SMV'er på skolebænken

Publikation: Kapitel i bog/rapport/konference-proceedingKapitel i bogForskningpeer review

Abstrakt

Vækst har i mange år været et af de ord, der gennemsyrer samfundsdebatten. Vækst i den private sektor skaber økonomisk fremgang. Vækst skaber jobs, vækst øger velfærden og vækst er således en indikator for, om vi klarer os godt som samfund og nation på verdensmarkedet.
Vækst er desværre også en udfordring, som specielt SMV’ere kan have svært ved at overvinde. Mange små virksomheder når i de første leveår en vis størrelse – og står så i stampe. Det kan der være mange årsager til: virksomhedens teknologi, medarbejdernes dygtighed, markedsmulighederne, ledelsens risikovillighed og meget andet.
Ledernes vækstorienterede kompetencer og motivation synes her at være en central faktor, fordi små virksomheder typisk er organiseret omkring en central leder, der ofte også ejer virksomheden. Hvor lederne i de større virksomheder typisk har både erfaringen og kompetencerne til at gå ind i et vækstforløb, så er mange SMV-ledere udfordret netop på disse to parametre. De har ofte ikke de fornødne evner til at drive en virksomhed i vækst (Morrison m.fl., 2003). Det er på mange måder en meget paradoksal problemstilling i et samfund med så meget fokus på vækst, og hvor der er ca. 10 gange så mange SMV’ere (10-99 fuldtidsansatte) som store virksomheder (100+ fuldtidsansatte) (Schlichter, 2016).
Samtidig har SMV-lederen typisk et mere ambivalent forhold til vækst end lederen af en større virksomhed. På den ene side kan de se fordele i at virksomheden vokser sig større og stærkere, men på den anden side kan de også se ulemper og de kan have svært ved at overskue de ledelsesmæssige udfordringer de vil møde i en vækstproces. Specielt hvis lederen samtidig er ejer af virksomheden, kan det være uoverskueligt at drive ens hjerteblod ud i en usikker vækstfase: frygten for at tabe kontrol samt hensynet til medarbejdernes ve og vel vejer tungt (Wiklund m.fl. 2003).
I denne artikel ser vi nærmere på, hvordan ledere af SMV’ere kan drage nytte af deltagelse i kompetenceudviklingsforløb med henblik på at styrke deres evner til og motivation for vækst. Ydermere ser vi på, hvordan vi som samfund opnår større effekt af at investere i træningsprogrammer for ledere af mindre virksomheders kompetenceudvikling ved at rekruttere deltagere med størst vækstpotentiale. Vi tager udgangspunkt i et offentligt støttet ledelsesudviklingsforløb, Vækst via Ledelse, hvor 700 danske SMV ledere har deltaget i forskellige trænings- og netværksaktiviteter for netop at øge deres motivation for vækst og deres kompetencer til at styre vækstprocesser.
OriginalsprogDansk
TitelDe mørke sider af ledelse og drift af mindre virksomheder
RedaktørerKim Klyver, Poul Rind Christensen, Per Vagn Freytag
UdgivelsesstedKolding
ForlagSyddansk Universitetsforlag
Publikationsdato2018
Sider25-33
ISBN (Trykt)978-87-408-3160-3
StatusUdgivet - 2018
NavnCESFO rapportserie
NummerXXVII
Vol/bind2017
ISSN1600-8286

Emneord

  • lederuddannelse, mindre virksomheder, vækst

Citationsformater