Physicians’ communication about existential, spiritual and religious needs with patients living with chronic pain or multiple sclerosis: Conversation or nonversation?

Mødet med alvorlig sygdom kan opleves som en krise, der medfører, at de
eksistentielle dimensioner ved menneskelivet bliver tydeligere og som konfronterer patienterne med
udfordringen om, hvordan de skal leve deres liv. Der er dog en mangel på viden om, hvordan læger
tilgår disse behov i mødet med deres patienter specielt inden for kroniske, ikke-ondartede
sygdomme. Derfor er det interessant at undersøge, hvordan læger tilgår disse behov i behandlingen
af svær, kronisk sygdom. De følgende forskningsspørgsmål guidede projektet:
1. Hvordan oplever og tilgår lægerne de eksistentielle, åndelige og religiøse behov hos
patienter, der lever med en kronisk sygdom?
2. Hvordan oplever patienterne disse behov i relation til deres sygdom og til kommunikationen
med lægen?
To alvorlige, ikke-ondartede sygdomme blev valgt med et uforudsigeligt og kronisk
sygdomsforløb til fælles: Kroniske smerter og multipel sklerose. Et systematisk review og en
kvalitativ metodologi passede til afhandlingens formål og forskningsspørgsmål. En systematisk
søgning blev udført for at gennemgå den eksisterende litteratur, og semistrukturerede interviews
med otte læger og 23 patienter blev gennemført. Analysen af interviewene blev guidet af
interpretativ fænomenologisk analyse (IPA).
Den systematiske litteratursøgning fandt fire studier om lægers eksistentielle
kommunikation med patienter med kronisk smerte. Den forsigtige konklusion var, at patienterne var
utilfredse med lægernes opmærksomhed på deres eksistentielle behov, og at lægerne generelt viste
en tøvende tilgang til de eksistentielle, åndelige og religiøse behov. Medmindre lægerne havde en
specialinteresse, tenderede de til at prioritere fysiologiske aspekter og til at afslutte samtaleemnet,
hvis eksistentielle behov blev adresseret af patienten.
Studiet af læger i det danske sundhedsvæsen, der behandler enten kroniske smerter
eller multipel sklerose bekræftede og uddybede den forsigtige konklusion fra reviewet. Åndelige og
9
religiøse behov fremgik sjældent i lægekonsultationen, selvom lægerne oplevede, at patienterne
generelt havde eksistentielle udfordringer og behov i relation til sygdommen. At adressere disse
behov i læge-patient mødet var en udfordring for de fleste af lægerne, og ifølge analysen afhang
deres individuelle tilgang af sammenspillet mellem følgende dimensioner: Lægens biomedicinske
tilgang inklusiv deres medicinske træning og ekspert-rolle, af oplevelsen af tidspres, af deres
personlige interesse og oplevelser og af en interpersonel tilgang i læge-patient mødet.
Patienternes oplevelser blev analyseret gennem udvalgte Kierkegaardske begreber, så
som det relationelle selv, og analysen viste en diversitet i tilgange til de eksistentielle udfordringer.
De Kierkegaardske æstetiske, etiske og religiøse livsfærer blev værdifulde til at forstå de forskellige
måder, hvorpå patienterne realiserede sig selv gennem den anden, når de blev konfronteret med
nødvendigheder og begrænsninger relateret til det fundamentalt forandrede liv med en alvorlig,
kronisk sygdom. For at patienterne kunne leve med sig selv, blev det essentielt at tage subjektiv
stilling til livet og relatere til noget større end dem selv. De Kierkegaardske begreber gav en
forståelse af patienternes eksistentielle kampe og af de forskellige måder at løse og leve med de
eksistentielle dimensioner på. Disse inkluderede sekulære, åndelige og religiøse tilgange, og
foreslås dermed som en bro mellem coping- og meningsdannelsestraditionerne og de eksistentielle
teoretiske traditioner.
Det upublicerede datamateriale blev analyseret for at studere patienternes oplevelser
af kommunikationen om de eksistentielle udfordringer i læge-patient mødet. Patienterne oplevede,
at lægerne anvendte et medicinsk fokus på bekostning af den personlige kontakt og af adressering af
de eksistentielle udfordringer relateret til sygdommen. Manglen på adressering af disse behov havde
betydning for læge-patient relationen, for øget psykologisk lidelse og for tilliden til lægernes
medicinske anbefalinger. Undtagelseshistorierne var dialoger karakteriseret ved empatisk lytning og
opmærksomhed på patienternes individuelle behov.
De kliniske implikationer udledt af studierne fra nærværende afhandling, er udvikling
af et kommunikationskursus for at støtte lægerne med viden om de sekulære, åndelige og religiøse
måder, patienterne tilgår de sygdomsrelaterede eksistentielle behov, og med træning i, hvordan de
kan adressere disse personlige forhold i en professionel praksis med fokus på et nærværende møde.