Stum tvang: En teori om kapitalens økonomiske magt

Trods mere end ti års krise og sociale protester er kapitalismen på mange måder stærkere end nogensinde før. Aldrig har en så stor af del menneskeheden og så mange aspekter af livet været vævet ind i den sociale logik, Karl Marx identificerede som ‘den altdominerende økonomiske magt i det borgerlige samfund’: kapital. Kapital er ikke en bestemt kategori af ting, men snarere en proces, der implicerer en bestemt måde at bruge ting på, nemlig som midler til at tjene penge, dvs. købe og sælge med henblik på at akkumulere rigdom i dens abstrakte, monetære form. Kapital er med andre ord valorisering af værdi.
Formålet med denne afhandling er at levere et teoretisk bidrag til at forklare hvordan kapitalen fastholder sin position som det styrende princip for organiseringen af samfundets reproduktion. De fleste tidligere forsøg på at forklare dette har opereret ud fra den (ofte implicitte) forudsætning, at magt grundlæggende antager to former: vold og ideologi. Kapitalens magt forklares således enten med henvisning til statens opretholdelse af den private ejendomsret ved hjælp af (truslen om) direkte fysisk tvang, eller med henvisning til den ideologiske legitimering af kapitalistiske produktionsforhold, eller— hvilket oftest er tilfældet—en kombination af disse. Grundidéen i denne afhandling er, at en sådan dualitet overser en form for magt, der er afgørende for kapitalens reproduktion, men som ikke kan reduceres til hverken vold eller ideologi: nemlig det, Marx i Kapitalen kalder ‘de økonomiske forholds stumme tvang’, og som jeg også omtaler som økonomisk magt. I modsætning til vold og ideologi adresserer økonomisk magt det undertvungne subjekt på en indirekte måde, gennem dets materielle omgivelser og betingelser. Vold adresserer kroppen ved at påføre den skade og smerte, og ideologi adresserer måden hvorpå vi forstår os selv og vores omgivelser. Økonomisk magt er derimod en form for magt der tvinger mennesker til at gøre bestemte ting ved at reorganisere de sociale og materielle betingelser for deres eksistens.
I førkapitalistiske samfund var udbytning af arbejdere primært forankret i personlige afhængighedsforhold og opretholdt af (truslen om) direkte, fysisk tvang. Det unikke ved kapitalismen er, at den udbyttede klasse er bundet til den udbyttende klasse gennem en abstrakt, anonym og upersonlig form for magt. Denne afhandling er et forsøg på at konstruere en systematisk teori om denne stumme tvang. Grundlaget for en sådan teori er spredt ud over Marx’ talrige skrifter, men Marx udarbejdede den aldrig selv, og som jeg demonstrerer i afhandlingen, er det heller ikke lykkedes hans efterfølgere eller fortolkere at formulere en fyldestgørende teori om kapitalens stumme tvang—også selvom en række marxistiske studier inden for de sidste årtier er lykkedes med at afdække væsentlige aspekter af den. Afhandlingen tager derfor udgangspunkt i en kritisk læsning af Marx’ skrifter med henblik på at uddrage væsentlige erkendelser og koble dem med indsigter fra relevant marxistisk såvel som ikke-marxistisk forskningslitteratur.
Afhandlingen består af tre dele med to kapitler i hver. Første del handler om betingelser i en dobbelt forstand: dels de begrebslige betingelser for resten af afhandlingen, dels de virkelige betingelser for kapitalens økonomiske magt. Gennem en diskussion af kapitalbegrebet samt magtbegrebet i mainstream samfundsvidenskabelig litteratur, i Michel Foucaults værker og i den marxistiske tradition specificerer kapitel 1, hvad vi skal forstå ved udtrykket kapitalens magt. Kapitel 2 undersøger den økonomiske magts sociale ontologi. Med udgangspunkt i en rekonstruktion af Marx’ særdeles oversete analyse af den menneskelige krop forsøger jeg at forklare, hvorfor det overhovedet er muligt for menneskelige samfund at materialisere dominansforhold i selve de sociale, teknologiske og naturlige processer, samfundet reproduktion beror på.
Afhandlingens anden del (kap. 3 og 4) omhandler den ene af de to hovedkilder til kapitalens økonomiske magt: produktionsforholdene, dvs. de sociale relationer, der ligger til grund for kapitalistisk produktion. Disse relationer kan deles op i to grupper: vertikale (klasse)relationer mellem udbyttere og udbyttede og horisontale relationer mellem produktionsenheder. Kapitel 3 demonstrerer, at kapitalismen forudsætter en historisk unik form for klassedominans, der under normale omstændigheder gør det muligt for den klasse, der kontrollerer betingelserne for den social reproduktion, at tvinge arbejdere til at levere merarbejde uden at ty til vold. I dette kapitel undersøger jeg også forholdet mellem produktionen af varer og den reproduktion af arbejdskraften, der gennem hele kapitalismens historie primært er blevet pålagt kvinder. Kapitel 4 undersøger, hvordan organiseringen af samfundets produktion gennem udvekslingen af arbejdsprodukter som varer resulterer i et sæt af (markeds)mekanismer, der tvinger alle—proletarer såvel som kapitalister—til at eksekvere kapitalens imperativer. De centrale begreber her er værdi og konkurrence. I dette kapitel adresserer jeg desuden et vigtigt spørgsmål, hvis manglende besvarelse udgør en væsentlig mangel i den eksisterende litteratur: hvad er den præcise relationen mellem de vertikale og de horisontale relationer?
Afhandlingens tredje del handler om den anden hovedkilde til kapitalens økonomiske magt: de dynamikker, der opstår som et resultat af de relationer, der blev undersøgt i anden del. Disse dynamikker er på en og samme tid en effekt af og en årsag til kapitalens magt. Denne magt har således en cirkulær struktur, i og med at den delvist er et resultat af sin egen udøvelse. Kapitel 5 undersøger konsekvenserne af den mere eller mindre konstante organisatoriske, materielle og teknologiske rekonfiguration af produktionsprocessen, som presset fra konkurrenter såvel som arbejdere tvinger kapitalister til at iværksætte. Denne dynamik, som Marx sammenfatter med begrebet reel subsumption, resulterer i en tendens til at skabe produktionsprocesser, der kun er kompatible med én social logik: valoriseringen af værdi. I anden halvdel af kapitlet analyserer jeg to konkrete eksempler på, hvordan kapitalens stumme tvang fungerer: først industrialiseringen og globaliseringen af landbrugsproduktionen siden midten af 1900-tallet, og dernæst den såkaldt logistiske revolution, der begyndte i 1970erne. Kapitel 6 omhandler overskudsbefolkninger og kriser. I kapitlets første del viser jeg hvordan kapitalakkumulationens tendens til at generere en relativ overskudsbefolkning bør ses som en af de mekanismer, hvorigennem valoriseringens logik påtvinger sig samfundets liv. Dernæst følger en fortolkning af kapitalistiske kriser som en magtmekanisme, der snarere end at varsle kapitalismens endelige sammenbrud reetablerer betingelserne for en ny og ekspansiv akkumulationsrunde.
Resultatet af denne undersøgelse er en teori, der gør os i stand til at overskride den vold-ideologi-dualitet, der hidtil har begrænset vores forståelse af kapitalens magt. Teorien om de økonomiske forholds stumme tvang udfylder således en væsentlig mangel i den eksisterende litteratur og gør os i stand til at forstå hvordan kapitalens ekspansive logik ikke blot påtvinger sig samfundets liv ved hjælp af vold og ideologi, men også ved at indskrive sig i den social reproduktions materielle strukturer.