Nordic Literature and the Oil Impasse: Contemporary Petrofiction from Denmark and Norway

Monografien Nordic Literature and the Oil Impasse: Contemporary Petrofiction from Denmark and Norway er den første substantielle analyse af petrofiction fra Norden. Studiet baserer sig på et teoretisk fundament, der foreslår, at olie er meget mere end blot en energikilde og dermed også en politisk og økonomisk faktor. Olie har været og er stadig en grundlæggende komponent i udviklingen af moderne kulturelle forestillinger. Den teoretiske skole ‘petrokultur-studier’ anviser derfor at forståelsen og valoriseringen af forestillinger om mobilitet, individualisme, entreprenørånd, frihed, maskulinitet, konservering, forbrug og meget mere i stor grad er påvirket af denne billige og anseelige energikilde.

I den kritiske analyse, har denne kulturelle forståelse af olie tilnærmelsesvis været fraværende i relation til de to Nordsø-nationer Danmark og Norge. Denne analyse af samtidslitteratur fra Norden, der behandler fænomenet olie ønsker at råde bod på det fravær. Med dens omfattende introduktion af petrokultur-studierne, understøtter denne monografi behovet for at medtænke den kulturel komponent til diskussionen om livet efter olien. Tidsligt vedrører studiet litterære værker fra 1992 til nu. Dette er en periode kendetegnet ved en forøget bevidsthed om klimakrisen, men også en forøget aktivitet i Nordsøen. Om end det er umuligt at pege på en enkelt begivenhed som selvstændigt udslagsgivende, tager denne analyse afsæt i FN-verdenstopmødet Earth Summit i 1992, hvor klimakrisen definitivt vandt politisk genklang. Fra start 90’erne og frem er klimabenægtelsens diskursen langsomt begyndt at disintegrere. I dag er kausaliteten mellem de menneskeskabte udledninger af drivhusgasser og klimaforandringer generelt accepteret, men der forestår stadig et arbejde med at opsætte det til reel politisk handling. Derfor, argumenterer jeg med afsæt i petrokultur-studierne, befinder vi os i et dødvande. Der er sket et skifte fra benægtelse til udskydelse, fra en afvisning af at anerkende præmissen til et fossil-økonomisk dødvande, og dette skifte er fundamentet for mit studie af nordisk petrofiktion fra 1992 og frem. 

Monografien består af nærlæsninger af petrofiktioner i forskellige genrer og former. Med dets detaljerede fokus på sprog, betydning og form er skønlitteratur et velegnet medie, når det drejer sig om at behandle konsekvenserne af den fossile økonomis vedvarende eksistens i klimakrisens tidsalder. Fiktion kan forstås som seismografiske aftryk, der fornemmer og responderer på tektoniske rystelser af materiel, kulturel og social karakter. Ved at påpege nogle relationer mellem den materiale fossile virkelighed, de affektive reaktioner forårsaget af klimakrisen, og de samtidige variationer i litterær genre og form, så afdækker denne analyse tilstedeværelsen af kulturel kreativitet og forestillingskraft i disse mørke tider. Den litterære registrering af den samtidige fossile situation rejser to grundlæggende spørgsmål: Hvordan er olie portrætteret i Norden i dag og hvordan skal vi forstå det? 

Med de værker, der behandles i nærværende analyse, foreslår monografien, at petrofiktion fra de såkaldte grønne foregangslande anvender særlige ’dødvande affekter’ såsom dunkelhed, stilstand og nostalgi i deres registrering af den vedvarende olieudvinding. Det kan ses i Peter Høegs Frøken Smillas fornemmelse for sne (1992), hvor shippingens og offshore oliens obskure realitet er integreret i thriller-plottet. Det ses også i Aske Juul Christiansens Aftenstjerne (2019) og i Kristina Stoltz’ På ryggen af en tyr (2014), hvor oliens ’skummelhed’ er søgt repræsenteret ved hjælp af gotisk mystisk og søfarer-mytologi, der synes at afsløre oliens virkelige, men også mørkere realitet med dens kapitalistiske tentakler. I oliearbejder-fortællinger – hvad jeg præsenterer som ‘roustabout narratives’ – anvendes nostalgi ofte som markering af en længsel efter et stærkt, socialdemokratisk velfærdssystem med social sikkerhed og arbejdstagerrettigheder i stærk opposition til den fossile økonomis tendens imod effektiviseringstiltag. En undersøgelse af den norske støbningsteknik, der fik navnet condeep såvel som af den norske oliefond betoner nogle af de materiale strukturer, der opretholder den affektive relation til olie. Nordiske ’road-fortællinger’ udviser en bevidst registrering af olie-infrastrukturens bagsider, men dette fører ikke til en aktiv opposition, men derimod stilstand og depression. Ligeledes er stilstand – inerti – tilstede i spekulative efter-olie-fortællinger idet de fører læseren mod en fortvivlende konklusion: Den fossile økonomi tilbyder ingen udveje.

Således argumenterer denne monografi for, at den nordiske samtidslitteratur om olie har en særegen tendens til at repræsentere olie-stilstanden med ’inaktive’ virkemidler. Jeg foreslår derfor, at denne litteratur karakteriserer sig ved at være dødvandelitteratur. Tendensen til at anvende inaktive virkemidler sættes desuden i forbindelse med den specifikke udvikling af nordiske velfærdsstater og disse nationers internationale renommé som grønne foregangslande. På den måde spejler disse litterære virkemidler den ubehagelig eksistens af et Janus-ansigt: på den ene side, kan man se et grønt udtryk for oprigtig bekymring og klimakrise-håndtering; på den anden side smiler et vedvarende olieengagement i Nordsøen skælmsk.