Spring til hovednavigation Spring til søgning Spring til hovedindhold

Spinal pain in Danish school children: Epidemiology and manipulative therapy

  • Kristina Boe Dissing

Publikation: AfhandlingPh.d.-afhandling

322 Downloads (Pure)

Abstract

Der er stigende evidens for, at ryg- og nakkesmerter (lænde-, bryst- og/eller nakkesmerter) hos børn og unge er en almindeligt forekommende tilstand, oftest forbigående og uden større betydning. Der synes dog at være en større gruppe børn, som har tilbagevendende og mere generende ryg- og nakkesmerter, og denne gruppe bør få mere opmærksomhed. Dette er især vigtigt, da livstids prævalensen stiger jævnt med alderen og nærmer sig voksen niveau omkring 18-års alderen og børn med rygsmerter har større sandsynlighed for at udvikle sig til voksne med rygsmerter. På trods af øget viden på området, er der stadig behov for forskning, både i forhold til omfanget af ryg- og nakkesmerter og effektive behandlingsstrategier.

Der eksisterer i dag ingen ’gold standard’ behandling af ryg- og nakkesmerter hos børn, men manipulationsbehandling bliver anvendt i stigende omfang på trods af manglende evidens af effekten. Håndtering af børns sundhed afhænger i høj grad af forældres værdier, præferencer og erfaring, og sundhedsfagligt personale er nødt til at læne sig op ad retningslinjer udviklet for voksne.

Det overordnede formål med denne afhandling var at beskrive omfanget af ryg- og nakkesmerter hos danske skolebørn, især i forhold til varighed og hyppighed, samt at vurdere den additive effekt af manipulationsbehandling til anden konservativ behandling heraf. Derudover ville vi undersøge effekten af potentielle modificerende faktorer.

Denne afhandling er baseret på data fra et 3-årigt longitudinelt skolebaseret åbent kohorte studie, CHAMPS-Study DK. Effektmålene var baseret på ugentlige SMS spørgsmål sendt til en af forældrene, hvor de blev spurgt om barnet havde haft nogen muskuloskeletale gener i den forgangne uge, samt på data fra kliniske undersøgelser af barnet. En pragmatisk randomiseret kontrolleret undersøgelse blev gennemført for at vurdere effekten af manipulationsbehandling tilføjet til anden konservativ behandling. Interventionen inkluderede enten 1) rådgivning, træning og bløddelsbehandling (kontrol gruppe) eller 2) rådgivning, træning og bløddelsbehandling plus manipulationsbehandling (interventions gruppe).

Dette studie konkluderer, at ryg- og nakkesmerter er et substantielt problem. De fleste episoder er korte, men der er en større gruppe børn med hyppige og længerevarende episoder med ryg- og nakkesmerter. Hos mindst en fjerdedel af dem med ryg- og nakkesmerter varede episoderne i mere end fire uger og/eller forekom tre eller flere gange indenfor et skoleår.
Vi fandt ingen signifikant forskel i antallet af tilbagefald med ryg- og nakkesmerter ved at tilføje manipulationsbehandling til anden konservativ behandling, men børnene i manipulationsgruppen havde bedre ’Global Perceived Effect’. Subgruppe-analyserne viste svage tendenser til understøtning af vores hypotese; at de mest påvirkede børn ville have større effekt af manipulationsbehandling, hvorimod de mindst påvirkede børn havde enten ingen eller dårligere effekt hvis de fik manipulationsbehandling.

Fremtidig forskning bør fokusere på at øge vores viden omkring evidens baseret forebyggelse og effektive behandlings strategier de mest påvirkede børn for. Endvidere bør der inkorporeres en mere kvalitativ tilgang i kommende undersøgelser og effektmål omkring forbedring bør valideres på børn.
OriginalsprogEngelsk
Vejledere/rådgivere
  • Hestbæk, Lise, Hovedvejleder
  • Hartvigsen, Jan, Bivejleder
  • Wedderkopp, Niels, Vejleder
Udgiver
StatusUdgivet - 9. nov. 2017

Fingeraftryk

Dyk ned i forskningsemnerne om 'Spinal pain in Danish school children: Epidemiology and manipulative therapy'. Sammen danner de et unikt fingeraftryk.

Citationsformater