højre-nationalismens genopdukken i store dele af Vesten, og det stigende antal islamistiske terrorangreb indenfor EU) fået den vestlige tillid til det liberale demokrati til at erodere. I dag er der således blandt samfundsforskere udbredt enighed om, at det liberale demokrati er i krise i Vesten. I denne politiske kontekst spørger PhD afhandlingen: Hvad fortæller samtidsromaner os om den nuværende krise? Hvilke nye narrativer om Vestens politiske fremtid optager i denne situation de vestlige befolkninger? Og hvilke former for politisk utilfredshed identificerer de udvalgte værker som de primære årsager til denne politiske uro?

Afhandlingens første to kapitler baner vejen for de efterfølgende artikler. Kapitel 1 argumenterer for, at den moderne roman er den litterære genre, der er mest velegnet til at skildre det demokratiske liv og sociale former for utilfredshed i den moderne verden. Kapitlet trækker på Ian Watts teori om romangenren, og det argumenterer for, at det moderne liberale demokrati og romangenren har fælles historiske rødder, og at romanen som genre har en unik evne til at skildre individuelle liv i deres fulde sociale kontekst. Af den årsag er der også et overlap imellem hvad man kan kalde for den romanske fantasi og hvad sociologen C. Wright Mills har kaldt for den sociologiske fantasi. Romaner har evnen til at undersøge forbindelsen imellem de personlige bekymringer i nærmiljøet og de almene spørgsmål i forbindelse med den sociale struktur. I tillæg hertil argumenterer kapitlet også for, at romaner kan inkorporere samt reflektere politiske narrativer – narrativer der er en del af den sociale verden og som øver indflydelse på diverse politiske bevægelser.

Kapitel 2 skitserer derefter de litterære analysers underlæggende metodologi. De tre artikler er alle stiltiende baseret på retorisk narratologi: en teori om litteraturfortolkning, der går tilbage til litteraten Wayne C. Booths arbejde. Kapitlet fremlægger nogle af de centrale begreber og ideer fra denne teori og viser, hvordan de kommer til udtryk i de litterære analyser. Til sidst forklarer kapitlet relevansen af denne metodologi for det nærværende PhD projekt ved summarisk at sammenligne metoden med andre litteraturteorier.

Kapitel 3 (Artikel 1), “The End and Continuation of History: Zadie Smith’s Critique of Francis Fukuyama in White Teeth,” udvikler en omfattende nyfortolkning af Zadie Smiths debutroman. White Teeth er generelt blevet læst med postkolonialistiske briller – som en kritik af nationalisme og som et forsøg på at give litterær form til en fremvoksende, multikulturel engelskhed. Postkoloniale læsninger har dog en tendens til at overse, i hvor høj grad romanens karakterer er dysfunktionelle og kæmper med deres egne identiteter og med hinanden. Desuden har det store fokus på multikulturalisme haft den betydning, at kritikere stort set ikke har lagt mærke til romanens afvisning af særligt optimistiske ideer om historien. I løbet af romanen håner Smiths fortæller kontinuerligt karakterer for at tro på at Historien (med stort H) kan nå frem til en lykkelig afslutning. Ret sigende har næsten ingen kritikere bemærket, at romanen laver en direkte reference til Francis Fukuyamas The End of History and the Last Man. Artiklen har til hensigt at vise, at White Teeth udvikler en subtil og nuanceret kritik af Fukuyamas progressive historiesyn. Den præsenterer således et overblik over Fukuyamas centrale teser efterfulgt af en nærlæsning af White Teeth. Endelig søger artiklen at vise, at Smiths kritik af Fukuyama har vist sig at være meget forudseende, da de identitetskonflikter, der skildres i White Teeth, har foregrebet det liberale demokratis krise.

Kapitel 4 (Artikel 2), “The Reactionary Dystopia: On Boualem Sansal’s 2084 vis-à-vis George Orwell’s Nineteen Eighty-Four,” starter med den pointe, at de romaner, der grundlagde den dystopiske genre (dvs. Yevgeny Zamyatin’s We, Aldous Huxley’s Brave New World og George Orwell’s Nineteen Eighty-Four) blev skrevet i reaktion imod progressive ideologier. Fra det udgangspunkt noterer artiklen, at de politiske bevægelser, der har forårsaget en fornyet interesse for totalitære dystopier i disse år er reaktionære. I denne forbindelse trækker artiklen på den teori om politisk reaktion, som Mark Lilla har udviklet i The Shipwrecked Mind (2016). Artikler søger at forklare, hvordan dystopiske romaner baseret på frygten for progressive adskiller sig fra tilsvarende romaner baseret på frygten for reaktionære. Da 2084 skildrer et islamistisk regime, er et komparativt studie imellem denne roman og Nineteen Eighty-Four velegnet til at adressere dette spørgsmål. Der vil blive argumenteret for, at skønt Sansal har brugt Orwell som inspirationskilde, er der fundamentale forskellige imellem romaner, der netop udspringer af, at Orwell angriber en progressiv ideologi, imens Sansal angriber en reaktionær ideologi. Ikke blot portrættere Sansal en helt anden slags dystopisk samfund; romanens plotstruktur giver også udtryk for et markant anderledes politisk udsyn. Afslutningsvis diskuterer artiklen om den seneste fremkomst af reaktionære politiske bevægelser vil føre til en ny fase i den dystopiske fiktions historie.

Kapitel 5 (Artikel 3), “The Decline and Fall of Liberal Democracy: Michel Houellebecq’s Submission as Satire,” præsenterer en fortolkning af Houellebecqs Submission. Romanen portrætterer en fremtid, hvor et muslimsk parti i Frankrig vinder præsidentvalget i 2022 og straks begynder at gøre Frankrig til et islamisk land. Denne historie fik i første omgang kritikere til at anklage Houellebecq for at reproducere et højre-nationalistisk narrativ om muslimsk immigration. Senere har andre kritikere dog argumenteret for, at romanen ikke nedgør islam, men tværtimod skildrer det nye regime som et muligt refugium fra Vestens liberalisme – hvilket så fører til anklager om, at Houellebecq glorificerer patriarkalske samfund. Artiklen adresserer begge anklager ved at argumentere for, at Submission ikke primært er optaget af islam. Romanen er derimod en satire om de vestlige liberale demokratier, der bruger islam som et satirisk redskab til at illustrere svaghederne ved vestlige forestillinger om frihed og demokrati. Det er følgelig ikke noget tilfælde, at Submission omhandler et komisk, demokratisk valg og at det franske folk ender med at omfavne deres nye illiberale system. Det er dog vigtigt at notere, at selv om romanens hovedperson ser mere positivt på politisk islam end på de liberale demokratier, er der adskillige tegn i romanen på, at Houellebecq ikke går ind for patriarkatets tilbagevenden. Med afsæt i ny demokratiforskning argumenterer artiklen for, at Houellebecqs satire korrekt identificerer nogle vigtige problemer med det liberale demokrati, som det aktuelt praktiseres i Vesten.

Konklusionen samler trådene fra de forudgående artikler og argumenterer for, at hvis post-Kold Krigs æraen var karakteriseret af af historisk optimisme på vegne af det liberale demokrati, så er de politiske narrativer, der er gennemgående i de vestlige samfund i dag, mere ængstelige for fremtiden – ligesom de ser tilbage på fortiden med nostalgi. Faktisk har mange af nutidens såkaldt progressive ikke nogen stærk tro på forestillingen om civilisatorisk fremskridt. Herefter opsummerer Konklusionen de centrale årsager bag det liberale demokratis krise, som er blevet identificeret af demokratiforskere og samfundsforskere – med henblik på at undersøge, hvordan de litterære analyser kan forbedre vores forståelse af den nuværende krise. Således viser Konklusionen endelig, at alle tre romaner beskriver (om end på meget forskellig vis) det liberale demokratis krise som rodfæstet i slags demos’ets krise – et udtryk, der kan beskrives som de vestlige liberale demokratiers problem med at frembringe inklusive nationale identiteter og dermed give deres borgere en fornemmelse af at høre til. En central grund til at Vestens liberale demokratier er i krise skyldes kort sagt, at borgerne i disse moderne, pluralistiske, liberale demokratier ofte ikke føler, at de tilhører det samme folk: demos’ets krise fører såldes til det liberale demokratis krise.
OriginalsprogEngelsk
Bevilgende institution
  • Syddansk Universitet
Vejledere/rådgivere
  • Paulsen, Adam, Vejleder
Udgiver
StatusUdgivet - 2021

Fingeraftryk

Dyk ned i forskningsemnerne om 'The Continuation of History: The Crisis of Liberal Democracy in Contemporary Novels'. Sammen danner de et unikt fingeraftryk.

Citationsformater