Reading for Space: An Encounter between Narratology and New Materialism in the Works of Virginia Woolf and Georges Perec

Alle romaner udspiller sig i et rum, men hvad sker der, når dette rum ikke længere blot er en ren og skær kulisse for karakterers handlinger? Når rummet selv går ind og bliver en begivenhed? Dette er spørgsmålene, som min afhandling forsøger at svare på. At sådanne rum rent faktisk findes, er Virginia Woolfs og Georges Perecs romaner et eksempel på. Her træder rummet ud af sin rolle som kulisse og præsenteres som et relationelt rum, der samler både karakterer og ting.
Gennem en kombination af ny materialisme og narratologi forsøger jeg at udvikle en ny læsemetode, som kan indfange hvad der sker i disse rum og hvordan det fremstilles. Gennem denne teoretiske konstellation tilføjes de ellers adskilte fagområder begge noget nyt. På den ene side gives ny materialisme, gennem læsninger af romanerne, et sprog for, hvordan ikke-menneskelige ting kan fremstilles i et menneskeligt sprog uden at det forvandles til et statisk objekt, som mennesket står overfor. Gennem romanernes narrative form kan rum og ting derimod stå frem som det Jane Bennett kalder vibrant matter, altså noget der aktivt møder mennesket, noget der forbinder og samler. På den anden side, idet rummet nu opfattes som noget aktivt, nedbrydes narratologiens skelnen mellem narration af karakterers handlinger i et tidsligt forløb og beskrivelse af et statisk rum. I denne dikotomi er rum og beskrivelse altid blevet stedmoderligt behandlet i forhold til en privilegering af tid og plot. Min afhandling forsøger således gennem læsninger af romaner af Woolf og Perec at gentænke forholdet mellem rum og menneske, mellem subjekt og objekt, og på denne baggrund at skitsere en ny måde at læse romaner på, hvor rum i sig selv tages alvorligt.
Afhandlingen opnår altså sin teoretiske profil gennem en diskussion med både narratologi og ny materialisme samt med de to forfatteres værker og respektive reception. Det overordnede argument udgør derfor en glidende bevægelse, hvor jeg ved hjælp af en diskussion af henholdsvis narratologi og ny materialisme udstikker en tænkning af sprog og rum, som dernæst bliver konfronteret med romanerne af Woolf og Perec. Mit standpunkt er således, at det er ud fra en nærlæsning af romanerne, at en ny læsemetode med baggrund i narratologi og ny materialisme kan udvikles og skitseres. Parallelt hertil er afhandlingen bygget op af fire kapitler.
I første kapitel sporer jeg, hvordan narratologien har overset rummet, da fokusset på tid, form og plot er baseret på en teori, der har subjektet i centrum. På denne baggrund skelnes der skarpt mellem narration og deskription, hvor rum ofte placeres i den sidste kategori og heri forstås som en statisk baggrundskulisse, som noget, læseren kan springe over i begæret efter plottets videre udvikling. Jeg viser således først, hvordan rummet er blevet behandlet i klassisk narratologi, sådan som den kommer til udtryk hos Gérard Genette, Mieke Bal og Seymour Chatman. Alle tre lader ikke rummet spille en større rolle i deres teorier og når det inddrages, er det altid underlagt karakternes handlen eller er af mindre betydning end det tidslige forløb.
Jeg vender mig derfor i næste del mod den genopdagelse af deskriptionsbegrebet, som sker med Philippe Hamon og 1981- udgaven af Yale French Studies. Her forsøger Hamon, Meir Sternberg og Harold S. Mosher med flere at argumentere for deskriptionens betydning i narratologien, men måden de opvurderer deskription på, er ved at lade den være betydningsfuld, det vil sige, ved at vise dens relevans for tolkning af karakterer og plot. Derved overses det rumlige aspekt ved deskription: når rummet beskrives opnår det betydning, fordi det kan sige noget om karakterer eller være en nøgle til at forstå, hvad der videre vil ske i plottet. Rummet som noget vigtigt i sig selv overses. Herved gentages en typisk tendens i teorier om romanen, hvor især Émile Zolas forbehold overfor miljøbeskrivelser kan fremhæves som eksemplarisk, idet disse – ifølge Zola – tilsyneladende altid skal være underlagt karakterer. Gennem en ny materialistisk teori bliver det muligt at revidere dette forhold og netop lade romanen være stedet, hvor rummet kan vises som relationelt og altså ikke underlagt mennesket. Vejen for sådan en revision udstikkes af Edward. S. Casey og Werner Wolf, der begge forsøger med en interdisciplinær tilgang til deskription at gå udover den dominerende subjekt-centrerede forståelse af deskription. Især Caseys begreb om presentation giver en mulighed for at blive ved selve rumbeskrivelsen uden nødvendigvis at henføre den til noget andet.
Der findes flere dog i grunden perifere forsøg på at genindskrive rummet i narratologien, særlig indenfor den tyske narratologi. Jeg behandler derfor i tredje del af første kapitel Gerhard Hoffmanns og Katrin Dennerleins teorier, som begge med begreber som gestimmter Raum, Aktionsraum og Anschauungsraum såvel som situationsbezogene Thematisierung og nicht-situationsbezogene Thematisierung åbner op for rummets indtræden i narratologien. De tilbyder, sammen med Moshers begreber descriptized narration og narrativized description samt Hamons ide om måder at gøre beskrivelser dynamiske på, måder, rummet kan læses på. Problemet er dog stadig, at de nævnte begrebsligheder alle er domineret af en subjekt-centreret forståelse. Det vil sige, at selv i Dennerleins tematisering af rum, er rum forsat underlagt mennesket og altså ikke noget der i sig selv kan skabe plot eller situationer.
Hvad der derfor er behov for, er en nytænkning af rum hinsides subjektet, hvilket delvis kan opnås gennem ny materialismens flade ontologi, men efter min overbevisning endnu bedre lader sig løse gennem en sammenknytning af ny materialisme med Martin Heideggers tingsfænomenologi. Dette er emnet for afhandlingens andet kapitel, som er et forsøg på at læse Heidegger gennem ny materialismens fokus på tingenes agens, som samtidig viser, hvordan Heideggers sammentænkning af rum, ting og sprog forbinder den baggrund, som ny materialisme efterspørger, tæt sammen med kunstværket. Gennem Heideggers begreb om Ereignis bliver rum, ting og sprog noget relationelt – noget, der skeer. Rummet bliver således en begivenhed i sig selv, der samler mennesket og stedet, hvor denne begivenhed kan træde frem, bliver for Heidegger i kunstværket. Kunstværket lader tingen og rummet træde frem i deres materialitet. Det åbner for et blik på ting og rum, som i menneskets vanlig-brugende omgang med verden overses. På denne måde overskrider kunstværket og videre romanen sin kun repræsentationelle og fortolkningsmæssige status, som deskriptionsteorien tilskrev den. Den bliver en åbning af verden, en presentation, som Hans Ulrich Gumbrecht og Edward S. Casey videre formulerer. Modsat ny materialisme, der ofte bruger litteratur som et slags vidne eller som et udelukkende tematisk terræn, så forsøger jeg i det følgende kapitel at tage litteraturen som medium i betragtning. Ikke kun at se på hvad litteraturen fremstiller, men også hvordan den gør det.
Tredje og fjerde kapitel af afhandlingen består således af en undersøgelse af rummets rolle i Virginia Woolfs og Georges Perecs værker. Læsningerne er her informeret af den teoretiske ramme, men videreudvikler og udfordrer den også. Ved begge forfattere er deres essays inddraget for at se på, hvordan de også selv tænker rum. Modsat receptionen af deres værker, medtænker begge forfattere nemlig rum i deres forståelse af romanen. Dette sker i en kritisk dialog med deres egen samtid. Woolf kritiserer på den ene side den tidligere Edwardianske generation af forfattere for en rent økonomisk og derfor livsløs beskrivelse af huse, mens hun på den anden side heller ikke godtager modernisternes rent subjektive og indre gengivelse af omverden. Det, hun ønsker for fremtidens roman, er en roman, som også tager andre dele af virkeligheden med end den mellemmenneskelige, altså implicit de rumlige og materielle omgivelser. Samme tendens ses hos Perec. Han modsætter sig på den ene side Jean-Paul Sartres rent politiske og indholdsmæssige engagerede litteratur, der kun henvender sig til og beskriver menneskelige forhold og på den anden side tager han afstand fra Robbe-Grillets nye roman, hvis adskillelse af menneske og omgivelser, indhold og form, skaber et abstrakt og ikke-levende rum. Perec ønsker sig i stedet en engageret roman, der i et materielt sprog viser den materielle virkelighed, en roman, der viser det i hverdagen oversete infra-ordinære.
Med dette essayistisk-kritiske udgangspunkt læser jeg videre efter rummet i deres romaner. Først inddrages deres manuskripter, for også her viser det sig, at begge har tænkt deres romaner rumligt. Dette ses gennem figurer og lister, det vil sige elementer af sproget, der går udover det betydende ord. Selvom romanteorien ikke lade rummet spille nogen større rolle, noget som også afspejles i receptionen af begges værker, så tænker romanforfatterne altså selv rumligt: både i essays og i udformningen af deres værker. Med dette fokus på andre elementer af sproget end de betydende ord, læser jeg – inspireret af Heideggers fremlæsning af semikolon i tyske digte – hvordan de to forfattere bruger typografi og tegnsætning til at lade rummet præsenteres som noget i sig selv, relationelt og samlende. Herigennem bliver det muligt at se hvordan rummet i To the Lighthouse, The Waves og La Vie mode d’emploi uden nogen karakterer til stede stadig skaber bevægelse og kan ændre situationer. Ved hjælp af diskrete tegn og det Ann Banfield kalder demonstrative referring vises rummet som begivenhed. Herved udfordres Hoffmanns og Dennerleins begreber og modstillingen mellem narration og deskription nedbrydes. Romanerne viser på hver deres måde rummet som rum, det vil sige, som noget relationelt samlende. Her forgrundes baggrunden som baggrund. Det bliver nu karaktererne, der samles af rummet og der, hvor karaktererne er fraværende, vises det, hvordan forskellige materialiter forbindes. Woolf gør dette, ved at lade luft gennemstrømme det forladte sommerhus i To the Lighthouse. Hos Perec træder baggrunden frem gennem de forladte værelser, som uden karakterer beskrives som tomme, men gennem en læsning af rum er tomheden netop ikke tom, men materiel, det vil sige, at her træder rummet og de ting, der er til stede, frem i relationen til hinanden. Ved at se på hvordan rummet træder frem i disse romaner, vises et andet rum end det, andre forfattere og filosoffer var optaget af i samtiden: begge introducerer hjemmet i en ellers urban-fikseret modernitet med gaden som dens emblematiske eksempel. Derudover tager Woolf luften ind som modsætning til samtidens optagethed af stål, pegende mod en grøn modernisme. Ligesom Perec præsenterer en ophobning af varer og ikke-funktionelle ting i en æra optaget af glatte funktionelle rum.
Min afhandling udpeger og udvikler således gennem læsninger af rum i romanerne af Woolf og Perec et nyt vokabular, hvorigennem rum kan spille en ny rolle i romananalyser. De afgørende begrebslige korrektioner og præciseringer sker gennem en ny forståelse af narration og deskription, hvorved rum som kategori endelig løsrives fra dets reducering til en blot og bar kulisse, således som narratologien ofte har udlagt det. Denne korrektur sker ved hjælp af en fundering af ny materialisme på Heideggers begreb om Ereignis, hvorved en vej til at lade den rumlige baggrund træde frem som baggrund opstår, sådan som også romanforfatterne konkret viser.