Mulighedsrum: Poetisk imagination i den europæiske romantik (Novalis, Keats, Stagnelius)

Publikation: AfhandlingPh.d.-afhandling

Abstract

Afhandlingens emne er den poetiske imagination i den europæiske romantik. Til en præcisering af dette og som en retningslinje for afhandlingens argumentation opstilles to bærende teser. For det første er det afhandlingens antagelse, at imaginationen i romantikken bruges til at udvikle et særligt poetisk-litterært mulighedsrum, der på den ene side opstår som autonomt i en frihed fra enhver reference til den reale virkelighed uden for litteraturens rum, men på den anden side netop gennem den æstetiske distance forsøger at vise nye og hidtil uerfarede perspektiver af virkeligheden. Dette har den metodiske konsekvens, at det ikke er nok at undersøge imaginationens ideologiske og filosofiske grundlag, som det bl.a. kommer til udtryk i romantikkens nytænkning af subjektiviteten i forlængelse af Kants erkendelsesteori, og derfor er den anden bærende tese, at der for at forstå imaginationens litterære udfoldelse i den romantiske litteratur er behov for at udvikle et begreb om en poetisk imagination. Afhandlingen forskyder derfor sit tyngdepunkt fra en interesse i idéen om en produktiv imagination som en særlig åndsevne, som den kreative kunstner kan (op-)dyrke, til at afsøge den poetiske imagination som en strategi i de litterære teksters søgen efter et umuligt muligt.
Da afhandlingen komparatistisk tager afsæt i tysk, engelsk og svensk romantik, opstiller kapitel 1 en fælles ramme for at begrebsliggøre romantikken. I kapitlerne 2-4 teoretiseres den poetiske imagination og udfoldes som et konceptuelt søgebillede for forfatterskabsanalyserne i kapitlerne 5-7 af tre ’repræsentative’ romantiske forfatterskaber, Novalis (pseudonym for Friedrich von Hardenberg, 1772-1801), John Keats (1795-1821), and Erik Johan Stagnelius (1793-1823).
I kapitel 2 diskuteres den romantiske subjektivitet som en proces af internalisering, der bl.a. skal ses på baggrund af Kants filosofi og den tyske idealisme og på baggrund af ideologien om bevidsthedens produktive imagination, som den f.eks. kommer til udtryk hos Coleridge i Biographia Literaria (1817). Kapitel 3 beskriver teorien bag de romantiske teksters irrealisering, når de trækker deres fremstillings genstande ud af deres vante rammer. Sartres teori om bevidsthedens evne til at irrealisere det givne i L’imaginaire (1940) er en afgørende impuls, men interessen forskydes fra bevidsthed til litterær repræsentation, og kapitlet slutter med en læsning af to af romantikkens vigtige repræsentationsformer, symbol og allegori, som irrealiseringsstrategier. I kapitel 4 introduceres det centrale begreb transfiguration, der betegner de romantiske teksters skematiserende fremstilling af noget ufremstilleligt, der ligger ud over teksten selv.
Kapitlerne 5, 6 og 7 bruges på forfatterskabsanalyser af Novalis, Keats og Stagnelius ud fra dels deres opfattelse af imagination generelt og dels deres måde at imaginere poetisk. Novalis’ metode er at arbejde ud fra en model af epistemologisk transfiguration, hvor forståelsen af verden ændres til også at indbefatte ’det absolutte’. Hos Keats er det muligt at finde en model af ontologisk transfiguration, hvor positioner af væren, der er umulige i virkeligheden, afprøves i deres relation til noget ’virkeligt’. Stagnelius iværksætter en kompleks model af inversiv, onto-epistemologisk transfiguration, hvor det litterære medium på den ene side skematiserer forståelsen på en måde, der peger på en anden tilstand af verden, men hvor dette utopiske potentiale realiseres som en udelukkende indre dimension i det litterære. Stagnelius lægger op til det, som afhandlingen konkluderer, nemlig at romantikken opfinder det litterært imaginære.
OriginalsprogDansk
UdgivelsesstedKøbenhavn
Udgiver
StatusUdgivet - 2007
Udgivet eksterntJa

Citationsformater