Mediesyntaks: Om sætningskompleksitet og talesprog på DR og TV 2

I denne afhandling bevæger jeg mig samlet set rundt om tre arbejdsspørgsmål der tager afsæt i public service‐mediernes nyhedsformidling. Med spørgsmålene sigter jeg mod at beskrive nyhedssprogets syntaks med vægt på forståelighed og talesprog:

1) Hvor kompleks er syntaksen i det oplæste nyhedssprog, og har kompleksiteten ændret sig gennem årene?
2) Citerer journalisterne sagligt, entydigt og forståeligt?
3) Hvilke talesprogsmarkører anvender journalisterne i det oplæste nyhedssprog?

I kapitel 1‐3 præsenterer jeg mine hypoteser og beskriver de forskellige forskningstraditioner inden for journalistisk sprog og mere snævert inden for mundtligt mediesprog på tv og radio. Mit eget projekt fremsætter jeg som en kvantitativ og deskriptiv analyse baseret på funktionel og i mindre grad formel og anvendt lingvistik. Derudover placerer jeg afhandlingen som en del af projektet Mediesproget nu, der er ledet af professor Peder Skyum‐Nielsen ved Syddansk Universitet.

Kapitel 4‐6 omhandler projektets korpus, teori og metode. Tekstkorpusset er bygget op omkring udskrifter af nyhedsudsendelser på DR TV, TV 2 og DR Radio, og dertil kommer et diakront korpus der består af radioaviser med tiårsintervaller tilbage til 1946. Det fører til et samlet korpus på 102.360 ord. Til at analysere materialet har jeg operationaliseret to metoder: Peder Skyum‐Nielsens digital sætningsrøntgen (2004) og Edward Gibsons Syntactic Prediction Locality Theory (1998). Dem anvender jeg begge i en revideret form der er baseret på Erik Hansens kriterier for inddeling af ledsæt‐ ninger og Lars Heltofts topologiske diskursskema (1990).

Analysens resultater præsenterer jeg i kapitel 7 og 8. De indikerer at den syntaktiske kompleksitet er højere i radioens nyhedssprog end i TV Avisen og Nyhederne, og at kompleksiteten i Radioavisen er faldet op gennem det 20. århundrede.
Generelt set viser resultaterne at den syntaktiske kompleksitet er lav i moderne dansk mediesprog, men konklusionen afhænger samtidig af den brugte metode: En formel analyse af anførende verber som transitive øger kompleksiteten, mens en funktionel opfattelse af anførelser som diskurskonstruktioner mindsker den. Det betyder at mediesproget formelt set overskrider en række af Peder Skyum‐Nielsens anbefalinger for simpel og enkel syntaks (Skyum‐Nielsen 2008a). 
Nogle konstruktioner synes dog at have en meget høj kompleksitet uanset hvilket metodisk perspektiv jeg følger. Det drejer sig om konstruktioner med lang dependensafstand der krydser én eller flere nye eller genoptagede diskursreferenter. Hypotetisk set kan de føre til så høje energi‐ og hukommelsesbelastninger at lytteren/seeren ikke kan forstå hvad journalisten siger. 
Lignende problemer finder jeg ved efterstillet anførelse i de tilfælde hvor journalisten citerer uden det er markeret leksikalsk, syntaktisk eller prosodisk at der er tale om et citat. Da skal lytter eller seer pludselig underordne hele citatet en ny illokutionær værdi, og det kan føre til et syntaktisk sammenbrud, især i de tilfælde hvor citatet er langt eller syntaktisk komplekst.  
Derudover kan efterstillede anførende sætninger i nogle tilfælde have flertydigt skopus, muligvis fordi journalisten ikke har bearbejdet det skrevne sprog og omformet det ud fra det talte sprogs præmisser
Endelig præsenterer jeg i kapitel 8 resultaterne fra afhandlingens anden store analyse. Her viser jeg hvordan journalisterne bruger forskellige leksikalske og syntaktiske markører fra talesproget til at skabe sproglig nærhed til lytterne og seerne. 

På baggrund af de samlede resultater konkluderer jeg at det oplæste nyhedssprog på DR og TV 2 altovervejende er syntaktisk enkelt, og at journalisterne ofte benytter sig af markører fra talesproget for at minimere distancen til lyttere og seere. Disse aspekter er på mange måder positive, men de rummer også visse problemstillinger. Det samme gælder for de metodiske forudsætninger for min analyse. Og med disse forbehold runder jeg afhandlingen af i 9. og sidste kapitel.