Motivational factors and barriers to Continuing Medical Education in General Practice

Almen praksis er hovedhjørnestenen i det danske sundhedsvæsen. Den praktiserende læge er oftest første lægekontakt for patienterne. Knap 90% af danskerne er hvert år i kontakt med deres lægepraksis, og 90% af henvendelserne håndteres i almen praksis uden behov for viderehenvisning. Intentionen i den nye Sundhedsreform, der skal gælde fra 2027, er, at flere opgaver skal uddelegeres fra sekundærsektoren til det nære sundhedsvæsen. En veluddannet almen praksis er derfor helt essentiel for et velfungerende sundhedsvæsen.

Efteruddannelse af den praktiserende læge har ikke udelukkende betydning for lægens viden, færdigheder og praktiske arbejde i klinikken, men fører også til øget kvalitet i patientbehandlingen og bedre økonomi i sundhedsvæsenet. Derudover har efteruddannelse en positiv effekt på mange lægers trivsel og bevirker en senere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.

På trods af de positive effekter af efteruddannelse anvender en gruppe praktiserende læger ikke deres efteruddannelsesmidler. Fra tidligere studier ved vi, at travlhed er en væsentlig barriere for deltagelse i efteruddannelse. Begrænset adgang til relevant efteruddannelse og begrænset økonomi er barrierer i udenlandske studier. I Danmark har de praktiserende læger et lettilgængeligt og refusionsberettiget efteruddannelsestilbud. Samtidig er det sandsynligt, at de læger, der deltager i efteruddannelse, også oplever travlhed i hverdagen. Hvad kendetegner læger, der sjældent deltager i efteruddannelse? Hvordan kan efteruddannelsen målrettes, så den er relevant for alle læger?

Denne afhandling, der er baseret på 10 interviews med praktiserende læger og en spørgeskemaundersøgelse sendt til alle praktiserende læger, afdækker forhold vedrørende praktiserende lægers efteruddannelse. 1303 (40%) af de 3257 praktiserende læger besvarede i maj 2023 spørgeskemaet.

Interview med 10 læger, der ikke havde anvendt deres eftermidler i en 2-årig periode, viste, at de interviewede læger gerne ville deltage i efteruddannelse, men at flere barrierer forhindrede deres deltagelse. Alle læger angav travlhed som en årsag, men de var samtidig i stand til at angive en begrundelse bag travlheden ”Travlhed, fordi…”. Travlhed i sig selv var ikke nødvendigvis en barriere, men oplevede lægen endnu en barriere udover travlhed, blev efteruddannelse uoverskueligt. De oplevede barrierer kan inddeles i 3 kategorier: Barrierer relateret til lægen (fx nyetableret, personligt ramt eller med andet professionelt arbejde uden for klinikken), relateret til klinikken (fx ubesatte stillinger, manglende kultur for efteruddannelse eller snarlig pensionering) og relateret til efteruddannelsen (fx geografi, temaer eller undervisningsmetoder).

Resultater fra spørgeskemaundersøgelsen viste, at læger, der sjældent deltager i efteruddannelse, ikke er en homogen gruppe. De udgøres af læger, der er optaget af andet lægefagligt arbejde uden for klinikken; læger der er ramt personligt eller professionelt; og læger, der arbejder i en klinik, hvor der ikke er tradition for efteruddannelse. Det sandsynliggør behovet for en differentieret indsats, når efteruddannelsen skal målrettes læger, der sjældent deltager.

Alle læger – uanset niveau af deltagelse i efteruddannelse – blev motiveret af at føle sig kompetente i det daglige kliniske arbejde med deres patienter. Det var essentielt for alle praktiserende læger, at undervisere og/eller kursusledere havde et grundigt indblik i almen praksis. Læger, der sjældent deltog i efteruddannelse, foretrak i højere grad individuel og ikke-deltagerinvolverende læring, men var ikke afvisende overfor gruppebaseret læring eller tværfaglige læringstilbud planlagt for egen praksis. Refusion for efteruddannelse blev angivet som en mindre betydende motivationsfaktor, især blandt de læger, der sjældent deltog. Jeg har ikke undersøgt, om reduceret refusion vil påvirke motivationen negativt.

Der var en grundlæggende modstand mod tvungen efteruddannelse, som også genfindes i udenlandske studier. Modstand mod obligatorisk efteruddannelse (systematisk efteruddannelse) så ud til at mindskes i takt med undervisningens relevans i forhold til at opnå øget kompetence i det daglige arbejde i klinikken. Modstanden blev reduceret i en grad, så et flertal blandt de praktiserende læger foretrak de nuværende 3 dages obligatoriske, systematiske efteruddannelse – eller endda en udvidelse af den systematiske efteruddannelse.

Et efteruddannelsestilbud med relevant indhold for arbejdet i almen praksis samt kursusledere og undervisere med et solidt kendskab til den kontekst de praktiserende læger arbejder i styrker efteruddannelsen. Mulighed for at tilvælge forskellige undervisningsformer, vil kunne øge deltagelsen for de læger der aktuelt sjældent deltager i efteruddannelse - uden at reducere deltagelsesgraden for de øvrige læger. Hvis en obligatorisk efteruddannelse lever op til de ovenstående forudsætninger, kan den opleves som en ”retfærdiggørelse” af at komme afsted – og dermed som en hjælp.