Quality of diabetes care and risk of diabetes complications in individuals with severe mental illness and diabetes

Baggrund
Personer med svær psykisk sygdom har en gennemsnitslevetid, som er 10 – 20 år kortere end den generelle befolkning. Den øgede dødelighed skyldes primært somatiske sygdomme, særligt hjertekarsygdomme. Type 2 diabetes udgør en betydelig risikofaktor for hjertekarsygdom og risikoen for type 2 diabetes er to – tre gange højere blandt personer med en svær psykisk sygdom, når de sammenlignes med den generelle befolkning. Kliniske retningslinjer er blevet udviklet med det formål at guide optimal diabetesbehandling og forebygge diabetes komplikationer. Det overordnede formål med denne ph.d.-afhandling var at undersøge kvaliteten af diabetesbehandlingen (studie 1 og 2) og risikoen for at udvikle akutte komplikationer og senkomplikationer (studie 3 og 4) blandt personer med svær psykisk sygdom og diabetes sammenlignet med personer, som kun har diabetes. 

Metode
Vi udførte fire kohortestudier ved brug af data fra nationale registre. Vi inkluderede voksne diagnosticeret med diabetes i Danmark (studie 1, 3 og 4) eller i Skotland (studie 2) og identificerede personer med svær psykisk sygdom, herunder skizofreni, bipolar lidelse eller svær depression. Kvaliteten af diabetesbehandlingen blev målt som procesindikatorer (for eksempel årlig undersøgelse af HbA1c niveauet) og opfyldelse af behandlingsmål. Vi sammenlignede kvalitetsindikatorerne blandt personer med og uden svær psykisk sygdom ved hjælp af generaliserede lineære mixed effects-modeller. Senkomplikationerne omfattede diabetisk nyresygdom, retinopati, amputationer og hjertekarsygdom, mens de akutte komplikationer omfattede hospitalsindlæggelser for hypoglykæmi og diabetisk ketoacidose. Vi anvendte Poisson regression til at estimere incidens rater og incidens rate ratioer for første senkomplikation og gentagne akutte komplikationer blandt personer med og uden svær psykisk sygdom. Alle analyser blev justeret for confoundere. 

Resultater
Vi fandt, at personer med svær psykisk sygdom i Danmark havde en lavere sandsynlighed for få foretaget undersøgelser af HbA1c, LDL-kolesterol-, urin albumin-kreatinin ratio (UAKR) samt øjen- og fodscreeninger sammenlignet med dem uden svær psykisk sygdom, med de mest markante forskelle for UAKR (OR 0.55, 95% KI 0.53–0.58). Desuden havde personer med svær psykisk sygdom bedre opnåelse af HbA1cbehandlingsmål, men tilsvarende eller lavere opnåelse af LDL-kolesterolbehandlingsmål. I Skotland havde personer med svær psykisk sygdom en lignende eller højere sandsynlighed for at få foretaget undersøgelser af HbA1c, LDL-kolesterol, UAKR, serum kreatinin, blodtryk, fodscreening, BMI og rygestatus i det første år efter diabetesdiagnosen sammenlignet med personer uden SMI. Til forskel herfra havde personer med bipolar lidelse og svær depression en lavere sandsynlighed for at få foretaget øjenscreeninger i årene efter diabetesdiagnosen (OR 0.81, 95 % KI 0.70–0.94 and OR 0.76, 95 % KI 0.72–0.81, henholdsvis).

Derudover havde personer med svær psykisk sygdom og type 2 diabetes en 10 – 40 % højere risiko for at udvikle diabetisk nyresygdom, amputationer og hjertekarsygdomme, men en lavere risiko for at udvikle retinopati sammenlignet med personer uden svær psykisk sygdom. Forskellene i risiko var mest markante i de yngre aldersgrupper. Ydermere var risikoen for første og efterfølgende hypoglykæmi og første diabetisk ketoacidose event højere blandt personer med svær psykisk sygdom sammenlignet med personer uden (risikoen var 1,7- og 1,8-gange højere for første hypoglykæmi og første DKA event, henholdsvis). Personer med skizofreni var i særlig risiko for gentagne hypoglykæmi events. Forskellene i risiko var størst i de yngre aldersgrupper, men stabile over tid.

Konklusion
Samlet set viser afhandlingen, at kvaliteten af diabetesbehandlingen i Danmark er dårligere blandt personer med svær psykisk sygdom sammenlignet med personer uden svær psykisk sygdom. I modsætning hertil er kvaliteten af diabetesbehandlingen i Skotland den samme eller bedre blandt personer med svær psykisk sygdom, med undtagelse af øjescreening, som er dårligere. Desuden har personer med diabetes og svær psykisk sygdom en højere risiko for at udvikle akutte komplikationer og senkomplikationer og risikoen er højest i de yngre aldersgrupper. 

Vores resultater understreger behovet for at udvikle effektive interventioner til at reducere markante uligheder i diabetesbehandlingen mellem personer med og uden svær psykisk sygdom i Danmark samt uligheder relateret til øjenscreening i Skotland. Derudover er der behov for effektiv forebyggelse af akutte komplikationer og senkomplikationer, især blandt de yngre og dem med skizofreni.