Abstract
Denne afhandling har litteraturpædagogisk formål. Ved den pædagogiske metode i tekstarbejdet opnår jeg et nyt mål: Tale om sproget selv. Det foregår ved fremførelser af tekst og dialog om tolkning af teksten. Studiet af hvad vi siger og gør, bliver studiet af sproget i poesien, således at det er vores egne bevægelser, handlinger og lyde der verificerer betydningsdannelsen for os i teksten.
I afhandlingen opstilles desuden metode for litteraturlærerens undersøgelse af og refleksion over klassedialog vha. en dynamisk sprogbrugsmodel. Samtidig diskuteres poesien fra versifikations- og sprogfilosofisk perspektiv, idet jeg giver en ny rytmisk-semantisk læsestrategi og redegør for sprogets rytme ved beskrivelse af fire grundlæggende bevægelser.
Forslag til undervisningsmetoden er foretaget på baggrund af min
eksperimentundervisning i en første og anden gymnasieklasse med analyser af en udvalgt case fra en undervisningslektion.
Med udgangspunkt i at danskfaget er et æstetisk fag der skal kunne vise litterære tekster frem som kunstværker, redegøres for performanceteorier fra Oral Interpretation-traditionen som litterær indgang til arbejde med tekster. Klassedialogen om de tekstlige fremførelser får redskab til at fastholde den fremførte performance ved hjælp af en særlig æstetisk transskriptionsmetode der videregiver et helt menneskeligt udtryk, performancetransskription.
Transskriptionen forholder sig til det verbale udtryk såvel som til prosodi, gestik og kropsligt udtryk og kan videregive hvordan fremføreren forholder sig kommunikativt til tilhørerne.
Udformningen af transskriptionen muliggør mange forskellige detaljeringsgrader der tager højde for uddannelsestrinnet.
Redegørelse for sprogets rytme og meningsdannelse, diskussion af sproglig æstetisk funktion og sprogfilosofisk diskussion udgør afhandlingens inderste kerne i det kinesiske æskesystem jeg opstiller for min argumentationsrække. Konklusionerne her er at sproglig mening opstår i kontekst, og at ordet ikke bærer faste betydninger med sig men kan optræde i mange kontekstuelle sammenstillinger for sprogbrugeren. Betydning er unik og opstår i kontekst. Endvidere er sproget i sit grundlag dialogisk orienteret mod sine omgivelser og indeholder flere hensyn og henvendelser på én gang i situationen, såvel som det indeholder henvendelser mod og tale fra hele sprogkulturen.
Analyser af elevfremførelser og klassedialog verificerer sprogets og poesiens egenskaber og udtryk i rytmisk auditivt og rytmisk visuelt materiale. Analyserne viser endvidere at det er muligt at skelne og beskrive en talers hensigt og hensigtens udtryk i deres interne relation.
Resultaterne indikerer at vores kommunikation er så subtil i sprogets rytmiske
bevægelsers interne relationer at kun med stor erfaring med den sproglige materialitet og erfaring med vores relationer til hinanden bliver det muligt for os at opfatte mening med sprogog kommunikation. Jeg foreslår at kalde denne relationelle kompetence for et analogt niveau i betydningsdannelsen.
I afhandlingen opstilles desuden metode for litteraturlærerens undersøgelse af og refleksion over klassedialog vha. en dynamisk sprogbrugsmodel. Samtidig diskuteres poesien fra versifikations- og sprogfilosofisk perspektiv, idet jeg giver en ny rytmisk-semantisk læsestrategi og redegør for sprogets rytme ved beskrivelse af fire grundlæggende bevægelser.
Forslag til undervisningsmetoden er foretaget på baggrund af min
eksperimentundervisning i en første og anden gymnasieklasse med analyser af en udvalgt case fra en undervisningslektion.
Med udgangspunkt i at danskfaget er et æstetisk fag der skal kunne vise litterære tekster frem som kunstværker, redegøres for performanceteorier fra Oral Interpretation-traditionen som litterær indgang til arbejde med tekster. Klassedialogen om de tekstlige fremførelser får redskab til at fastholde den fremførte performance ved hjælp af en særlig æstetisk transskriptionsmetode der videregiver et helt menneskeligt udtryk, performancetransskription.
Transskriptionen forholder sig til det verbale udtryk såvel som til prosodi, gestik og kropsligt udtryk og kan videregive hvordan fremføreren forholder sig kommunikativt til tilhørerne.
Udformningen af transskriptionen muliggør mange forskellige detaljeringsgrader der tager højde for uddannelsestrinnet.
Redegørelse for sprogets rytme og meningsdannelse, diskussion af sproglig æstetisk funktion og sprogfilosofisk diskussion udgør afhandlingens inderste kerne i det kinesiske æskesystem jeg opstiller for min argumentationsrække. Konklusionerne her er at sproglig mening opstår i kontekst, og at ordet ikke bærer faste betydninger med sig men kan optræde i mange kontekstuelle sammenstillinger for sprogbrugeren. Betydning er unik og opstår i kontekst. Endvidere er sproget i sit grundlag dialogisk orienteret mod sine omgivelser og indeholder flere hensyn og henvendelser på én gang i situationen, såvel som det indeholder henvendelser mod og tale fra hele sprogkulturen.
Analyser af elevfremførelser og klassedialog verificerer sprogets og poesiens egenskaber og udtryk i rytmisk auditivt og rytmisk visuelt materiale. Analyserne viser endvidere at det er muligt at skelne og beskrive en talers hensigt og hensigtens udtryk i deres interne relation.
Resultaterne indikerer at vores kommunikation er så subtil i sprogets rytmiske
bevægelsers interne relationer at kun med stor erfaring med den sproglige materialitet og erfaring med vores relationer til hinanden bliver det muligt for os at opfatte mening med sprogog kommunikation. Jeg foreslår at kalde denne relationelle kompetence for et analogt niveau i betydningsdannelsen.
| Originalsprog | Dansk |
|---|---|
| Udgiver | |
| Status | Udgivet - 19. dec. 2008 |
| Udgivet eksternt | Ja |