Spatial justice and barriers in strategic village planning

I en tid med globalisering samt ændringer i demografi og arbejdsmarkeder i landdistrikter diskuteres landdistrikters levedygtighed og fremtid i både offentligheden og i den akademiske verden.

I Danmark førte sådanne bekymringer omkring ubalance i udviklingen mellem by- og landområder, relateret til både økonomisk vækst, levestandard og adgang til services, til et krav om, at alle kommuner skulle inkorporere en sektion om strategisk planlægning for levedygtige landsbyer i deres lovpligtige kommuneplanlægning. Dette krav trådte i kraft i 2019 og forpligtede kommunerne til at differentiere mellem landsbyer, mens de samtidig opfordredes til at involvere lokalsamfundene i denne proces.

I denne afhandling benyttes en mixed-methods-ramme for at undersøge de forskellige tilgange til planlægning af levedygtige landsbyer. Analysen fokuserer på logikkerne bag tilgangene, diskurserne omkring landdistrikternes levedygtighed i kommuneplanerne og de strukturelle forhold og barrierer for de lokalsamfund, som er involveret i processen omkring landdistriktsudvikling og samarbejde med kommunerne. Ved at etablere en teoretisk ramme for rural rumlig retfærdighed diskuteres resultaterne af fem artikler, som hver især undersøger forskellige aspekter af denne case, i forhold til konsekvenserne for rumlig retfærdighed, som de forskellige tilgange til strategisk planlægning for levedygtige landsbyer medfører.

Den første artikel er baseret på data fra 37 interviews med planlæggere i landdistriktskommuner. Ved at udvikle en ramme for fortolkning af logikker for differentieringen mellem landsbyerne viser analysen, at seks fortolkninger af rumlig retfærdighed danner ramme om de forskellige tilgange til strategisk landsbyplanlægning. Den anden artikel undersøger diskurserne omkring levedygtighed i de færdige kommuneplaner. Data fra 29 kommuner viser, at selvom diskurserne omkring levedygtige landsbyer hænger sammen med emner som natur, bosætning og samfundsengagement, så findes der en hegemonisk diskurs, der portrætterer det urbane som det allerede levedygtige og landsbyerne som modsætningen til det urbane. Den tredje artikel, som er baseret på data fra en national spørgeskemaundersøgelse af lokalsamfundsforeninger, viser, at forskellene mellem de to primære organisationstyper for foreninger påvirker det oplevede samarbejde på forskellige parametre, såsom kommunikation, med kommunerne. Den fjerde artikel, som er baseret på samme spørgeskemadata, udforsker sammenhængen mellem seks typer social kapital og faktorer omkring oplevet samarbejde, afstand til de administrative centre og type af organisation. Resultaterne indikerer, at én type af foreningerne er bedre rustet og organiseret til at fremme samarbejdet med kommunerne. Derfor opfordres kommunerne til at inkludere de forskellige lokalsamfund forskelligt for at modvirke processuel ulighed. Den femte artikel, som er baseret på gruppeinterviews med ni lokalsamfundsforeninger fra tre nabokommuner, viser, at der er tre hovedbarrierer i arbejdet med landdistriktsudvikling og samarbejde med kommunerne. Disse barrierer relaterer sig til demokratisk legitimitet, lokale kvalifikationer og frivillighed.

Til sidst bliver konsekvenserne for rumlig retfærdighed diskuteret ved at påpege fire dilemmaer. Dilemmaerne, som baseres på resultaterne fra artiklerne, bør overvejes i de forskellige tilgange til strategisk planlægning for levedygtige landsbyer. Det første dilemma er, at ikke-beslutninger i planlægningen ofte følger eksisterende paradigmer for neo-endogen udvikling, hvilket risikerer at forstærke spatiale uligheder på baggrund af sociale og organisatoriske forskelle i lokalsamfundene. Det andet dilemma er, at en øget lokaldeltagelse ikke nødvendigvis fører til bedre inklusion på grund af organisatorisk diversitet og forskelle i lokale kvalifikationer. Det tredje er, at løfterne om neo-endogen udvikling risikerer at slå fejl med henblik på distributiv retfærdighed, da ansvaret for services placeres hos de lokale. Og til sidst det fjerde dilemma, at narrativer har betydning, da idéen om levedygtighed lige nu skabes igennem et hegemonisk ideal om det urbane.

Det overordnede argument i denne afhandling er, at selvom strategisk planlægning har mulighed for at sikre rumlig retfærdighed, så er der en betydelig risiko for at reproducere social og geografisk ulighed, hvis de nuværende strukturelle udfordringer og narrativer ikke adresseres.