Stigma, Gender, and Violence: Rethinking the Stigmatization of Survivors of Wartime Abuses

Forskning, reportager og humanitære rapporter viser, at lever tusindvis af ofre for krigsrelateret vold på tværs af konflikt- og postkonfliktzoner lever et liv præget af destruktiv stigmatisering og mangel på social accept i deres familier og samfund. Trods den viden har stigmatisering sjældent været genstand for dybdegående analyse, og vi ved derfor meget lidt om dets betydning og implikationer –særligt set fra ofrenes perspektiv. Formålet med denne ph.d.-afhandling er at udforske den ”levede oplevelse” af stigmatisering for tre grupper af ofre for krigsrelateret vold: Ofre for seksuel vold i konflikt (mænd og kvinder), børn født som følge af krigsrelateret voldtægt (drenge og piger) og tidligere børnesoldater (drenge og piger). Forskning peger på, at disse grupper er særligt sårbare for at opleve stigmatisering som følge af den vold, de har været udsat for. Dermed mangler vi mere dybdegående viden, om hvordan stigmatisering materialiserer sig for ofrene, hvorfor det opstår, og hvilke logikker det understøttes af. Derudover har tidligere forskning ikke undersøgt stigmatiseringen af disse tre grupper af ofre i det samme studie, og den eksisterende litteratur har haft tendens til at fokusere enten på kvindelige eller mandlige ofre. Vi ved derfor meget lidt om, hvordan køn og stigmainteragerer på tværs af offergrupper og med hvilke implikationer.

For at udfylde hullerne vil jeg således identificere og udforske to overlappende forbindelser i treforskningsartikler: Forbindelsen mellem stigma og køn og mellem stigma og vold. Ved at forenekønsteori og feministiske freds- og sikkerhedsstudier med nye retninger inden for stigmaforskningen, etablerer jeg en ny teoretisk ramme som anvendes til at udrede det komplekse forhold mellem stigma, køn og vold. Afhandlingens empiriske grundlag består af ofrenes personlige historier og vidnesbyrd. Ved hjælp af dette materiale undersøger jeg, hvordan personlige oplevelser af stigmatisering på mikroniveau udmøntes som vold, og hvordan volden er forbundet til kønnede magtstrukturer på makroniveau. Metodisk er afhandlingen styret af en feministisk tilgang til forskningsproblemet, som affødte en undersøgelse af, hvordan tilsyneladende banale oplevelser og udøvelse af stigmatisering, opretholder og reproducerer et bredere system af patriarkalsk vold.

Dynamikkerne undersøges med fire illustrative casestudier: Den Central Afrikanske Republik (CAR),Uganda, Bosnien-Hercegovina (BiH) og Den Demokratiske Republik Congo (DRC). I Artikel et udforsker jeg stigmatisering af ofre for seksuel vold i CAR og jeg sigter særligt imod at forståimplikationerne af dette stigma, og hvorfra det udspringer. Dette gøres ved at dekonstruere ofrenes historier og oplevelser. Artikel 2 studerer stigmatisering af børn, som er født som følge krigsvoldtægt i CAR, Uganda og BiH, og artiklen fokuserer på at udforske hvordan stigmatiseringen materialiseres som vold i børnenes liv. I Artikel 3 undersøger jeg hvilken rolle køn spiller i stigmatiseringen af tidligere børnesoldater i CAR og DRC, og sammenligner stigmatiseringen af henholdsvis drenge- og pigesoldater for at forstå, hvordan kønsnormer motivere stigmaet.

Selvom der forekommer adskillige variationer i måden, som stigma viser sig blandt de forskellige offergrupper og casestudier, så er det ikke desto mindre muligt at udlede tre generelle observationer af analysen. For det første viste analysen, at stigmatisering materialiserer sig som forskellige typer af vold på et emotionelt, socialt og strukturelt niveau. Navnlig afslørede den empiriske analyse, hvordan stigma udmøntes i forskellige former for ”langsom vold” og rettighedsdeprivationer, som f.eks. begrænset adgang til sundhedssystemet, uddannelse, mad samt social og emotionel støtte. For det andet viste analysen, at stigmatiseringen er dybt forankret i kønnede forståelser af, hvad der konstituerer socialt acceptable identiteter og adfærd, og at ofrene i stor udstrækning anses for at afvige fra disse. Stigma fungerer derfor som et magtinstrument til at disciplinere ofrene for deres perciperede ”overtrædelse” af de etablerede kønsnormer og kønshierarkier. Stigmatisering og kønnede magtstrukturer er således gensidigt reproducerende. Endelig indikerer disse to nøgleobservationer, at stigma opleves som en fortsættelse af krigens vold. Stigmatiseringen forhindrer derved ofrene i at forsone sig med deres familier og lokalsamfund, og opleve et liv med fred. Dette belyser hvordan stigma og intern forsoning begge er signifikante, men oversete aspekter af freds- og forsoningsprocesser, som primært har fokuseret på at hele relationerne mellem ofre og gerningsmænd.

Denne ph.d.-afhandling tilbyder en ny forståelse af, hvordan stigmatisering af ofre for krigsrelateret vold opretholder kønnet uligheder, og resulterer i, at volden flyder fra ”krigstid” ind i ”fredstid. ”Disse perspektiver beriger den teoretiske og praktiske forståelse af, hvordan stigma bør håndteres på et socialt og politisk niveau for at adressere kilden til stigmatiseringen og derved bidrage med en mere evidensbaseret hjælp til ofrene, for at skabe en retfærdig og varig fred.