Potentialer for interekulturel dannelse i elevers praksisser i folkeskolens tyskundervisning: Et studie af spændingsfeltet melem tyskfagets teoretiske, retoriske og kulturelle praksis

Den foreliggende afhandling placerer sig i det kulturpædagogiske og fremmedsprogsdidaktiske felt. Med afhandlingens titel ”Potentialer for interkulturel dannelse i elevers praksisser i folkeskolens tyskundervisning. Et studie af spændingsfeltet mellem tyskfagets teoretiske, retoriske og kulturelle praksis” markeres det, at den interkulturelle dannelse og elevers praksisser står i fokus i undersøgelsen. Imidlertid forstås elevers praksisser som mærkbart påvirket af to andre praksisser, nemlig en teoretisk, som handler om den basisvidenskabelige viden, som tilføres faget, og en retorisk praksis, som rummer forskellige aktørers diskurser om faget, herunder uddannelsespolitiske aktører, lærer- og lærebogsforfattere, interesseorganisationer m.m. Alle tre praksisser konstituerer undervisningsfaget tysk.

Undersøgelsen tager sit udgangspunkt i følgende forskningsspørgsmål og underspørgsmål:

Hvordan udspiller elevers praksis sig i folkeskolens tyskundervisning set i forhold til udvikling af interkulturel dannelse?

Hvordan formes denne praksis af elevernes interaktion med medierende ressourcer?

Hvordan relateres undervisningens kulturelle praksis til tyskfagets retoriske og teoretiske praksis?

I afhandlingens indledende kapitel begrundes forskningsinteressen ved at anføre tre argumenter. De første to hænger tæt sammen: det ene er, at nationale og internationale uddannelsespolitiske initiativer til fremme for interkulturel dannelse finder genklang i læreplaner for folkeskolens fremmedsprogsfag, alt imens elevers praksisser på grundskoleområdet, i særdeleshed inden for fremmedsprogsundervisningen, er underbelyst. Et tredje argument er forskerens baggrund, erfaringer og interesse i folkeskolens tyskundervisning.

Forståelsen af praksisbegrebet, som afhandlingen abonnerer på, bliver udfoldet i en diskussion mellem Deweys ontologiske pragmatisme og Andreas Reckwitz ’praksisteori som kulturteori’ i kapitel 2. Ved at placere det sociale i praksis tages ifølge Reckwitz aktørernes for-erfaringsviden i betragtning som den viden, der danner grundlag for sammenhængen mellem handling og respons i kommunikationsprocesser. Denne praksisforståelse inddrager med afsæt i Bakhtin betragtninger om sproget som nødvendigvis dialogisk og en afgørende faktor i erkendelsesprocesser. I denne undersøgelses sammenhæng forstås sprog herudover som handling, repræsentation og medierende redskab; dermed betegnes med sprog ikke alene verbalsproget, men alle tegnsystemer, som inddrages i kommunikationen.

I kapitlet 3 fremlægges og argumenteres der for, at forskningsspørgsmålet lægger op til en etnografisk og diskursanalytisk tilgang, mens casemetoden er valgt som den overordnede forskningsstrategi. Kerneempirien blev genereret ved observationer i tre 9. klasser i folkeskolen igennem et helt undervisningsforløb, dvs. ca. en måned i hver. Undervisningen blev gennemført med udgangspunkt i den samme mediepakke, dvs. et sammensat læremiddel bestående af en spillefilm, en elev- og en lærerhåndbog som de primære materialer. Observationerne blev suppleret med interviews og elevprodukter. Som den analysemetodiske ramme af elevernes praksis er den medierede neksusanalyse valgt. Det stærkeste argument for dette valg er, at i denne metodik bliver etnografiske tilgange kombineret med diskursanalytiske tilgange. I flere underafsnit fremlægges metoder til empiriindsamling, datagenerering og analysemetoder; sidst i kapitlet diskuteres undersøgelsens kvalitet.

I de næste kapitler (4, 5 og 6) præsenteres analyserne foretaget inden for de tre praksisfelter, som forskningsspørgsmålet lægger op til: den teoretiske, retoriske og kulturelle praksis.

Kapitel 4 begynder med en diskussion af begreberne dannelse og kompetence, både i et historisk udviklingsperspektiv og i den nuværende didaktiske diskurs. Denne diskussion danner afsæt for forståelsen af afhandlingens centrale begreb ’interkulturel dannelse’.

I de næste afsnit belyses kultur- og sprogbegrebet, som er fremmedsprogsdidaktikkens todelte genstand. Kulturbegrebet fremstilles kronologisk og afsluttes med en drøftelse af kultur(er)s roller i forhold til interkulturel dannelse. Sprogforståelsen indkredses imellem interaktionssociolingvistik, (social)semiotik og dialogisme og danner sammen med kulturforståelser og dannelse-kompetencediskussionen baggrunden for analyser af fremmedsprogsdidaktikker i tysk. Der udvikles på basis heraf tre prototypiske kulturdidaktikker, som den retoriske og den kulturelle praksis bliver analyseret i forhold til.

I kapitel 5 udfoldes den retoriske praksis som dannet af forskellige aktørers diskurser om interkulturalitet i tyskfaget. Det er styredokumenterne, læremidlers forfatter og lærernes diskurser, som forventes at påvirke elevernes praksis mærkbart. Efter at have analyseret styredokumenter ud fra en kritisk diskursanalytisk tilgang, læremidlet ved hjælp af et interkulturel-didaktisk og et multimodal medieret interaktions analysemodel, bliver tre skolecases opstillet, hvor læreres intentioner og observerede praksis analyseres ud fra et interkulturelt dannelsesperspektiv med udgangspunkt i kulturdidaktiske hovedkategorier. Disse analyser førte til identificering af elevers prototypiske handlinger på tværs af de tre skolecases.

I disse analyser viste sig nogle handlingsmønstre hos elever, hvis fortolkning krævede mere end observationsdata og elevprodukter. Af den grund blev disse suppleret med elevfokusinterviews, selvom interviews ikke hører til en kulturel praksis. Til fremstillingen af denne praksis blev der valgt en multicase strategi, som skulle vise elevpositioner med maksimum variation.

I konklusionen sammenfattes resultaterne af de tre praksisanalyser, og forskningsspørgsmålet besvares på dette grundlag.

Undersøgelsen kunne påvise, at kulturdimensionen i fagets retoriske praksis gradvis fremhæves, men at den fortsat er mærket af et nationalpræget kultursyn, som understreger dikotomien osdem. De samme tendenser gør sig gældende både i analysen af læremidlet og dets didaktiske design og i tre observerede klassers undervisning. Derimod har filmen, som indgår i lærematerialet, store potentialer for udvikling af kritisk-kulturel bevidsthed, som både en interkulturel-didaktisk analyse og en multimodal interaktionsanalyse påviser. De fremanalyserede iagttagelser af elevpraksisser i undervisningen kunne pege på en stor spredning i elevers interaktionsmønstre med de forskellige medierende midler til rådighed. I forhold til udvikling af interkulturel dannelse dokumenterer elevinterviewerne et tydeligt beredskab hos nogle elever til at udvikle denne kompetence. I konklusionen problematiseres, at manglen på initiering af interkulturelle læreprocesser påvirker dette potentiale for udvikling i negativ retning.

Der afsluttes med perspektivering samt anbefalinger til videreudvikling af kulturdidaktikker til fremme for elevers interkulturelle dannelse i tysk som andet fremmedsprog i grundskolen.