Optimal lesion preparation prior to implantation of a bioresorbable magnesium - based scaffold

Publikation: AfhandlingPh.d.-afhandling

Abstract

I de sidste årtier har ballonudvidelse og stentimplantation været den primære behandling af koronare stenoser. Udviklingen af drug-eluting stents har medført en reduktion i risikoen for restenoser, men en lidt øget risiko for sene stenttromboser sammenlignet med bare-metal stent. For at mindske risikoen for disse komplikationer blev bioresorberbare scaffolds introduceret med det formål at efterlade karret frit for metal, når scaffolden var absorberet. Disse scaffolds har dog i flere undersøgelser vist sig at være forbunden med reduktion i karlumen over tid, hvilket i nogen tilfælde har krævet reintervention. 

Denne ph.d.-afhandling har undersøgt ændringer i lumendimensioner, vaskulær respons og kliniske resultater efter implantation af en bioresorberbar magnesiumbaseret scaffold (MgBRS) hos patienter med stabil angina. Arbejdet er baseret på data fra OPTIMIS-studiet (Optimal Pre-dilatation Treatment before Implantation of a Magmaris bioresorbable scaffold In coronary artery Stenosis).

Det første delstudie beskriver OPTIMIS-studiets design. Studiet var et randomiseret, kontrolleret studie udgående fra Odense Universitetshospital i Danmark fra 2020 til 2023. Studiets hypotese var, at mere optimal læsions præparering inden implantation af en MgBRS kunne reducere risikoen for lumenreduktion. I alt blev 82 patienter med stabil angina og behandlingskrævende stenoser inkluderet og randomiseret til præ-dilatation med enten en scoring ballon eller en standard non-kompliant ballon. Patienter blev fulgt med angiografi og intravaskulære billeddannende teknikker (optical coherence tomography (OCT) and intravascular ultrasound (IVUS)) både under og umiddelbart efter proceduren og ved seks og tolv måneders opfølgning. Det primære endepunkt var mindste lumenareal efter seks måneder, målt med OCT. Malapposition og karremodeling af det scaffold-behandlede segment blev vurderet efter proceduren samt efter seks og tolv måneder. 

Andet delstudie præsenterer hovedresultaterne fra OPTIMIS-studiet. Resultaterne omfattede klinisk og angiografisk opfølgning samt vurdering af lumendimension, remodeling og malapposition analyseret med IVUS- og OCT-optagelser af efter seks måneder. Resultaterne viste, at mindste lumenareal efter seks måneder var signifikant større hos patienter, som blev behandlet med en scoring-ballon sammenlignet med dem, der blev behandlet med en standard non-kompliant ballon forud for indsættelse af en MgBRS. Der observeret mindre malapposition både post-proceduren og ved opfølgningen i scoring-ballon-gruppen. Denne gruppe udviste heller ingen signifikant remodeling, i modsætning til standard non-kompliant ballon gruppen, hvor negativ remodeling blev påvist.

Tredje delstudie undersøger de multifaktorelle mekanismer bag lumenreduktion efter implantation af en MgBRS. Patienterne blev inddelt i to grupper baseret på mindste lumenareal ved seks måneders opfølgning (MLA ≤ 4 mm2 eller MLA > 4 mm2 ). Den primære årsag til lumenreduktion var negativ remodeling, men også scaffold-recoil og neointimal hyperplasi spillede en rolle. Desuden viste studiet, at dissektion bag ved den implanterede scaffold var forbundet med en fem gange større risiko for lumenreduktion. Læsionsforberedelse med en standard non-kompliant ballon sammenlignet med en scoring ballon var associeret med en tre gange øget risiko for reduceret lumenareal efter seks måneder. 

Fjerde delstudie beskriver 12-måneders resultaterne fra OPTIMIS studiet. I alt var 44 patienter inviteret til angiografisk opfølgning med supplerende IVUS- og OCT-målinger efter 12 måneder. Der var signifikant lumenreduktion i de første seks måneder, men ingen yderligere ændring mellem seks og tolv måneder. I scoring-ballon-gruppen var der ingen ændringer i lumen-, plaque- eller kar-areal, mens standard non-kompliant ballon gruppen havde en signifikant reduktion i både lumen- og karareal i de første seks måneder efter implantationen. Der var ingen yderligere ændringer mellem seks og tolv måneder. Risikoen for scaffold restenose var højere i standard non-kompliant ballon gruppen, mens der ikke blev observeret restenoser i scoring-ballon-gruppen.

Afhandlingen bidrager til en bedre forståelse af vaskulær remodeling, karheling og mekanismerne bag lumenreduktion efter implantation af en MgBRS. Resultaterne understreger vigtigheden af optimal læsionspræparation for at optimere behandlingsresultaterne.
OriginalsprogEngelsk
Bevilgende institution
  • Syddansk Universitet
Vejledere/rådgivere
  • Jensen, Lisette Okkels, Hovedvejleder
  • Lassen, Jens Flensted, Bivejleder
  • Junker, Anders, Bivejleder
  • Hansen, Henrik Steen, Bivejleder
Dato for forsvar19. maj 2025
Udgiver
DOI
StatusUdgivet - 11. apr. 2025

Note vedr. afhandling

Afhandlingen kan læses på SDUs bibliotek. 

Fingeraftryk

Dyk ned i forskningsemnerne om 'Optimal lesion preparation prior to implantation of a bioresorbable magnesium - based scaffold'. Sammen danner de et unikt fingeraftryk.

Citationsformater