Mortality inequalities in crises and living arrangements in Europe

Det har længe været bevist, at der er en stærk sammenhæng mellem levevilkår og dødsalder, hvor enlige typisk dør tidligere end deres gifte modparter. I de seneste årtier er denne dødelighedskløft blevet dybere i lande med lav dødelighed, herunder i Europa. Denne tendens forstærkes af en voksende andel af mennesker, der bor alene, hvilket skaber en alarmerende situation, da dette kan forventes at medføre en øget skævhed i dødelighed for flere og flere individer. Samtidig overser den offentlige politik i vid udstrækning uligheder, der er baseret på levevilkår, med risiko for at åbne op for dannelsen af en stor og sårbar gruppe, der vil mangle uformelle ordninger til pleje og støtte.

Hovedformålet med denne afhandling er at fremhæve de samfundsmæssige konsekvenser af uligheder i dødelighed inddelt efter husstandssammensætning i det danske samfund. Det gør den ved at fokusere på to forhold, der lægger stigende pres på sundheds- og velfærdssystemerne, som formodes at skulle håndtere disse uligheder. På den ene side bringer befolkningens aldring pensionssystemernes finansielle bæredygtighed i fare i hele Europa, men reformer, der skal tackle dette problem, undlader ofte at overveje deres indvirkning i en kontekst med stigende uligheder. På den anden side har den seneste COVID-19-pandemi intensiveret allerede eksisterende uligheder i dødelighed ved i uforholdsmæssig grad at påvirke de dårligst stillede undergrupper. Da folkesundhedskriser sandsynligvis vil blive hyppigere og mere intense, er vi nødt til at forstå deres indvirkning på eksisterende uligheder. Mens samspillet mellem socioøkonomiske uligheder og mønstre for både pensionsmønstre og COVID-19-dødelighed er klart, har færre undersøgelser overvejet levevilkår. Det er derfor fortsat vanskeligt at bekræfte den rolle, som husstandens sammensætning spiller i disse henseender.

I denne afhandling præsenterer jeg tre artikler. De to første fokuserer på uligheder inddelt efter husstandssammensætning, mens den tredje undersøger generelle dødelighedsuligheder i perioder, hvor detaljerede data om husstande ikke er tilgængelige. Den første artikel kvantificerer uligheder i dødelighed blandt midaldrende efter boligform i Danmark i lyset af pensionsreformer. Den fremhæver udvidelsen af denne kløft og viser, hvordan den interagerer med politik for at påvirke chancerne for at nå pensionsalderen, især for enlige individer. Den anden artikel fører denne undersøgelseslinje videre for at vise konsekvenserne af pandemien på uligheder efter husstandssammensætning i Danmark. Den afslører, at pandemien kun øgede nogle af de allerede eksisterende uligheder, f.eks. ved at ramme plejehjemsbeboere men ikke enlige. Desuden viser den, at disse mønstre ikke var drevet af COVID-19 relaterede dødsfald. Endelig fokuserer den tredje artikel på virkningen af alvorlige dødelighedskriser på den samlede ulighed i dødelighed. Tendenserne afviger afhængigt af det anvendte mål, hvilket tyder på, at definitionen af ulighed er en afgørende del af undersøgelsen. Denne artikel afslører også den uventede rolle, som dødlighedsforskelle ved høje aldre spiller, selv i tidligere århundreder.

Spørgsmålet om ulighed i dødelighed er presserende. De er store og voksende i hele Europa og udfordrer velfærds- og sundhedssystemernes effektivitet og den sociale pagt mellem borgere og stater. Ved at vise styrken af forholdet mellem dødelighed og levevilkår samt dets relevans i to konkrete tilfælde fremhæver jeg nødvendigheden af at studere uligheder i dødelighed ud over socioøkonomiske karakteristika og tage højde for dem i den offentlige politik. Jeg afdækker også dødelighedskrisers rolle i forhold til ulighed i overlevelse og understreger behovet for at beskytte de mest sårbare undergrupper, samtidig med at der tages højde for muligheden for, at der opstår uventede mønstre.