Neuromuscular function in patients with Subacromial Impingement Syndrome and clinical assessment of scapular kinematics

Bidragets oversatte titel: Neuromuskulær funktion hos patienter med subacromial impingement syndrom og klinisk vurdering af skulderbladets kinematik

Publikation: AfhandlingPh.d.-afhandling

Abstrakt

Dansk resuméSubacromial Impingement Syndrom (SIS), som er karakteriseret ved både skuldersmerte ogfunktionsnedsættelse, er en af de hyppigst rapporterede skulderlidelser i primærsektoren. SIS relateres ofte tilen ubalance mellem de skapula-stabiliserende muskler. Indenfor udvalgte specielle populationer med SIS harman under standardiserede bevægelsestests fundet en uhensigtsmæssig neuromuskulær aktivering, der giveren ubalance i aktiviteten mellem de skapula-stabiliserende muskler.En sådan ubalance i aktiveringen af de stabiliserende muskler omkring skapula kan også skyldes en nedsatevne til selektivt at kunne aktivere indenfor specifikke dele af musklerne, f.eks. i trapezius musklen, og dettevil påvirke den motoriske kontrol.Neuromuskulær kontrol og koordination af musklerne omkring skapula anses derfor for at være primærefaktorer for skapulas kinematik, når skulderleddet belastes ved armbevægelser. Med udgangspunkt i denneteoretiske ramme, vil det være relevant at undersøge evidensen for muskulær ubalance og reduceret motoriskkontrol hos SIS patienter sammenlignet med kontroller. Begge faktorer kan være medvirkende faktorer tilklinisk identificerbare ændringer i skapulas kinematik hos f.eks. SIS patienter.Litteraturen omhandlende skapulas kinematik og SIS patienter afslører, at der anvendes mange forskelligekliniske målemetoder til vurdering af skapulas position og bevægelse, og der er ikke enighed om relationenmellem muskulær ubalance, skapulas position og bevægelse og skulder smerte. Dette kan skyldes manglendeviden om og utilstrækkelige klinimetriske egenskaber ved målemetoderne samt manglende standardiseredekriterier til klinisk at vurdere dysfunktion af skapulas kinematik for disse målemetoder. Der har imidlertidmanglet et overblik, dels over alle de forskellige kliniske målemetoder, der er tilgængelige for at evaluereskapulas position og bevægelse, dels at vurdere de klinimetriske egenskaber af metoderne og kvaliteten af destudier, der har undersøgt de klinimetriske egenskaber for sådanne målemetoder.Denne afhandlings overordnede formål er derfor at opnå viden om den neuromuskulære funktion i de skapulastabiliserende muskler hos en general population af patienter med SIS med henblik på at forstå potentiellemekanismer bag en dysfunktion. Endvidere at vurdere mulighederne for en klinisk evaluering af skapulaskinematik ved systematisk at kortlægge mulige metoder og metodernes klinimetriske egenskaber. Disseaspekter anses for at være vigtige i forhold til optimering af behandling og forbedring af de kliniskeretningslinjer indenfor skulderområdet.I det første studie blev den skapulære muskelaktivitet målt under en voluntær armbevægelsestest i en generelpopulation bestående af 16 patienter med SIS og 15 raske kontrolpersoner. Der var en generel tendens tilhøjere muskelaktivitet hos SIS patienterne, men der blev ikke fundet signifikante forskelle mellem de togrupper, hverken for aktiverings niveau, aktiverings ratio eller det relative aktiveringstidspunkt for deforskellige muskler og muskeldele.I det andet studie blev evnen til selektiv aktivering af de individuelle skapulære muskeldele undersøgt hos 15patienter med SIS under en session med og uden visuel biofeedback, sammenlignet med denne evne hos 15raske kontroller. Med udgangspunkt i præ-definerede kriterier for selektiv aktivering, hvor en given muskelaktivering skulle være over 12% af den maksimale aktivering, og i øvrige muskeldele under 1.5%, eller atmuskelaktiviteten for de enkelte muskeldele udgjorde 95% eller derover af den totale muskelaktivering, visteresultaterne at signifikant færre patienter med SIS i forhold til kontrolpersonerne opnåede selektiv aktiveringaf individuelle skapulære muskeldele, når de ikke modtog visuel biofeedback af muskelaktiviteten af deenkelte muskeldele.I det tredje studie blev der udarbejdet et systematisk review af alle tilgængelige kliniske målemetoder tilvurdering af skapulas position og bevægelse samt tilhørende klinimetriske resultater. Den standardiserde“COnsensus-based Standards for the selection of health Measurement Instruments” (COSMIN) tjekliste, blevanvendt til kritisk at vurdere kvaliteten af de inkluderende studiers klinimetriske domæner. På baggrund af 46inkluderede artikler blev der i alt identificeret navne på 55 kliniske målemetoder. Af disse blev 31 studierinkluderet i kvalitetsvurderingsprocessen og den metodiske kvalitet i domænerne reliabilitet og validitet blevscoret til at være ‘rimelig’ (55%) og ‘dårlig’(45%), og kun et enkelt studie opnåede scoren ‘god’. Ganske fåaf de målemetoder som var inkluderet i studier med en ‘rimelig’ eller ‘god’ score, demonstrerede acceptableresultater, både for reliabilitet og validitet. Ingen af metoderne var undersøgt for evne til at respondere påændringer af skapulas kinematik.I denne ph.d. afhandling blev de forventede forskelle i den neuromuskulære aktivitet blandt SIS patienter ograske kontrolpersoner ikke fundet. Derimod viste undersøgelsen af den neuromuskulære funktion med og udenbrug af visuel biofeedback, at uden brug af biofeedback havde kontrolgruppen en bedre kontrol af deskapulære muskler. Dog præsterede SIS-gruppen og kontrolgruppen ens, når de modtog visuel EMGbiofeedback. Ved systematisk at evaluere muligheden for at kunne måle skapulas kinematik ud fra kliniskemålemetoder, fandtes der i nærværende afhandling et betydeligt større antal kliniske målemetoder af skapulaspostion og bevægelse end tidligere rapporteret. Ingen af de inkluderede kliniske målemetoder havde væretundersøgt i alle 3 domæner, herunder reliabilitet, validitet (diagnostisk nøjagtighed) og responsivitet.Baseret på afhandlingens resultater, stilles der spørgsmålstegn ved, om nuværende kliniske guidelines forrehabilitering af denne patientgruppe kan generaliseres til en mere general gruppe af SIS patienter. Dogantyder resultaterne, at SIS patienter kan profitere af biofeedback træning. Endelig, viser litteratur oversigten,at trods et stort antal kliniske målemetoder til vurdering af skapulas position og bevægelse har kun fåtilstrækkeligt gode klinimetriske egenskaber til at man kan anbefale dem i klinisk praksis.
Bidragets oversatte titelNeuromuskulær funktion hos patienter med subacromial impingement syndrom og klinisk vurdering af skulderbladets kinematik
OriginalsprogEngelsk
Udgiver
StatusUdgivet - 10. jan. 2014

Citationsformater