Singing in Pulmonary Rehabilitation of Patients with Chronic Obstructive Pulmonary Disease

Publikation: AfhandlingPh.d.-afhandling

Abstract

Kronisk Obstruktiv Lungesygdom (KOL) er en hyppigt forekommende sygdom, der er karakteriseret ved kronisk inflammation og luftvejsobstruktion. De mest fremtrædende symptomer er dyspnø, hoste og opspyt, og der ud over er KOL også forbundet med nedsat fysisk aktivitet, social isolation, følelsesmæssig belastning og forringet livskvalitet.

Lungerehabilitering er helt central i håndteringen af KOL, og forbedrer fx fysisk kapacitet og livskvalitet. Fysisk træning er guldstandarden. Der er dog flere udfordringer forbundet med lungerehabilitering, som blandt andet skyldes manglende evne til at deltage i fysisk træning, stort frafald og manglende vedligeholdelse af træning. Derfor opfordres det til at undersøge evidensen af alternative aktiviteter, der kan supplere lungerehabilitering som led i et mere individuelt tilpasset tilbud. En række nye aktiviteter og tilgange er blevet foreslået, men evidensen mangler fortsat.

Sang er en af de nye aktiviteter, der er blevet foreslået. Sang er blevet stadigt mere populær som fritidsaktivitet for mennesker med KOL, og kunne måske være en relevant aktivitet i lungerehabilitering, eftersom sang både er en fysisk orienteret aktivitet - med fokus på blandt andet vejrtækningsmuskulaturen - og samtidig er en social aktivitet, der forbindes med glæde og sammenhængskraft.

I min PhD-afhandling har jeg således fokuseret på sang som mulig aktivitet i lungerehabilitering for mennesker med KOL ud fra tre emner:

1: Hvad er lungekor, og hvordan udføres de i praksis pt. i Danmark? Man ved ikke, hvordan lungekor bliver udført i praksis, og der findes ikke nogen tilgængelig vejledning eller efteruddannelse i forhold til metodisk tilgang. Studie 1 var baseret på en online spørgeskemaundersøgelse, og inkluderede både en kvantitativ og en kvalitativ forskningstilgang. I alt 20 lungekor-ledere deltog i undersøgelsen. Studiet viste, at udførelsen af lungekor er forskelligartet og uden brug af standardiseret og/eller sygdomsspecifik metodisk tilgang. Lungekor blev opfattet som meningsfulde og gavnlige, men den nye opgave med at lede et lungekor blev dog også forbundet med usikkerhed.


2: Er sang en virkningsfuld aktivitet for mennesker med KOL? Man ved ikke, om sang er virkningsfuld i forhold til de vigtigste mål inden for lungerehabilitering. Studie 2 var baseret på et multicenter randomiseret kontrolleret studium (RCT) under rammerne af lungerehabilitering og enten med den sygdomsspecifikke metodiske tilgang, Singing for Lung Health (SLH) (intervention) eller med konventionel fysisk træning (komparator). I alt deltog 270 KOL-patienter fordelt på 11 kommuner. Studiet viste, at sang var virkningsfuld i forhold til de vigtigste mål inden for lungerehabilitering på lige fod med fysisk træning.

3: Når sang virker for mennesker med KOL, hvad er det så præcist, der virker? Studie 2 viste, at sang er virkningsfuld i forhold til at forbedre gangdistance og livskvalitet. Man ved dog ikke, hvilke fysiologiske faktorer, der er forbundet med sang/SLH, og om der er en sammenhæng mellem at opnå en klinisk relevant forbedring i gangdistance og/eller i livskvalitet. Studie 3 var baseret på post-hoc analyser af RCT data (per-protokol), og med fokus på SLH-gruppen. I alt blev data fra 108 deltagere inkluderet. Studiet viste, at SLH ser ud til at medføre relevante fysiologiske forbedringer. Der var ikke en klar sammenhæng mellem det at opnå en klinisk relevant forbedring i gangdistance og/eller livskvalitet.

Konklusion: Det ser ud til, at sang kan være en relevant og gavnlig aktivitet for mennesker med KOL, både hvad angår objektive og subjektive parametre. Sang ser således ud til at være andet og mere end blot en hyggelig fritidsaktivitet, og kan muligvis være relevant at inkludere som supplement til fysisk træning i et stadigt mere individuelt tilbud inden for lungerehabiliterings. Dertil vil sang være en aktivitet, der vil være let og billig atimplementere.

PhD-projektet og dets studier udgør et betydningsfuldt bidrag til den nuværende evidensmængde inden for sang for mennesker med KOL. Der er brug for fremtidige studier til at definere og udvikle den mest optimale, standardisede og ensartede tilgang. Desuden er der brug for flere studier af høj kvalitet for at be- eller afkræfte virkningerne af sang i forhold til både objektive og subjektive parametre. Endvidere er der brug for at undersøgelangtidsvirkninger samt sundhedsøkonomiske aspekter forbundet med sang.
OriginalsprogEngelsk
Bevilgende institution
  • Aarhus Universitet
Vejledere/rådgivere
  • Vuust, Peter, Hovedvejleder, Ekstern person
  • Bødtger, Uffe, Bivejleder
  • Hilberg, Ole, Bivejleder
  • Ottesen, Anders Løkke, Bivejleder
Udgiver
StatusUdgivet - 10. jun. 2022
Udgivet eksterntJa

Fingeraftryk

Dyk ned i forskningsemnerne om 'Singing in Pulmonary Rehabilitation of Patients with Chronic Obstructive Pulmonary Disease'. Sammen danner de et unikt fingeraftryk.

Citationsformater