Spring til hovednavigation Spring til søgning Spring til hovedindhold

Science Camps: Aspekter af deltageres og underviseres udbytter af Sceince Camps

  • Linda Ahrenkiel

Publikation: AfhandlingPh.d.-afhandling

Abstract

Afhandlingen er en antologisk afhandling, bestående af fire artikler, der omhandler forskellige aspekter af deltagernes og undervisernes udbytter af science camps. En science camp rummer mulighed for at både deltagere og undervisere beskæftiger sig med naturvidenskab på utraditionelle måder og via alternative formidlingstilgange. Science camps kan således anskues som en aktivitet, der bidrager med noget til både deltagere og undervisere. Det er aspekter af dette noget, denne afhandling søger at indfange via casestudier. Afhandlingen har fokus på, hvilke udbytter deltagerne har i forhold til tre dimensioner (produkt, proces og metode samt social institution) af naturfaglig dannelse, og hvordan undervisernes samarbejde kan karakteriseres i forhold til teorierne omkring professionelle læringsfællesskaber. Afhandlingen og artiklerne heri udgør den første forskningsbaserede tilgang til science camps i Danmark.

Den første artikel What Characterizes a Science Camp? A Descriptive Literature Review er et systematisk deskriptivt litteraturstudie, der opridser de tendenser, der karakteriserer den hidtidige forskningslitteratur omkring science camps. Litteraturstudiet identificerer en stor mangfoldighed i brugen af begrebet science camp. Således anvendes begrebet forskelligt i forhold til en række uafhængige variable: tema, målgruppe, varighed og indkvartering samt hvorvidt aktiviteten foregår i eller uden for det etablerede uddannelsessystems tid og indhold. Mangfoldigheden inden for disse variabler gør det svært at identificere fælles sprog og fodfæste, når emnet science camps diskuteres. Derfor byder Artikel I på en taksonomi over science camps.

De næste to artikler omhandler casestudier af science camps i Danmark med fokus på deltagerne. Den metodiske tilgang var kvantitativ orienteret og baseret på spørgeskemaer, der udgjorde den centrale datakilde.

Artiklen Offering a Forensic Science Camp To Introduce and Engage High School Students in Interdisciplinary Science Topics (Artikel II) er et casestudie af en sommerferie‐ science camp for gymnasieelever uden for det etablerede uddannelsessystems tid og indhold. Science campen var baseret på en narrativ tilgang, som tog udgangspunkt i et retsmedicinsk tema med en række fiktive forbrydelser. Formålet var at belyse nøglebegreber inden for science samt vise hvorledes fagene kemi, medicin og fysik supplerer hinanden i kriminaltekniske undersøgelser og opklaring af forbrydelser. Artiklen kan ses som et bidrag, der indskriver sig i den forskningsmæssige tradition, der hidtil har eksisteret på området omkring science camps. Der er vægt på, hvorvidt deltagerne oplever et fagligt udbytte, og hvorvidt de mener, at dette kan bringes i spil i andre sammenhænge. Artiklen har givet anledning til udvikling af nye analysetilgange af bl.a. deltagernes udbytter i forhold til tre dimensioner (produkt, proces og metode samt social institution) af naturfaglig dannelse, som præsenteres i Artikel III. I den tredje artikel ‐ Effekter af science camps ‐ præsenteres fire science camps i en lejrskolekontekst for grundskolens ældste klassetrin omhandlende mad og science. De fire science camps blev afholdt inden for uddannelsessystemets rammer i forhold til tid og indhold. Artikel III tog udgangspunkt i erkendelser fra Artikel II, hvorfra det fremgår, at der er centrale udbytter af science camps, som (endnu) ikke er veldokumenterede. Artikel III søger at operationalisere produkt, proces og metode samt social institution som elementer af naturfaglig dannelse i en dansk kontekst. Artikel III bidrager med ny og dokumenteret viden til udbytterne inden for de tre dimensioner på både gruppe‐ og individniveau. Artikel III peger på en række fund, der indikerer, at de elever, der deltog i disse science camps fik et udbytte, som bidrager positiv inden for de tre dimensioner af naturfaglige dannelse.

Afhandlingens fjerde artikel ‐ Didaktisk rekonstruktion og samarbejde i naturfag ‐ anskuer undervisernes udbytter af science camps. Artiklen blev til i en erkendelse af, at litteraturen primært beskæftiger sig med modtagernes (deltagernes) udbytter af en aktivitet, og i forlængelse heraf at modtagerens udbytter ofte betragtes som det centrale for en aktivitets værdi. Dette ledte til et ønske om også at undersøge afsendernes udbytter af en aktivitet uden for traditionelle undervisningskontekster. Artiklens mål var således gennem et kvalitativt spørgeskema at karakterisere undervisernes udbytter af science camps inden for en teoretisk ramme af professionelle læringsfællesskaber og didaktisk rekonstruktion med særligt fokus på samarbejdsrelationerne. Respondentgruppen var kendetegnede ved at være universitetsstuderende, der alle frivilligt havde været med til at udvikle og tilrettelægge undervisningen på en eller flere science camps uden for det etablerede uddannelsessystems tid og indhold i løbet af deres studietid. Resultaterne viser, at en science camp kan bidrage til udvikling af et stærkt professionelt læringsfællesskab karakteriseret ved fælleskonstruktion.

Fundene tyder på, at både deltagere og undervisere har et udbytte af science camps. Deltagernes udbytte kan relateres til tre elementer af naturfaglig dannelse. Underviserne indgår i et fællesskab, der er præget af et stærkt samarbejde både hvad angår undervisningens form og indhold. Deres udbytte af at indgå i dette fællesskab oplever de som en styrkelse af deres formidlingskompetence og evne til et tilrettelægge og gennemføre et undervisningsforløb.
Bidragets oversatte titelScience Camps: Aspects of participants and educators gain from Science Camp
OriginalsprogDansk
Bevilgende institution
  • Syddansk Universitet
Vejledere/rådgivere
  • Michelsen, Claus, Vejleder
UdgivelsesstedOdense
Udgiver
StatusUdgivet - 2017

Fingeraftryk

Dyk ned i forskningsemnerne om 'Science Camps: Aspekter af deltageres og underviseres udbytter af Sceince Camps'. Sammen danner de et unikt fingeraftryk.

Citationsformater